Romeos storslåede design sejrede
Der blev både skreget og skrålet i salen, da Symphony X i søndags besøgte Amager Bio. Denne gang uden et nyt album på tapetet, og med rig plads til at grave dybere spadestik tilbage i tiden.
2. Evolution (The Grand Design)
3. Serpent's Kiss
4. Nevermore
5. Without You
6. Domination
7. Run with the Devil
8. Sea of Lies
9. Set the World on Fire
--------------------------
10. The Odyssey
Da Symphony X i 2016 gæstede Pumpehuset var det, så vidt vides, første gang de spillede i Danmark. Med ni album i bagagen kunne man have ønsket sig, at de den gang tilgodeså alle os, der skulle se prog power-legenderne for første gang, med deep cuts fra fortiden, men med den seneste mere lettilgængelige 'Underworld' på programmet fra start til slut blev det ikke den store aften vi havde drømt om.
Det skulle gårsdagens visit på Amager Bio gudskelov vise sig at ændre på. Intet nyt album var på tapetet, og der var derfor lagt godt i ovnen til at søge rundt i afkrogene af bagkataloget - til vores udelte fornøjelse.
Hvad der til gengæld delte vandene var den middelmådige highway-rock, der skulle åbne ballet. Savage Messiah udgav deres nye, femte album 'Demons' fredagen før, og vi blev stopfodret med jævne radiorockere fra pladen, der sjældent gjorde meget for at synliggøre, hvad i alverden de lavede som support for Symphony X. Jovist lød trommeslager Ali Richardson mest af alt, som om han hellere ville spille thrash, de tekniske opbygninger og de tunge dobbeltpedaler taget i betragtning, men det stod for egen regning, mens resten af bandet bildte sig ind at være en hel del mere metal end, hvad nødvendigt var. Det så i det hele taget ud som om medlemmerne var castet qva deres velplejede, lange garn, hvor sangskrivningen var så forglemmelig, at vi ærligt talt ikke har mere klogt at sige i denne forbindelse, fordi vi af gode grunde har glemt resten.
Fremmødet viste da også med al synlighed, hvem folk var kommet for. Salen var ualmindeligt tom da briterne spillede, mens bioen var godt pakket, så snart Symphony X slog de første toner an til titelnummeret fra den fremragende forgænger, 'Iconoclast'. ”We are strong, we will stand and fight” rungede som et fælles kampråb ud i salen, og Russell Allen kørte den slibrige stil med kølige solbriller og åben brystkasse, mens hans kraftfulde røst talte sit eget sprog. Allen var den karismatiske showmaker, der spænede frem og tilbage på scenen, altid med et glimt i øjet, og selvom spor af selvfedme er svære at bortforklare, gør det ikke det fjerneste, når manden har noget at have det i. Med en af de stærkeste vokaler i i prog-verdenen har han meget at leve op til live, men Allen har fulgt bandet gennem tykt og tyndt siden deres andet album 'The Damnation Game' og er af den karakter, der med årene har tilført mere kraft og vibrato til den lyse tone, han i højere grad fokuserede på i de unge år.
Symphony X ville dog ikke være blevet til noget uden Michael Romeo, den store arkitekt bag det hele, og således også i aften, hvor hans stramme guitarfigurer blev leveret med en overbevisning, der er de færreste guitarister forundt. Ikke én gang kiggede han ned på strengene. Det hele lå i fingrene, og hvis et fill kunne spilles kun med venstre hånd på gribebrættet, forspildte han ikke chancen, mens højre hånd blev brugt til at gejle masserne op. Yngwie Malmsteen'ske tilstande fornægtede sig ikke, når soloerne bevægede sig ud i det neoklassiske register, men Romeo er langt mere end blot teknisk showoff, som aftenens sondringer frem og tilbage i tiden tydeligt demonstrerede.
De kontante, skråle-venlige moshere 'Serpent's Kiss', 'Nevermore' og 'Set the World on Fire' slog lige så bombastisk, som vi havde turdet håbe på, mens 'Evolution (The Grand Design)' var aftenens absolutte højdepunkt, hvor Michael Pinnella fik den sjældne chance for at markere sig på keys, og desværre aftenens eneste skæring fra den kriminelt undervurderede 'V: The New Mythology Suite' (2000). Selv midttempo-rockeren 'Without You' ramte tårekanalerne som den skulle, mens knytnæverne svævede over menneskemasserne, og der var ikke skyggen af tvivl om, at det var denne koncert, vi hellere ville have set Symphony X levere første gang, de var på dansk grund. Ganske vist er 'Run with the Devil' en af de mere middelmådige cuts fra 'Underworld', hvorfor de snildt kunne have brugt tiden bedre på noget bedre, men der blev hurtigt rettet op med aftenens eneste bidrag fra 90erne, den obligatoriske prog-banger 'Sea of Lies'.
Hvad der til gengæld stak mere ud var den ambitiøse afrunding på sættet, i form af det +20 minutter lange titelnummer fra 'The Odyssey'. En af deres sjældne afstikkere udi mere langstrakte epics, og her må vandene så deles. Hvor nogen givetvis vil hylde dem for at udforske mere storslåede melodiske forløb, så er Symphony X ikke Yes i forklædning, og behøver heller ikke gå Dream Theater i bedene. 'The Odyssey' har sine momenter, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Symphony X's forcer ikke er de store episke momenter. Et kip med hatten trods alt for at runde så ambitiøst af, men skal ret være ret, så havde vi nu hellere set dem hive 3-4 andre skæringer ud af godteposen, nu tiden alligevel var sat af til det.
Alt i alt var det lige præcis den aften undertegnede havde ventet på siden 1999, da debuten kørte i rundgang på vej til øveren, og selvom der er sket meget siden, da fornægtede New Jersey-legenderne ikke deres fortid, som det til dels var tilfældet sidst i Pumpehuset. Russell Allen rundede af med løftet om næste gang at fejre bandets 25 års jubilæum, hvilket de jo så egentlig burde have gjort i aften, eftersom debuten er fra 1994. Nuvel, vi venter gerne endnu et år på endnu en prog-power fest i selskab med Romeo, Allen & co, hvis de er bare tilnærmelsesvis lige så tændte, som de var i aften i Amager Bio.