SRF '19: Torsdag – Fra gammelt til retro

lucifersrf2019_XTD1455
_XTD1993
_XTD1881
_XTD0974
_XTD2590
_XTJ5382
_XTD0624
_XTD0171

Nostalgi og retrorock vægtede tungest på vores første dag på Sweden Rock, hvor Lucifers uforfalskede okkulte 70'errock og Slayers magiske afrunding af karrieren på svensk grund var dagens højdepunkter.

Kunstner
Titel
+ Def Leppard + Tenacious D + Amon Amarth + Arch Enemy + Deadland Ritual + Lucifer + Electric Hydra + The Generations Army
Dato
06-06-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Traditionen tro gik turen mod Sölvesborg torsdag morgen til en af vores vigtigste festivaler uden for landets grænser. Festivalen startede onsdag, men med folketingsvalget in mente, samt et onsdags-line-up med Death Angel, Krisiun og Skid Row som de største trækplastre, valgte vi at sidde førstedagen over.

Sweden Rock Festival udmærker sig, som navnet indikerer, altid mere i den rockede end den metalliske afdeling, og således også i 2019. Det var dog Blaze Bayley, den tidligere forsanger i Iron Maiden, der havde vores første fokus, idet han havde lovet os et helt sæt med Iron Maiden-skæringer fra hans korte periode i bandet. En periode, der ganske vist blev tilgodeset af Maiden selv med både 'Sign of the Cross' og 'The Clansman', da de gæstede festivalen sidste år, men  som ellers sjældent får spilletid, og som altså denne torsdag ville åbne programmet kl. 12:15.

Praktiske udfordringer fra morgenstunden gjorde dog, at vi hurtigt måtte se i øjnene, at det var urealistisk, og vi nåede i stedet hotellet i Smörum, 10 km derfra, ved samme tid. Efter en hurtig ompakning delte vi en taxa med diverse andre ligesindede det sidste stykke ad vejen.

Armbåndene blev hastigt påsat, og vi startede koncertdagen i Rockklassiker-teltet med de lokale teenage-thrashere fra The Generations Army. Et band, der gjorde lige, hvad man kunne have forventet: unge og med masser af drive, uden skyggen af originalitet, der kunne have fået en til at huske noget af koncerten, så snart man havde forladt teltet. Trommerne galoperede af sted, og kampråb hjalp til at få mere stemning frem blandt det spinkle fremmøde, og det var alt sammen fint nok, men så var der heller ikke mere at komme efter.

Den næste times musikalske tørkevandring blev fordrevet med at læse op på resultatet af gårsdagens valg og mindre huller i programmet i presseteltet, inden vi igen var tilbage i samme telt til endnu et lokalt indslag. Electric Hydra bød på retrorock af den støvede, vokalbaserede slags med en sangerinde, der ikke spillede på mange andre tangenter end det skrigende. En approach, hun så også mestrede til fulde, men ikke desto mindre blev det hurtigt anstrengende og ensformigt. Man kunne ikke mindst undre sig over, hvordan festival-appen var kommet frem til den konklusion, at Electric Hydra var den perfekte sammensmeltning af Kyuss og Hawkwind, for selvom John Garcia unægtelig har en signifikant vokal i front for Kyuss, er han i en helt anden liga, og musikken var vitterligt meget langt fra den stonede space rock, der var lagt op til med sådan en sammenligning.

Der skulle nu heller ikke gå længe, før Arch Enemy bød op til svenskerdød i forklædning på Rock Stage. Bandet var på, ikke mindst Alissa White-Gluz, der hoppede ind på scenen og ellers indtog enhver positur så pittoresk som muligt, så hendes kostume kunne nydes i al dets ynde, og fotograferne kunne få taget de gode skud i en fart. Vægten var på de seneste album, og det kunne man så værdsætte eller lade være. Vi havde set opskriften før og vidste, hvad vi gik ind til. Så da fotografen fra Sweden Stage gav besked om, at et andet band havde gang i noget helt særligt, skiftede vi 20 minutter senere scene og antager, at Arch Enemy-koncerten i det lange løb matchede koncerten dagen før i Aarhus.

Den tid får vi desværre aldrig tilbage igen, og med udgangspunkt i Lucifers ualmindeligt gennemførte stil havde vi ærligt talt ønsket, at vi havde afskrevet Arch Enemy fra starten. Black Sabbaths 'Snowblind' er givetvis gennemtærsket, men Johanna Sadonis, bandets frontfigur og eneste originale medlem, nailede den skrøbelige røst med sit eget feminine touch, mens hendes hvide dragt med regnbuefarvet Lucifer-logo på ryggen og lange hvide stropper hængende fra ærmerne perfekt matchede retro-stilen fra supportbandet på deres aktuelle turné, førnævnte Electric Hydra. Lucifers sange vakte til gengæld genklang ved første lyt, ukompliceret og groovy, og de okkult doomede riffs tilføjedes ekstra punch via Sadonis' mand bag tønderne, Nicke Andersson, der insisterende pumpede resten af rytmesektionen op.

At bassisten syntes, han ville gøre Sadonis kunsten efter ved at sy tilsvarende lange hvide stropper på sin jeansjakke, virkede ufriviligt komisk, men lidt kitsch tillader vi i dette 70'erprægede univers. Og så gjorde det heller ikke tilfredsstillelsen mindre, at Sadonis bældede rødvin direkte fra flasken hele koncerten igennem, og at hun også gjorde Lemmy godt efter i deres andet cover, af 'Bomber'. Udover de to covers var det dog originale numre, de bød på, og så husker vi at lytte op på pladerne til næste gang, vi måtte få lejlighed til at se Lucifer.

Fra den ene ande af pladsen til den anden havde Amon Amarth linet det behornede skib op på Festival Stage, og alt var på sin vis, som vi kender det – bare med showdelen skruet op til 11. Vi kommer ikke uden om, at svenskerne har fundet en opskrift, der virker for deme. Det gyngede og groovede, og Johan Hegg brølede velkendt som den bastante viking, han nu engang giver sig ud for at være, og så kørte maskinen.

Nogle gange er maskinen bare mere velsmurt end andre, og Amon Amarth var på toppen her på hjemmebanen. Ældre skæringer som de mere afvekslende 'Legend of a Banished Man' og 'Cry of the Black Birds', samt ikke mindst den hårdtslående 'Death in Fire', tilføjede kontrast til de nyere indfald, og showet bød på alt fra sværdkampe og hornede dæmoner til ild, ild og mere ild. Fordi ild er sejt. Amon Amarth kan også være seje på en god dag, uden at de på nogen måde opfinder den dybe tallerken. Dette var en de dage.

Så snart de svenske vikinger sænkede sejlet, gik Tenacious D på på scenen overfor. Lidt af en afveksling, der da tydeligvis også appellerede til et helt andet publikum, der havde siddet længe og holdt på deres pladser, og for en stund blev Sweden Rock Festival en hel del mere gakket. Kyle Grass spillede fornøjelige dur-akkorder, mens Jack Black vrøvlede løs, uden at det dog blev helt klart, hvad han egentlig sagde. Det skulle nok have været en del sjovere, end vi tog os tid til at evaluere på, men Black trådte ikke klart igennem, og en særlig booking var i vente blot 15 minutter senere.

Kigger vi på papiret, er Deadland Ritual en supergruppe med medlemmer som guitarist Steven Stevens (Billy Idol), trommeslager Matt Sorum (Guns N' Roses), forsanger Franky Perez (Apocalyptica) og, ikke mindst, bassist Geezer Butler (Black Sabbath). Det er fortsat et meget nyt projekt med debuten på trapperne, og det var ikke mere end en uge siden, de havde deres livedebut på The Troubador i Hollywood.

Det var derfor meget uklart, hvad man kunne forvente, men vi fik da en håndfuld egne skæringer, der i sin væsentlighed sværgede til 90'er-venlig punhy grungerock, hvor Alice in Chains og Clutch spøger i kulisserne. I sig selv intet videre originalt, og skal kortene på bordet, så må vi også tilstå, at det i langt højere grad var de mange velvalgte covers, der gjorde koncerten markant bedre, end den havde været, hvis Deadland Ritual blot havde holdt sig til eget originalt materiale.

Bassen var dog hele vejen igennem en bærende kraft, og det var i al væsentlighed Butlers løbende bas og Perez's kølige stil med mørke solbriller og kraftfuldt croon, ikke helt ulig Russell Allen fra Symphony X, der bar bandet igennem både det ukendte nye og klassikere som 'Rebel Yell' (Billy Idol) og en hårdtslående kavalkade af Sabbath-klassikere som 'Neon Knights', 'Sweet Leaf', 'War Pigs' og den indledende 'Symptom of the Universe'.

Nostalgien har trygge vilkår på Sweden Rock Festival, og således gik turen direkte tilbage til hovedscenen, hvor Def Leppard havde det obligatoriske arsenal af hits fra ungdommen i ærmet. Det lød alt sammen ,som det skulle, og havde du blot lyst til at skråle med på sange, du kendte til hudløshed, så fik du givetvis, hvad du kom efter. Med mere kritiske briller på var det dog umuligt at se bort fra Joe Elliotts manglende evne til at ramme både de hæse og de lyse pitches, hvilket svækkede helhedsindtrykket, men med nok øl i blodet kunne andre sikkert sidde dette overhørig.

Derfra og til Slayer på den næststørste scene, Rock Stage, er der unægtelig et spring. Ganske vist fra nogenlunde samme tid, men havde du lige fået lidt rigeligt med sukker til Def Leppard, så var Slayer dét slag i ansigtet, der fik aftenen rundet behørigt af, for ikke også at sige karrieren rundet af på svensk grund. Tom Araya havde en af de bedste aftener, vi har set med ham i flere år, med dybe nedgravninger i kataloget til sjældent spillede skæringer som 'Born in Fire', 'Temptation', 'Evil Has No Boundaries' og 'Gemini'. Det var den koncert, vi gerne havde set dem spille i Royal Arena sidste år, men mon ikke vi får chancen igen til Wacken om et par måneder?

Vi takkede, luftede hornene til 'Black Magic' og forlod pladsen til de afsluttende toner af 'Dead Skin Mask' og 'Angel of Death' med en times kamp for at skaffe en taxa i vente. Vi sov tungt den nat.

The Generations Army: 2
Electric Hydra: 2
Lucifer: 5
Amon Amarth: 4
Deadland Ritual: 3
Def Leppard: 4
Slayer: 5
(Arch Enemy og Tenacious D for kort til bedømmelse)