SRF '18: Lørdag

Sidstedagen af Sweden Rock bød ikke just på et stærkt musikprogram, men hist og pist var der alligevel gode koncertoplevelser.

Årets besøg til det svenske skulle slutte, som det var startet – sent og med masser af whisky, portvin og øl.
 
Dagen forinden havde Devilution-trekløveret haft en ganske hård og lang dag, der blev sluttet af med en sen og mesterlig koncert med Meshuggah. Vækkeuret blev derfor ikke stillet til dagen efter, og da der endelig var liv i den lille hytte i Mörrum, blev anmeldelser og billedsortering prioriteret frem for at bevæge os ud på festivalpladsen igen til Peter Tägtgrens Pain – for dagens program havde ikke meget at byde på i flere timer derefter, før irske Primordial stod på programmet.
 
Midt i vores jamren fik vi ideen at tage black metal T-shirts på som en slags stille protest imod manglen på sej musik. To gange Genfærd (den danske scene skal jo luftes!) og en Batushka blev det til. Hen på eftermiddagen fik vi bestilt en taxa til at køre os til Norje, den lille by, festivalen afholdes i.
 
Da vi ankom lidt i dagens Devilution-hovednavn, besluttede vi os for at tage en rensende ginger ale-drink i VIP-området, hvor vi mødte Dark Funeral – hvilket jo passede perfekt til vores black metal-tema. Her fik vi derfor taget et billede med Lord Ahriman. Ja ja, det er ikke særlig sejt at være presse og få taget billeder med kunstnere, men Genfærd blev nu meget glade over at have deres logo på et foto med en af de mest respekterede svenske musikere i black metal-miljøet.
 
Endelig blev det til tid Primordial, og som vi rigtig nok havde forudset, blev det dagens og en af festivalens absolut bedste koncerter; det var som at se en nutidig udgave af Bathory, bare med keltisk folklore. Nemtheanga & co. gav en irsk magtdemonstration uden lige, der satte dagens øvrige bands på plads. For er der én ting, der karakteriserer Primordial, er det gruppens solide koncept, der både manifesterer sig live, på plade, som koncept og musikalsk.

I farten nåede vi også den sidste halve time af Yes feat. ARW, der var begyndt på den afsluttende hitkavalkade. Settingen var ikke optimal, og den meget sparsomme crowd vidnede da også om, at bandet måske var lidt fejlcastet til hovedscenen. Om det ville have givet mere mening, hvis man stod helt foran, må stå hen i det uvisse, men nuancerne i de mere komplekse Yes-strukturer forløstes aldrig, og det blev en lidt underligt fraværende koncert, som slet ikke rummede den magi, vi oplevede på Vega dagen efter.
 
Dagens bedste oplevelse viste sig at være Destruction, hvis tyske thrash tiltrak noget af det i vores verdensbillede legendariske publikum, der også var til stede under Venom-koncerten sidste år, som var den eneste i hele 2017, der fik den sjældne karakter 666: “Og netop koncertens publikum var guld værd og havde stor andel i den magi, der opstod til koncerten. For at sige det lige ud: De var seje på alle leder og kanter, og mage til diversitet skal man lede længe efter. End ikke Metal Magic kan komme op på siden af den flok, der var samlet foran scenen denne aften. Alt det bedste fra metallens afkroge og alle arketyper af metallyttere var samlet på et sted”, er et afsnit, vi lige så godt kunne have skrevet denne aften. En magisk tidslomme til 80’ernes og 90’ernes storhedstid åbnede sig, og festivalens sejeste publikum var atter samlet igen. Vi fik et glædeligt gensyn med Mats, som er en tro kopi af Murderface fra kulttegneserien 'Metalocalypse', og hvis look og attitude har gjort fået ham med i en fotoreportage fra Muskelrock af ingen ringere end Peter Beste – og vi ved alle, at den mand har en meget fin smag!
 
Lædervesten forblev in resten af aftenen, da mægtige Judas Priest gik på festivalens store scene godt og vel et kvarter efter. Det blev til en nostalgisk aften med en rejse gennem bandets bagkatalog, selvom vi desværre måtte undvære flere klassikere fra 1990-mesterværket ‘Painkiller’. Bandet bød dog også på andre overraskelser, heldigvis også af en helt anden karakter. Glenn Tipton joinede nemlig sine gamle bandkammerater på scenen til koncertens sidste sange, hvilket ikke efterlod et eneste øje tørt.
 
Og således sluttede årets Sweden Rock-eventyr. En festival, der desværre ikke bød på de helt store koncertmæssige overraskelser, men som alligevel endte med at gøre et indtryk. På ekstremmetalfronten var Dark Funeral og Primordial bemærkelsesværdige, mens Uriah Heep var årets positive overraskelse, og Judas Priest og Helloween endte med at blive de bedste hovednavne.
 
Vi ses igen i 2019, Sweden Rock!