Mesterværk fra Symphony X

Populær
Mesterværk fra Symphony X

Prog-metallens nye konger Symphony X kan det, som Dream Theater og de fleste øvrige prog-metalbands ikke kan: Skrive storslåede værker OG gode sange. 'Iconoclast' er genrens nye mesterværk.

Kunstner
Titel
Iconoclast
Dato
24-06-2011
Distributør
Trackliste
Special edition
CD1:
1. Iconoclast
2. The End of Innocence
3. Dehumanized
4. Bastards of the Machine
5. Heretic
6. Children of a Faceless God
7. When All Is Lost
CD2:
1. Electric Messiah
2. Prometheus (I Am Alive)
3. Light Up the Night
4. The Lords of Chaos
5. Reign in Madness
Forfatter
Karakter
666

Det er eddermame uhyggeligt, det her. Uhyggeligt fænomenalt godt og væsentligt. Det er, hvad Symphony X's ottende studiealbum 'Iconoclast' er. Ganske simpelt det nye mesterværk i den progressive metalgenre. Et album, der gør Symphony X til de uomtvistelige prog-metal konger.

De detroniserede Dream Theater samt de excellente Magnitude Nine, Threshold, Adagio, Ayreon, Fates Warning og Queensrÿche kan godt begynde at tage sig gevaldigt sammen, hvis ikke Symphony X skal løbe med riget, magten og æren.

'Iconoclast' har alt: Forrygende metallisk, ekvilibristisk guitarfræs, tempo og temposkift af en anden verden, en sanger der er personificeringen af at synge med sine 'guts', en riffbaseret tyngde, rystende melodiøsitet og metallisk gennemslagskraft. Men væsentligst af alt: De har sange, melodier, kompositioner og temaer, der gør deres udgivelser til andet og langt mere end langtrukken, uforløst musikalsk pikspilleri.

Det, som Symphony X mestrer, og som de færreste af konkurrenterne lykkes med, er at få den almindelige mand, som ikke er musiker, til at lytte og blive fanget ind af det symfoniske, progressive metalunivers, der er så ufatteligt spændende i det her tilfælde.

Og det kan Symhony X, fordi man ikke kun spekulerer i lir for lirens skyl, men i at skabe helstøbte sange, numre, der kan holde længere end en guitarsolo på en halv time. Det bliver aldrig Dream Theater-enerverende, fordi Symphony X har arbejdet så indgående med melodierne og med at få numrene til at være sange.

Det er det, der eddermame er så uhyggeligt.

Symphony X har to krumtapper, uden hvem... Guitarist Michael Romeo skaber musikken. Sanger Russell Allen skaber melodier og tekstunivers. Denne gang er temaet, at teknikken overtager verden.

Russell Allen, den mand kan synge sine indvolde ud som i titelnummeret. Han er sej som i 'Children of a Faceless God'. Han er metal som 'Bastards of the Machine'. Og han er smuk, smuk melodi, som du kan høre i 'When All Is Lost', der nærmer sig 'The Accolade' og 'Accolade II' - de to melodiske perler i Symphony X-bagkataloget.

Det eneste, du egentlig skal gøre lige nu er at love dig selv at investere i dette mesterværk. Dit liv bliver så meget bedre. Og det er eddermame også uhyggeligt!