Morgendagens Stjerner: Heksproces
De fik flere til at spidse ører, da de udgav nummeret 'Uværdig afsked', og generelt har bandet fået en absolut værdig velkomst på scenen. Vi tog en snak med Heksproces.
Heksproces er et atmosfærisk og hårdtslående metalband fra København. Med udgangspunkt i post- og blackmetallen tager de lytteren med ind i en intens verden af eksistentiel angst og undergangsstemning.
Hvem er med i bandet?
Claes Torsten Sørensen, Vokal og Guitar
Mads Aspesgård Kofod, Guitar
Sebastian Bech Westerdahl, Trommer
Thomas Langemark Trojahn, Bas
Hvordan startede bandet?
Historien begyndte i en fugtig kælder under en folkeskole på Bornholm, hvor Claes, Mads og Sebastian i de tidlige teenageår tæskede riffs og udviklede en fælles kærlighed til metal. Vi spillede på øen i nogle år under navnet Ground, og tog så en fireårig pause, da Claes flyttede til Storbritannien. Da han kom tilbage i 2021 startede vi igen, nu med en fornyet lyd, dansk lyrik og Thomas med på bas. I begyndelsen af 2022 blev bandet officielt født med navnet Heksproces.
Hvor var jeres første øver?
Som Heksproces var det i øveforeningen RUSK på Amager.
Hvor var jeres første koncert?
Alice på Stairway i marts 2023 som opvarmning for Offernat og A Horrible Death to a Horrible Man.