SRF '17: Lørdag

Sweden Rock er god til at charmere sig ind på en, og med festivalens mest spændende, moderne og varierede dagsprogram gik sidstedagen hen og blev den absolut bedste.

Sweden Rock er god til at charmere sig ind på en, og med festivalens mest spændende, moderne og varierede dagsprogram gik sidstedagen hen og blev den absolut bedste.
 
Vi fik flere timers sammenhængende søvn, vejret bestod af blå himmel og solskin, og vi lagde ud med en lille sjat whisky og et stort glas rødvin, inden vi rullede af sted mod festivalpladsen. Dagen startede godt, og det gjorde musikprogrammet bestemt også!
 
Doomlegenderne i Candlemass lagde ud med 75 minutters musikalsk fængende, veludført og dyster kyndelmisse, hvis depressive og melankolske univers skinnede stærkt igennem trods solrige rammer. Koncerten bød på ild hist og pist, aggressive røgkanoner, gotisk kristen æstetik, publikumsnærværende musikere, fællessang - hovedsageligt under ‘Bewitched’ og ‘Solitude’ - og ikke mindst Mats Levén, der i høj grad levede op til rollen som frontmand, og som i øvrigt var iført festivalens sejeste T-shirt; Morrissey- møder Mayhem-æstetik.
 
Næste indslag skulle vise sig at være et ret sejt koncept: festivalens helt eget symfoniorkester. Et koncept, som samtlige festivaler burde efterabe. Musikalsk variation skader aldrig, og det er man bliver mentalt udhvilet af at høre strygere frem for flere elektriske guitarer. Sweden Rock Symphony Orchestra leverede det ene rockhit efter det andet, anført af dirigent Ulf Wadenbrandt, der udstrålede en entusiasme, der aldrig før er set i så høj koncentration hos et enkelt menneske. Her var en mand, der for alvor elsker sit job. Orkestret fik undervejs besøg af prominente rock- og metalvokalister, heriblandt Tarja Turunen, Joe Lynn Turner og undertegnedes yndling Peter Tägtgren, som leverede koncertens eneste growl.
 
Efterfølgende smuttede fotografen til Rhapsody for at tage obligatoriske billeder, mens undertegnede hellere ville gå på opdagelse på festivalpladsen, hvilket ikke var muligt de forrige dage grundet et stramt koncertskema. Tiden blev brugt på at kigge ind i alle de sponsortelte, der var placeret omkring VIP/presseområdet og festivalens mindste og eneste overdækkede scene, som blandt andre Myrkur og Thyrfing spillede på. De mest interessante sponsortelte var uden tvivl Harley-Davidsons, hvis motorcykler man fik lov at prøve, og 4Sounds. I det øjeblik, undertegnede trådte ind i den, var der påbegyndt en guitarlektion, som Fender og Play Along.se var med til at arrangere, hvor festivalgæster fik stukket en akustisk guitar efter eget valg i hånden og modtog undervisning af anerkendte svenske guitarister. Endnu et interessant tiltag, der er med til at skille Sweden Rock ud fra mængden. Teltet fungerede også som udstillingsvindue og prøverum for en række Fender- og Gibson-guitarer, -forstærkere og -basser, som især mange unge festivalgængere var stærkt begejstrede over.
 
Guitar var da også på programmet, da den overdækkede scene ved siden af bød på Svensk Mesterskab i luftguitar. Og ja, det var lige så åndssvagt og sjovt, som det lyder. Fotograf Dinesen gik kold i whisky efter at have opsnappet et par billeder, hvilket måske var for det bedste; guitarkonkurrencen forløb bøvlet og ukoordineret, hvilket særligt de ivrige og utjekkede konferenciers, som stort set hele tiden snakkede ind over hinanden, var skyld i. Deltagernes indslag var så humoristiske og alsidige, som luftguitar nu tillader, og eftermiddagens bedste præstation var heldigvis også den, der løb af med titlen - en cykelheldragtudklædt ung fyr med blå afroparyk, man skulle tro var den fødte shredder. Men da han vandt en ukategoriserbar hvid chokolade-farvet Fender var det tydeligt, at han aldrig havde haft en rigtig guitar mellem hænderne. Forhåbentlig ændrer det sig.
 
Trods manglende kontakt til undertegnede opstod fotografen fra de døde i tide til at tage visuel dokumentation af Carcass, som undertegnede desværre missede en stor del af. Hvorfor? Jo, fordi sult og veganisme er en dårlig kombination, når man er på festival. Briterne nåede dog at blive nydt fra en bakkeside mens fødderne kunne få hvile og gøre sig klar til Venom. Bakkesiden skulle også vise sig at være brugbar for at kunne samle Devilution-holdet igen grundet dens sigtbarhed, og tomandstroppen marcherede over til det eneste rigtige valg mellem Saxon og Venom - men to anmeldere havde nu været praktisk. Og apropos, så er vores jobopslag stadig gældende! Hvis stillingen besættes vil det komme rigtig mange mennesker (læs: læsere) til gavn under næste års Sweden Rock.
 
Venom fik den sjældne karakter 666, hvilket svarer til et godt gammeldags 13-tal, inden der gik inflation i den. Koncerten var noget helt for sig, hvor alting gik op i en højere enhed. Vi sørgede for at komme i god tid, på trods af at Saxon uden tvivl ville være trækplastret ud at dømme fra publikumstyperne. Mens fotograf Dinesen stillede sig i fotokø, fandt undertegnede en god plads i de forreste rækker, ligesom stadig flere mennesker prøvede på. Omkring 2.000 festivalgæster skulle blive vidne til årets koncert, som de i høj grad selv var skyld i gik hen og blev så episk. Alt det bedste fra metallens afkroge og alle arketyper af metallyttere var repræsenteret, og trods en enorm brogethed og forskellighed var der en stemning af accept - vi var alle indforstået med vigtigheden af øjeblikket og bandet, dets historie og ikke mindst inflydelse på metalscenen. Ingen blev decideret sure over den enorme uro, samtlige unge mænd konstant skabte gennem voldsomme moshpits, der resulterede i manglende tænder hos andre unge knægte og blødende tæer hos undertegnede trods brugen af militærstøvler. Koncerten handlede ikke om det enkelte individ, men om oplevelsen af at være en del af en helhed; den samhørighedsfølelse, der i bund og grund kendetegner og binder den brede metalscene sammen. Cronos & co. skabte en af de slags koncertoplevelser som minder en om, hvorfor man overhovedet er en del af denne scene, og hvorfor man slæber sig gennem den stadigt dårligere kvalitet af bands - engang imellem ligger uventede perler og venter på at skabe magiske øjeblikke, der gør det hele værd.
 
Med adrenalin susende i kroppen og meget store smil på læberne gik vi hen til årets sidste headliner: In Flames, der overtog hovedscenen efter Saxon. Sceneshowet var storslået, og fremmødet rimeligt. De beviste, at det Göteborg-baserede band er et af de største nyere bands, Sverige har budt på. Koncerten bar dog desværre præg af en vis eksklusivitet i den forstand, at den ikke var synderligt indtagende for alle de, der ikke måtte være nørdede med bandets metariale; ikke er den mest heldige måde, at slutte en festival af på.
 
Men pyt! En lidt flad In Flames-oplevelse vægter ingenting i den formidable stemning, der var til stede overalt på sidstedagen af årets Sweden Rock; det var en dag med en god variation af bands, vejret toppede, og der var plads i programmet til veltrængte skævheder.