Den sidste ild

Populær
2018_1203_22564500
2018_1203_22571100
2018_1203_22564000
2018_1203_21442800
2018_1203_21432200
2018_1203_20373800
2018_1203_20340100
2018_1203_19430400

Ild! Blasfemi! Sex! Mord! Kunst! Mere ild! Slayer fik budt Danmark et værdigt og helt vemodigt farvel på deres afskedsturné. Og arvtagerne viste format til at løfte det efter dem.

Kunstner
Spillested
Dato
03-12-2018
Genre
Trackliste
Intro: Delusions of Saviour
Repentless
Blood Red
Disciple
Mandatory Suicide
Hate Worldwide
War Ensemble
Jihad
When the Stillness Comes
Postmortem
Black Magic
Payback
Seasons in the Abyss
Dittohead
Dead Skin Mask
Hell Awaits
---
South of Heaven
Raining Blood
Chemical Warfare
Angel of Death
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Til sidst står Tom Araya alene på scenen. Han ser helt betuttet ud. Smiler, kigger rundt, hilser på dem oppe på fløjene, kigger ud over publikum, står der bare med armene ned langs siden i nogle lange minutter. Mens hans band omkring ham begynder at smide de obligatoriske plektre og trommestikker ud til publikum, bliver Tom Araya stående med et uudgrundeligt smil. Det er, som om han selv er helt forbløffet over, hvad han gennem de sidste 37 år har skabt med Slayer og nu siger farvel til. Det er ham, der har ønsket afskeden; det er ti år siden, han første gang begyndte at tale om den som en reel mulighed, og nu er det så dét. 

Det er slut.

Vi skal ikke høre Slayer igen, ikke synge med på de sange igen, i hvert fald ikke med dem selv til at spille dem. Og Tom Araya ser ud, som om det først nu for alvor går op for ham. Som om han nu indser, hvad han har skabt: thrash metal, selve grundlaget for moderne ekstremmetal. 

Først da Kerry King ved siden af ham kaster armene i vejret efter at have delt alle sine plektre ud og høster et brøl fra forsamlingen, er det, som om fortryllelsen brydes, og Tom Araya kommer til sig selv. Kommer i tanker om, at det her bare var en mandag aften på den afskedsturné, der har varet hele året og kommer til at vare et godt stykke ind i næste år med. Der kommer masser af lejligheder til at blive rørstrømsk, det er næsten for tidligt at bukke under for det nu. Med ansigtet fortrukket i et smil et sted mellem tilfredshed og lidelse smider Tom Araya et par plektre ud til publikum, sådan som han skal, ryster en gang på hovedet, om det så er af sig selv eller det fanatiske publikum, han har skaffet sig, som står foran ham, svedende, brølende, taknemmelige. Så går han ud sammen med de andre, og så er det slut.

Slayer som liveorkester i Danmark er historie.

Den sødmefulde forrådnelse
Det er der så meget, der er i aften. For eksempel er det velsagtens det største publikum, Obituary endnu har spillet for i Danmark, da de går på for en endnu halvtom sal kl. 18:30 som første band. Og Obituary kæmper for at få salen i gang og lykkes ganske godt med det. De er sådan et band, der har eksisteret så længe, at vi er endt med at tage dem for givet og lidt har glemt, hvor godt det faktisk er, når det er godt. Nok ikke mindst, fordi der var en lang periode, hvor Obituary ikke var særligt gode.

Måske derfor er det faktisk første gang, jeg hører Obituary live, selvom jeg købte ‘Slowly We Rot’, da den udkom, og var helt skudt i den varme lyd og John Tardys flængende skrig på både den plade og den efterfølgende ‘Cause of Death’. Obituary var fantastiske dengang. Og så var det, som om det blev lidt for meget af det samme, og de blev et band, man tog for givet. Obituary var sådan nogle, man altid kunne komme til at se, og man skulle nok i virkeligheden have set dem dengang.

I aften beviser de, at årene har givet dem pondus. Det er måske tvivlsomt, om de ligefrem vinder nye fans, men i det mindste får de overbevist nogle af deres tidligere fans om, at det var en fejl at glemme dem. De lyder stadigvæk fuldstændig, som de gjorde på de første plader, de er højst blevet bedre til at lyde sådan. Det er klassisk Tampa-død af fineste aftapning, forrådnelsen er kun blevet sødere med årene.

Tiden har fået Anthrax
Det samme kan man ikke rigtig på nogen måde sige om Anthrax. Sammen med Slayer var de en af The Big Four i sin tid, og selvom de måske nok var de mindste af de store, bragte de en friskhed og en attitude til scenen dengang, som virkede tiltrængt. Det var Anthrax, der fik os til at gå med grimme, spraglede boardshorts, det var dem, der fik os til at høre hiphop, de fik os til at tage det hele lidt mindre alvorligt på et tidspunkt, hvor det hele var drønseriøst og indædt.

Det virkede alt sammen som en god idé dengang. 

Sidenhen er Anthrax’ stjerne falmet noget. Afficionados anerkender stadig et par af deres tidlige plader som milepæle inden for thrash metal: ‘Spreading the Disease’, ‘Among the Living’ og ‘Persistence of Time’ viste format. Men i dag er det, som om Anthrax selv har opgivet at leve op til det og har affundet sig med en tilværelse i skyggen af The Big Andre Tre.

Det virker i hvert fald som et udtryk for meget ringe tiltro til eget bagkatalog, at de går på til tonerne af Iron Maidens ‘The Number of the Beast’ og så sætter i gang med at jamme over Panteras ‘Cowboys from Hell’. Efter den er gået over i ‘Caught in a Mosh’, er det tid til endnu et covernummer: Joe Jacksons ‘Got the Time’, som desværre er bandets største hit uden for thrash-kredse. Så spiller de et par til af deres egne, inden de sætter i med deres tredjestørste hit: coveret af Trusts ‘Antisocial’. Trods alt spiller de ikke deres cover af Public Enemys ‘Bring the Noise’, men det er stadigvæk sigende, at covers udgør så stor en del af et nedbarberet opvarmningssæt på kun syv sange.

Anthrax kunne have spillet ‘I Am the Law’, de kunne have spillet ‘Madhouse’,  ‘Keep It in the Family’, ‘Among the Living’, alt muligt andet. Men de spiller sikkert i stedet for. ‘N.F.L. (Efilnikufesin)’ er bøffet op med langsomme breakdowns og får aftenens første crowdsurfere ind over hegnet; fra ‘State of Euphoria’ løfter de ‘Be All, End All’, fordi den – lidt mislykkede – plade fejrer 30-årsjubilæum i år. Af en eller anden grund får vi også ‘Fight ‘Em ‘Til You Can’t’, måske for lige at vise, at de stadig laver ny musik, og så bliver det hele sluttet af med ‘Indians’.

Det er ikke rigtig på nogen måde tilfredsstillende. Det er i hvert fald en problematisk måde at forvalte sin egen arv på.

De evige supportere
Arven fra de store thrash-navne skal der efterhånden også andre til at løfte. Slayer takker af nu, og selvom både Metallica og Megadeth ufortrødent klør på, fordi ingen af dem vil være de første til at stoppe i deres evindelige indbyrdes konkurrence, står det klart, at det ikke er her, fremtiden for metal ligger længere.

Det er måske så meget sagt, at den ligefrem ligger hos Lamb of God, der trods alt også efterhånden har tre årtier på hængerøven, men de virker ikke desto mindre væsentligt mere vitale og sprudlende end nogle af de andre bands i aften. Der er en grund til, at Lamb of God spiller som det tredje og sidste supportnavn og har længere spilletid end både Anthrax og Obituary: Hvad de kan savne på plade – hvor de ikke er noget inspirerende bekendtskab med deres bedagede groovy thrash – har de til gengæld live, hvor de leverer gang på gang.

Med Randy Blythe i front har de et godt greb om publikum og en vilje til at give dem en speciel oplevelse hver eneste gang, selvom de så er fordømte til for evigt at være dem, der spiller support for de helt store. Om de når at blive et hovednavn i egen ret, inden resten af de store kaster håndklædet i ringen, er nok efterhånden tvivlsomt, men med den indsats, de leverer, fortjener de det faktisk. 

Lamb of Gods metal er riffbaseret som i gamle dage, effektiv og medrivende, og de fremstår helt sympatiske. Efter hittet ‘Walk With Me in Hell’ får Randy Blythe skudt en lokal hyldest ud til Christiania og laver den obligatoriske øvelse med at få publikum til at skrige begejstret ved at indkassere bifald for de andre bands, der spiller i aften. Der er ingen nye tricks i bogen, med andre ord, men de forvalter dem fortrinligt.

Dybe hug
Den slags leflen er Slayer ikke til fals for. Faktisk er bare sådan noget som at tale med publikum tydeligvis ikke noget, der står nogen steder i kontrakten, at de har forpligtet sig til. Eller for den sags skyld lade, som om de brænder lige så meget for deres egne sange, som deres publikum gør. Til deres held er de sange til gengæld så stærke, at de alene kan bære en koncert, hvis bare bandet holder trit med dem, og det gør Slayer i aften. De lange pauser, der har haft det med at trække fremdriften ud af deres koncerter i de sidste godt ti års tid, er skåret væk: Slayer har travlt med at få leveret så meget som muligt så hurtigt som muligt og sætte et punktum, virker det som om.

Tre pauser inden et kort ophold før ekstranumrene, hvor publikum ikke engang rigtigt når at råbe på mere, før det kommer, er alt, hvad det bliver til: Resten af tiden tager den ene sang overbevisende den anden. Posen er blevet rystet op til afskedsturnéen, og både ‘Blood Red’ og ‘Payback’ er kommet med som lidt alternative sangvalg, der demonstrerer, at Slayers værk langt fra er begrænset til de klassiske sange, som vi har hørt dem spille så mange gange før. Der er stadigvæk masser af kræs at komme efter i bagkataloget, og det bliver vi mindet om i aften.

Det er bare ikke Slayer, der skal levere det længere. 

Stakåndede legender
Det giver mening, når man hører Tom Araya i koncertens første halvdel. Godt nok har den 57-årige frontmand trimmet skægget ned, men han virker stadig udmattet og bliver hurtigt stakåndet. Han kan ikke holde tonerne så længe, og vi skal helt frem til ‘Dead Skin Mask’ i slutningen af hovedsættet, før han magter at svinge sig op i sit signaturskrig; resten af tiden synger han ofte en oktav under originalen, som i ‘Disciple’, og forlader sig på godt med ekko til at forlænge tonerne, når han ikke selv magter at holde dem.

Man kan godt mærke, at det er Tom Araya, der har haft lyst til at stoppe Slayer, men man savner også samspillet mellem Kerry King og Jeff Hanneman. Den hasteindkalte Phil Demmel gør sådan set en god positur som erstatning for Gary Holt, der samme morgen har været nødt til at rejse hjem på grund af sygdom i familien. Han ligner sågar Gary Holt og har fået en Jeff Hanneman-T-shirt på for en god ordens skyld, og han spiller fint guitar, men det kommer aldrig ud på overdrevet. Slayer er notorisk berømte for deres dobbelte guitarsoli, der lægger mindre vægt på klassisk ekvilibrisme for i stedet at lægge en ekstra vanvidsdimension på sangene.

I aften er vanviddet tøjlet, også selvom alle sangene lige går en tand hurtigere, end man kender dem fra pladerne. Til gengæld er der masser af ild, som kan mærkes forrest i salen, og det bringer noget af det liv på scenen, som bandet ikke selv leverer. Og det er egentlig også OK, at de ikke gør det. 

Det er jo Slayer. De har allerede givet os så meget, så hvis de bare kan afvikle det her, uden at det bliver pinligt eller kedeligt, så er det faktisk så meget, som vi efterhånden kan forlange. Slayer har gjort deres. Vi kommer til at savne dem, når de inden for det næste år uigenkaldeligt ikke længere er her mellem os. Og til allersidst ser det ud, som om Tom Araya faktisk også kommer til at savne det. Trods alt.