WOA '15: Vellykket satsning på alle heste
PopulærSkindred sikrede en misundelsesværdig pulseren foran Wackens Party Stage, da de leverede lige dele tunge riffs, drum'n'bass, heavy metal, reggae, hiphop... og et enkelt Metallica-cover.
2. Doom Riff
3. Jump Around (House of Pain cover)
4. Rat Race
5. Pressure
Intermission - Triston Palmer, Joker Smoker
6. Proceed with Caution
7. Selector
8. Ninja
9. Destroy the Dancefloor
10. Thrift Shop (Macklemore & Ryan Lewis cover)
11. Trouble / Sad But True (Metallica cover)
12. Nobody
Intermission - The Prodigy, Firestarter (Dubstep Remix)
13. Warning
Det ville være misvisende at kalde Skindred for Devilutions vante gænge, men festivalplanlægning får altid ét overordnet internt krav: Samtlige bands gennemlyttes, inden soveposen pakkes, og der udses gerne en fem-seks stykker uudforsket land for oplevelsens skyld.
Skindred var et af de bands i år, sammen med blandt andet Stortregn, Arana, Godsized og Libertad o Muerte.
Inspireret af blandt andet The Clash opstod metal/punk/reggae-bandet Dub War i Newport i 1993, men opløstes i 1998, hvorefter den ultrakarismatiske frontmand Benji Webbe dannede Skindred med andre musikere. Det er siden blevet til fem studiealbum og ét på vej, samt prisen for bedste liveband til 'Metal Hammer Golden Gods' i 2011, og 'The Devotion Award' til Kerrang! Awards samme år.
Scenetække
Skindred havde publikum i deres hule hånd gennem hele koncerten. Det fremstår, som om der er minimum syv mand på scenen, og ikke blot fem. Ikke alene grundet den levende og energiske optræden, hvor trommeslager og DJ er de eneste, der nødtvunget må holde deres plads på scenen, men i høj grad også på grund af deres fyldige og dynamiske lyd, der inkluderer drum'n'bass-samples, heavyguitar, smaddertrommer og snart sagt alle former for sangteknik, der mestres i genrer lige fra reggaeton til dødsmetal.
Benji Webbe er en alsidig institution i sig selv, og som koncerten skred frem, blev det tydeligt, at han ikke bare er en smittende, livgivende, menneskelig udgave af en champagneprop, der skydes af, men også en uhyre talentfuld sanger.
Flere gange blev der skruet op for blusset under kedlen, der hurtigt nåede kogepunktet. Selvsagt da Webbes lune "So, anybody drinking beer today?" blev besvaret med en ligeså kraftig tilkendegivelse fra publikum, og selvsagt til det efterfølgende "Anybody smoking weed today?", hvor menneskemængdens respons herefter blev afløst af House Of Pains 'Jump Around'. Virkningen heraf behøver næppe nærmere beskrivelse.
Som forventet blev koncerten spillet på en sommetider letkøbt præmis som eksempelvis brugen af netop 'Jump Around', der kan få enhver idiot op af stolen, men også en kalejdoskopisk genreblanding af dimensioner sendte Skindred rundt om alt lige fra Macklemore & Ryan Lewis' 'Thrift Shop' leveret af DJ Dan Sturgess, til et cover af Metallicas 'Sad But True', der ikke mindst lykkedes på grund af en hårdtslående Arya Goggin, der konstant leverede indlevende og tight bag trommerne.
Den slags kan næsten kun lykkes, når man er Skindred, og det gjorde det i en grad, så pladsen foran Party Stage blev efterladt sitrende af energi. Skindreds store styrke er nok netop, at de satser på alle heste og dermed appellerer bredt til mange forskellige mennesker. Det blev en stemning, der kunne mærkes helt ind under den svedige metal-t-shirt, der hurtigt måtte give op over for lørdagens eftermiddagssol og Skindreds sans for at feste.