Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

"Prog og metal er stadig dirty words for mange musikere"

Populær
Updated
"Prog og metal er stadig dirty words for mange musikere"

Den hollandske musiker og multiinstrumentalist Arjen Lucassen er aktuel med endnu et epos under projektnavnet Ayreon. Det monstrøse dobbeltalbum med titlen 'The Source' udkommer fredag og er det niende i rækken af konceptplader. Vi fik en snak med Arjen om den lange arbejdsproces, de forskellige samarbejdspartnere, teknologiens rolle – og landsmanden Rutger Hauer.

Arjen Anthony Lucassen er lidt af en ener. Den hollandske musiker og multiinstrumentalist har siden debutalbummet 'The Final Experiment' fra 1995 gjort det til et livsprojekt at udgive storstilede og konceptuelle rockoperaer med komplicerede science fiction-fortællinger om fremmede livsformer og alternative dimensioner. Det hele gennemsyret af en kærlighed til den progressive rock og metals lange historie og dens arsenal af sangere og musikere, der udgør de store og omskiftelige rollebesætninger på albummene.

Om det har været gennem hovedprojektet Ayreon, som solokunstner, i supergruppen Star One eller i sideprojekterne Guilt Machine, The Gentle Storm eller Ambeon har Arjen Lucassen været overordentligt aktiv gennem de seneste 20 år.

På fredag udkommer 'The Source', det niende album i rækken af Ayreon-plader, og det er endnu et ambitiøst dobbeltalbum, der tæller ikke mindre end 12 gæstesangere, heriblandt prominente navne som James LaBrie (Dream Theater), Hansi Kürsch (Blind Guardian) og Russell Allen (Symphony X).

Trods alle de højtragende koncepter og nørdede storylines er det en meget jordnær og imødekommende Arjen, vi får fat i på en lidt usikker Skype-forbindelse til en snak om alt mellem himmel og jord, heriblandt den nye plade, hans arbejdsproces og Rutger Hauer.

Kan du fortælle mig og læserne om konceptet bag ’The Source’?
”Det er en prequel til hele den store Ayreon-historie. Den historie startede med mit første album, men omkring det tredje album, ’The Electric Castle’ fra 1998, begyndte det hele at blive forbundet. Der var referencer til andre plader, og pludselig udviklede hele det her Ayreon-univers sig. Jeg planlagde det ikke, det skete sådan set bare, og med albummet ’01011001’ fra 2008 afsluttede jeg den historie. Det var en stor historie om Forever-racen, en undervandsrace på planeten Y, og ... ja, pludselig blev det hele bare for kompliceret. Jeg kunne knap selv forstå det længere.

Så jeg stoppede historien og lavede ’The Theory of Everything’, der kom i 2013 og ikke var en del af den historie. Denne gang ville jeg så gå tilbage til science fiction og til den oprindelige historie, på trods af at jeg faktisk havde lovet ikke at gøre det. Så ja, det er en prequel til hele historien, og ”the source” henviser så til ”the source of mankind” og spørgsmålet om, hvor menneskeheden kommer fra.”

Du plejer at arbejde med en lang række forskellige sangere på hvert album og har været vidt omkring igennem årene. Denne gang er der mange gengangere. Var der en særlig grund til det?
”Det var faktisk kun på ’The Human Equation’ og ’The Theory of Everything’ at jeg havde som mål at bruge sangere, jeg ikke har arbejdet med før. Men jeg følte mig begrænset af at skulle benytte mig af folk hele tiden, og jeg ser lidt det her album som en ny start. ’The Theory of Everything’ solgte ikke så godt igen, så da jeg gav mig i kast med ’The Source’, tænkte jeg, at jeg ville have de bedste sangere i verden. Det er ligegyldigt, om jeg har arbejdet med nogen før, jeg vil bare have de bedste."

Hvordan er arbejdsprocessen? Skriver du musikken med de forskellige sangere i hovedet, eller hvordan får du det til at hænge sammen?
”Jeg starter med musikken. Små idéer på guitar, keyboard og den slags. Så optager jeg det, og efter nogle måneder har jeg 50 forskellige idéer, som jeg roder ud i og arbejder videre på måske 20 af dem. Ud af den musik kommer historien så, og til sidst bliver sangerne sat til projektet. Så de skal passe både til musikken og historien. Jeg har en ønskeliste på måske 100 sangere, og normalt vælger jeg 30 af dem ud og kontakter dem for at høre, hvem der er tilgængelige. Der er selvfølgelig undtagelser, men det er overordnet sådan, jeg arbejder.”

Jeg læste et sted, at Devin Townsend fx skrev sine egne ting til ’The Human Equation’. Var det en af undtagelserne, eller får sangerne også en større indflydelse på udformningen af deres rolle?
”Når jeg har fået fat på sangerne, skal de fordeles ud over albummet. Det er altid et stort puslespil. Jeg klipper små papirlapper ud og lægger dem ud på et bord. Og når jeg har sangerne, baserer jeg så karaktererne på sangerne. Så det var ikke, fordi jeg fx havde en rolle, som Devin Townsend passede til, jeg havde Devin Townsend og fandt noget, der passede til ham. Nogle folk siger så, at de ikke synger eller spiller andres materiale, og hvis det er gode folk, som jeg er fan af, ser jeg ikke noget problem i det. En som Jonas Renkse fra Katatonia skriver fx også gerne sine egne melodier, som jeg så skriver teksterne til.”

Nu bruger du ordet ”fan”. Du har nogle tydelige inspirationskilder, og det viser sig ikke bare i dit udvalg af musikere, men også i selve musikken. Da jeg lyttede til pladens første nummer, er der et sted cirka seks minutter inde, hvor jeg kommer til at tænke på baslinjen fra ’Hey Joe’ …
”Åh, jeg ved godt hvilket stykke, du tænker på. Det er ikke helt de samme akkorder som i ’Hey Joe’, men jeg er enig! Da jeg fandt på baslinjen, tænkte jeg faktisk også ”hey, det har faktisk lidt af en Hendrix-feeling over sig”".

På ’Everybody Dies’ er der et tydeligt spor af Queen i korarbejdet. Med fare for at lyde provokerende, er du så blevet mere nostalgisk med årene, eller er inspirationerne bare blevet tydeligere her?
”Queen-indflydelsen kommer fra Michael Mills, som synger en af karaktererne. Han er en af dem, jeg gav musikalsk frihed. Jeg gav ham en sang, fortalte hvad jeg cirka ville have og sagde: ”Go for it!” Så det er lidt en blanding af mig og ham, og hvis man lytter til hans band Toehider, så kan man også høre Queen-indflydelsen. Men jeg elsker Queen og især deres første plader, så de har altid været en stor inspiration.”

 

Hvordan kommer du op med de her kæmpestore koncepter?
”Som jeg sagde, inspirerer musikken mig, og denne gang inspirerede artworket, som jeg fandt på Google, mig også. Men det er babyskridt. Når jeg begynder på det, har jeg ingen anelse om, hvor historien ender. Jeg begynder bare at skrive og tager det, som det kommer. Og jeg bliver altid nervøs, hvis jeg fx er halvvejs og begynder at håbe, jeg kan komme på en god slutning og den slags. Men Michael Mills, som her har rollen som en androide, inspirerede mig også og gav mig også idéen til en god slutning. Så det er ikke noget, der kommer op i et splitsekund. Jeg arbejder på det i månedsvis.”

Der lader til at være en vis pessimisme over for teknologien og menneskehedens fremtid generelt i dine historier. Science fiction kommer tættere og tættere på virkeligheden. Er det noget, du særligt går og tænker meget over?
”Ja. Jeg voksede op i 1960’erne og 70’erne, og det var jo lang tid før computere og mobiltelefoner. Vi så sort-hvid tv og købte vinyler. Det har jo alt sammen ændret sig på bare 20-30 år, hvilket er utroligt. Men teknologi udvikler sig også eksponentielt, og der er nogle forskere, der forudser, at maskiner og computere i 2050 vil være mere intelligente end mennesker. Det kaldes for the technical singularity. Det er interessant for mig at tænke over, men det er ikke noget, jeg er bange for. I mine historier tager computerne selvfølgelig over og lukker menneskelivet ned. Det tror jeg ikke kommer til at ske. Så dumme er folk trods alt ikke, går jeg ud fra.

Jeg observerer bare. Jeg prøver ikke at fortælle folk, hvad de skal synes. Der er aldrig helt klare gode og onde karakterer i mine historier. Jeg er en videnskabens mand, og jeg benytter mig af teknologien, også når jeg laver musik, men render altså stadig rundt med en ti år gammel telefon og holder mig lidt tilbage. Så det handler selvfølgelig om brugen af teknologien mere end teknologien selv.”

Teknologien er vel næsten også en forudsætning for at kunne lave den musik, som du gør med alle de mennesker, det involverer.
”Det siger du, men det første album blev lavet helt tilbage i 1993. Så det kunne sagtens lade sig gøre lang tid før internettet. Det er selvfølgelig blevet nemmere, og der er flere af mine samarbejdspartnere, der klarer det selv og bare sender det til mig. Devin Townsend, fx, som sidder helt ovre i Canada og åbenlyst ikke har tid til at komme til Holland for at lave små lydbidder. Men jeg foretrækker helt klart at lave det med den anden person i rummet, for magien opstår i fællesskab i studiet, og de små idéer kommer frem af udvekslingen.

Med det her album er det dog – desværre – den anden vej rundt. Det er kun omkring 20 % af sangerne, der kom forbi mit studie. Så på den ene side er det en skam, men på den anden side er det nogle vanvittigt dygtige og erfarne sangere, der alle har gjort det godt. Jeg lavede nogle guide vocals og nogle instruktioner om karakterernes motivation, og det har fungeret. Men det sker også, at jeg får filer, hvor jeg lytter til det og siger: ”Sorry, men det var altså ikke det, jeg mente. Det er sgu ikke godt nok.” Og det er også sket, at jeg simpelthen afbryder samarbejdet og ikke bruger det. Det er jo den dårlige side af det.”

 

De sidste par år har vi set mange store musikere og personligheder gå bort, her også inklusive folk, som du har arbejdet med, og som har bidraget med fantastiske ting til dine plader. Sidste år var det Keith Emerson og i år John Wetton, hvis bidrag til ’The Theory of Everything’ jeg personligt holdt meget af. Er der musikere, du gerne ville have arbejdet med, men som du aldrig fik chancen med, før det var for sent?
”Ja, jeg ville selvfølgelig gerne have arbejdet med Dio. Han er en af mine all-time yndlingssangere, og et par gange var jeg faktisk tæt på at arbejde med ham. Vi talte sammen, og jeg fik hans e-mail-adresse, men det blev dog aldrig helt til noget. Brian May skulle også have bidraget med en solo til den nye plade, men han blev desværre syg. Han har det heldigvis bedre nu. Jeg ville selvfølgelig også gerne have arbejdet med en helt som Bowie.”

Hvad så med fremtiden? Har du nogle i tankerne, eller er det noget, du holder for dig selv?
”Jeg vil selvfølgelig gerne lave noget med mine helte, som er dem, jeg voksede op med. Der er cirka ti sangere og musikere fra 1970’erne, som jeg gerne ville lave nogle ting med. Store navne som Paul McCartney, David Gilmour, Robert Plant eller Ritchie Blackmore ville være fantastiske at have med. Eller lidt senere sangere som Kate Bush. Folk, som jeg faktisk lytter til, og hvis musik jeg virkelig har nydt. Der er jo også nye sangere hele tiden, så der er masser at vælge af, men at arbejde med sine helte er noget andet. At have Bruce Dickinson med på ’Into the Black Hole’ (fra 'The Universal Migrator Part 2', red.) var fantastisk."

Det virker også, som om du har nogle gode evner til at få folk med. Er du god til at overtale folk, eller har du de rette kontakter?
”Det er en kombination. Det virker selvfølgelig, som om jeg kan arbejde med hvem, jeg vil. Sådan er det slet ikke. Jeg får ikke nødvendigvis bare halvdelen af de folk, jeg ønsker mig, med på en plade. Det er mærkeligt. Der er nogle af dem, jeg meget gerne vil have med, som ikke er særlig interesserede. Og så er der folk uden for metal- og progscenen, som slet ikke kender til min musik. Prog og metal er stadig dirty words for mange musikere, så de er altid svære at få fat på.”

Men hvordan får du så fx en fyr som Rutger Hauer med på din soloplade ’Lost in the New Real’?
”Meget simpelt, faktisk. Jeg lavede en liste over skuespillere, jeg gerne ville arbejde med. Det var ikke en lang liste. Det var Patrick Stewart og Rutger Hauer. Så jeg skrev bare til ham på hans hjemmeside, og til min store overraskelse fik jeg et svar: ”Tell me more.” Bare tre ord. Han prøvede at google mig og fandt ud af, at jeg faktisk har lavet nogle ting førhen. Og det var helt fantastisk at arbejde med en af sine yndlingsskuespillere. Jeg skypede med ham i to uger, han skrev alle sine ting selv, og han var så kreativ. Det var en meget surreel oplevelse. Har du set ’Blade Runner’?

Jeg har set ’Blade Runner’ et par gange, ja.
”Okay, for han er nemlig mærkelig i den film. Men han er faktisk sådan! Han er en mærkelig fyr. Man skyper med ham og forstår ikke, hvad han siger, eller hvad man lige skal stille op. Han er virkelig en karakter.”

Det giver god mening med skuespillere på dine plader, for din musik har også altid haft en filmisk dimension, så selvfølgelig kan det kombineres. Nu har du så også tænkt dig at spille live med Ayreon – for første gang. Hvordan kom det i stand efter mere end 20 år?
”Katalysatoren var teaterstykket ’The Theater Equation’. For to år siden satte vi et stort teaterstykke op over ’The Human Equation’ med næsten hele det oprindelige cast inklusive James LaBrie fra Dream Theater. Det var en fantastisk oplevelse for alle, folk gjorde et virkelig godt stykke arbejde, og det var en stor succes. Så jeg tænkte, at vi måske skulle lave noget lignende og lave en ’best of’ for Ayreon. Så vi gik i gang med at arrangere det og vidste godt, det ville tage lang tid. Så vi har allerede arbejdet på det i et års tid og satte billetter til salg for at se, om interessen var der, og om der ville blive udsolgt. Vi endte så med at sælge to koncerter ud i løbet af en time og satte en tredje til salg, som også blev udsolgt, inden dagen var omme. Det var 9.000 billetter sammenlagt.”

Tillykke. Glæder du dig til det?
”Jeg kommer ikke til at være med i bandet, men jeg kommer til at optræde på et par sange. Det er jeg ligesom nødt til. Men jeg hader den slags, haha, så jeg prøver ikke at tænke for meget på det.”

Der skal i hvert fald lyde et held og lykke herfra. Du skal have tak for snakken!
"Selv tak!"