Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Historien gentager sig

Populær
Updated
Historien gentager sig

Arjen Lucassen vender tilbage til science fiction-universet med sit nye, storstilede og højkonceptuelle dobbeltalbum 'The Source', der fortæller forhistorien til hele Ayreon-sagaen. Men selvom historien udbygges, er de narrative og musikalske gentagelser i længden forstemmende.

Kunstner
Titel
The Source
Dato
28-04-2017
Trackliste
Chronicle 1: The 'Frame
1. The Day That the World Breaks Down
2. Sea of Machines
3. Everybody Dies

Chronicle 2: The Aligning of the Ten
4. Star of Sirrah
5. All That Was
6. Run! Apocalypse! Run!
7. Condemned to Live

Chronicle 3: The Transmigration
8. Aquatic Race
9. The Dream Dissolves
10. Deathcry of a Race
11. Into the Ocean

Chronicle 4: The Rebirth
12. Bay of Dreams
13. Planet Y Is Alive!
14. The Source Will Flow
15. Journey to Forever
16. The Human Compulsion
17. March of the Machines
Forfatter
Karakter
3

Science fiction og metal går godt hånd i hånd.

Forbindelsen kan trækkes helt tilbage til Black Sabbaths ’Into the Void’ fra ’Master of Reality’ fra 1971, hvor mennesket må søge andre planeter, efter forurening har ødelagt deres egen. Men selvom kombinationen af musikalsk tyngde og sci-fi har nogle år på bagen, er den i bemærkelsesværdig grad oppe i tiden lige nu. Faktisk førte adskillige af sidste års bedste metalplader sig an på science fiction-emner som tematisk grundstof. Det gjaldt det episke storstykke, der var Vektors ’Terminal Redux’, den eksperimenterende udladning på Oranssi Pazuzus ’Värähtelijä’ og den langsomme og ildevarslende rumudforskning på Roskilde-aktuelle Cult of Lunas fremragende ’Mariner’.

Men i den konceptuelle og maksimalistiske prog rock har det ydre rum også spillet en større rolle: På flere af genrens milepæle strækker det højtravende musikalske materiale sig op til månen som på Pink Floyds ’The Dark Side of the Moon’ eller længere ud i galaksen som på Rushs ’2112’, hvis ikke man ligefrem opfandt fremmede aliensprog, som det franske art prog-orkester Magma gjorde.

Det ydre rum er et uendeligt, uudforsket grænseland, og i metallens verden er det et spændende, inspirerende og ikke mindst tungt sted.

Højtstræbende prog
Derfor giver det også mening, at man inden for den progressive metal fortsætter denne tematiske kobling. Og hvis der er nogen, der har gjort det mere end andre, så må det være den hollandske musiker, sangskriver, multiinstrumentalist og tekstforfatter Arjen Lucassen. Egenhændigt har han de sidste 20-25 år bygget en musikalsk science fiction-saga op fra bunden under sit projektnavn Ayreon. Som en slags prog-projekt til at overgå alle andre prog-projekter har Lucassen med sine dobbeltalbumlange rockoperaer besøgt af adskillige gæstesangere og anerkendte musikere haft kurs mod stjernerne fra dag ét.

Hvor der tidligere havde været forbindelser mellem de storstilede udgivelser, bandt Lucassen med mammutalbummet ’01011001’ (2008) alle sine foregående plader sammen i ét samlet narrativ. Her sagde han også farvel til sci-fi-sagaen og lagde Ayreon-projektet på hylden.

Indtil han altså vendte tilbage med den stærke ’The Theory of Everything’ (2013), et psykodrama i stil med hovedværket ’The Human Equation’ (2004), som dog var løsrevet fra det overordnede sci-fi-narrativ.

Med ’The Source’ er vi nu fremme ved det niende Ayreon-album. Her vender Lucassen tilbage til science fiction-universet og binder endnu en krølle på den historie, han egentlig havde lovet ikke at ville vende tilbage til, som han fortalte os i vores interview med ham i sidste uges nyhedsbrev.

Men som Arjen Lucassens historier også viser, så er mennesker nu engang fejlbarlige, og løfter og aftaler kan måske godt brydes, hvis det altså er i den rette sags tjeneste.

Spørgsmålet med ’The Source’ er så, om det faktisk er dét.

Repetitivt fremskridt
Selvom ’The Source’ er endnu et ekstravagant dobbeltalbum, der byder på ekstraordinære vokalperformances og højkonceptuel prog rock og metal i overflod, så er det svært at se, hvad den egentlig tilføjer af nyt til Ayreon-universet. Udover 90 minutters ny musik, selvfølgelig.

Arjen Lucassen har tidligere gjort det til en mærkesag at indgå nye samarbejder på sine plader. Det gjaldt i hvert fald ’The Human Equation’ og ’The Theory of Everything’, der begge gjorde brug af en perlerække af sangere og musikere, som han ikke havde arbejdet med før.

’The Source’ er dog præget af en stor brug af gengangere. De prominente navne er blandt andre James LaBrie (Dream Theater), Russell Allen (Symphony X), Floor Jansen (Nightwish) og Hansi Kürsch (Blind Guardian), men der er også blevet gjort plads til newcomers som Tobias Sammet (Edguy, Avantasia), Nils K. Rue (Pagan’s Mind) og Tommy Rogers (Between the Buried and Me).

Konceptuelt er ’The Source’ en prequel til den samlede Ayreon-historie. Og i en tid, hvor ’Star Wars’ kører på fuld hammer igen med endnu tre prequels, og hvor der arbejdes på endnu en 'Alien'-prequel, kan det på sin vis siges at være oppe i tiden med den slags udpenslende forhistorier og narrative udbygninger og twists.

’The Source’ udspiller sig altså før ’01011001’ og således også før alle andre plader i Ayreon-diskografien. ’01011001’ (binærkode for bogstavet Y) fortalte historien om den teknologisk avancerede alienrace Forever, der holdt til på Planet Y, men som for at redde deres eksistens og følelsesliv fra maskinernes truende dominans må sætte en flugtaktion i gang. Hermed planter de livet på Jorden, men til deres forfærdelse ser de menneskearten gå igennem samme udvikling som dem selv: De varme følelser erstattes med tiden af kyniske beregninger og kold mekanik.

Med ’The Source’ får vi fortalt Forevers oprindelseshistorie, og det viser sig, at de selv var mennesker engang. Men når vi møder disse mennesker på deres planet Alpha, er også den ved at gå under, og det endnu engang grundet et usundt afhængighedsforhold til teknologien og maskinerne, der truer med at tage over. Derfor flygter de til planet Y for at starte forfra – tror de. For kan den menneskelige intelligens i sidste ende overgå den kunstige? Jeg vil ikke røbe hele plotforløbet her, men noget er trods alt givet på forhånd i og med, at det er en prequel.

Den overordnede Ayreon-historie er forvirrende og stikker i mange retninger, men de to handlingsforløb, man får serveret på henholdsvis 'The Source' og '01011001', er pudsigt nok skræmmende ens. ’The Source’ tager altså ikke historien et nyt sted hen, men fortæller den samme fra et andet udgangspunkt. Man kan sige, at den forskyder og forskubber historieudviklingen ved blot at indføre endnu et led. Det er muligt, at Arjen Lucassen med denne bevægelse vil et skridt fremad, men i virkeligheden er det nærmere et skridt tilbage.

Historien gentager sig, som man siger.

 

Ayreon classic
Det er måske Arjen Lucassens overordnede pointe. Og i så fald er der en vis sammenfaldende konsistens, for det samme kan påstås om musikken. Det er fortsat et svimlende sammensurium af metal, folkemusik, 1970’er-inspireret rock og bombastisk vokalarbejde, der tilsammen giver en voluminøs progressiv metal.

Inspirationerne har altid været tydelige og genkendelige hos Ayreon, og det er de fortsat. Det ene øjeblik giver associationer til Queen, det næste til Jethro Tull og det næste igen til Deep Purple. Men mest af alt lyder ’The Source’ umiskendeligt som Ayreon.

De tunge riff, de iørefaldende guitarmelodier, fløjterne, violinerne og synthesizerne er genkendelige, og virkemidlerne og sangskrivningen den samme: De forskellige instrumenter skiftes til at spille de samme temaer, der bygges op og drosles ned over instrumentale passager, og sangerne udveksler melodilinjer, fraserer, harmoniserer og driver plottet kontinuerligt fremad.

Sangene er skåret over samme skabelon som på tidligere plader: Vi får en heftig og guitardrevet åbner (’The Day That the World Breaks Down’), storladne metalhymner (’Sea of Machines’, ’Planet Y Is Alive!’), folkpoppet metal (’All That Was’, ’The Dream Dissolves’), en velmenende ballade (’The Source Will Flow’), en uptempo-rocker (’Run! Apocalypse! Run!’) og et par mere muntre indslag (’Journey to Forever’ og ’Everybody Dies’).

Når Lucassen kaster hele besætningen ud i det svulmende omkvæd på ’Sea of Machines’, er det Ayreon classic og svært ikke at holde af. Og når han går Ritchie Blackmore i dennes velmagtsdage i bedene på den stærkt Rainbow-alluderende og orgeltunge 1970’er-rocker ’Into the Ocean’, er det mere end medrivende.

Andre steder kammer det dog helt over, som når Lucassen føler behov for at sætte Zaher Zorgati (Myrath) op mod Simone Simons (Epica) i ’Deathcry of a Race’, hvor der i et højst eklektisk mellemstykke skiftes mellem henholdsvis arabisk sang og operavokaler, eller når ’Journey to Forever’ flyder væk i happy-go-lucky musicalkor, funkpoppet guitar og evindelige modulationer.

 

Forudsigelig progression
Sangerne leverer alle stærke bidrag, men man må nok sige, at nogle står mere ud end andre. Det er bemærkelsesværdigt, at albummets umiddelbart største stjerne, James LaBrie i rollen som historikeren, ikke fylder mere, end han gør. Han indleder albummet og dukker sporadisk op her og der, men er ikke i nærheden af at være den ledende stemme, han var på 'The Human Equation'.

Det er i højere grad Michael Mills (Toehider) i rollen som androiden TH-1, der virkelig stjæler rampelyset med en performance spændt ud mellem growls på 'Everybody Dies' til elastiske leadvokaler og hvinende korsang på resten af pladen. Og så er der selvfølgelig umiskendelige Hansi Kürsch, der tager det bombastiske refræn på 'Planet Y Is Alive!' til sig i en sådan grad, at han simpelthen forvandler det til en power metal-hymne i bedste Blind Guardian-stil alene ved intonation og volumen.

Man kan sige, at alt dette er for meget af det gode, at det er overlæsset og overgjort. Men Ayreon har altid handlet om at gøre det større og vildere, og Arjen Lucassen har altid været mand for at overlæsse sine projekter og alligevel køre den hjem.

Det gør han også på 'The Source'. Det er alt sammen velskrevet, velarrangeret og velkendt, men der er dog stadig et par væsentlige forskelle i forhold til tidligere album: Der er for det første ikke det helt store klimaks, som vi har fået den på eksempelvis ’The Human Equation’ eller ’01011001’, hvor Lucassen bygger op til den store afslutning og lader alle karaktererne få et sidste ord. Den blot to minutter lange ’The Human Compulsion’ (der genbruger sit materiale fra 'Sea of Machines') leder over i den afsluttende ’March of the Machines’, men man lades tilbage med følelsen af, at det reelle afslutningsnummer er førnævnte ’Journey to Forever’, som altså ikke er et af albummets stærkeste numre.

Men – og det er måske den største anke – ’The Source’ er også en del mere undervældende end sine forgængere. Den fungerer fint som helhed, men det er sværere at pege på de enkeltsange, der udgør højdepunkterne, og som man har særligt lyst til at genbesøge.

Det er i højere grad enkelte mellemstykker i sangene, der udmærker sig, som eksempelvis den bluesede sekvens otte minutter inde i 'The Day That the World Breaks Down', hvor Russell Allen brænder igennem over et fedt groove underbygget af en tyk bas og 1970'er-orgel.

For den dedikerede fanbase (de såkaldte Ayreonauts) er der dog rigeligt at rive i, hvad angår sangteksterne, der refererer til den øvrige diskografi på kryds og tværs og gemmer på små hemmeligheder. Som når Michael Mills i samme sang synger en binærkode, der i oversat form lyder ”trust TH-1”, eller når Nils K. Rue i rollen som profeten i ’Sea of Machines’ synger om, at han ser et slot (med al sandsynlighed 'the electric castle') i et syn, eller når han i samme nummer ser det afgørende plottwist på slutningen af pladen udspille sig for sig.

Med et mere litterært-teknisk begreb kaldes det prolepsis, en foregribelse, og trods den sammensatte karakter, der fortsat kendetegner Ayreons musikalske univers, er det sigende for 'The Source' og dens narrative såvel som musikalske forløb. Forventningerne pleases og plejes, og man kan som lytter mere eller mindre altid forudsige næste skridt.

Science fiction-rammen benyttes altså ikke til at udfordre konventionerne eller udforske de musikalske randområder, sådan som andre af samtidens aktuelle bands gør. I stedet styrer Arjen Lucassen sikkert rumskibet igennem velkendt territorium og fører det i mål til en blød, succesfuld landing.

'The Source' gør med andre ord det, som prequels både hyldes og kritiseres for: Den udbygger historien og giver et sus af genkendelighed, men desværre også en lidt for flad fornemmelse af gentagelse.