Mesterligt mørkt pust

Populær
Mesterligt mørkt pust

Black Breath tager et metallisk kvantespring med deres tredje fuldlængde, som kandiderer til at være en af årets bedste udgivelser. 

Kunstner
Titel
Slaves Beyond Death
Dato
25-09-2015
Karakter
5

En lille pause. Undertiden kan det være lige det, der er nødvendigt for at skabe videre udvikling. Seattle-drengene fra Black Breath fik sig en utilsigtet en af slagsen, da bandets trommeslager og sangskriver Jamie Byrum blev pløjet ned af en bilist på en regnvåd januardag i Seattle sidste år. Sammenstødet kunne nemt have kostet ham livet, men heldigvis slap han med et kompliceret benbrud, som til gengæld gjorde ham og resten af bandet ukampdygtige i det meste af et år.

Pausen har dog på ingen måde betydet kreativ stilstand. Black Breath er tilbage – og det med et forfinet udtryk, som er mere bistert, præcist og personligt end nogensinde før. 'Slaves Beyond Death' rammer dumpt som en lægtehammer og er en veloplagt opvisning i knusende groovy dødsmetal, hvor man finder tydelige referencer til svenske pionerer som Entombed og Dismember. Men hvor forgængeren, den ellers fine 'Sentenced to Life', tog udgangspunkt i d-taktshardcore og et langt mere intimt forhold til inspirationskilderne, er 'Slaves Beyond Death' lyden af et perfekt modnet band, som langt om længe har fundet sit eget udtryk. Om det er den voldsomme ulykke, den efterfølgende pause eller blot Kurt Ballous magiske fingre bag knapperne i God City Studio er ikke til at sige. I virkeligheden er det også underordnet, for resultatet er en organisk, sammenspillet og svulstigt veldefineret lyd og en plade, der flyder tykt som tjære.      

Mørke og midttempo

Farten er generelt sagtnet betragteligt, og Black Breath bruger nu i høj grad midttempoet til at frembringe mørke og menneskelede i de ætsende rå kompositioner, som også lyrisk er funderet i menneskehedens uhyggelige arrogance og modbydelighed. Det fungerer! Black Breath er følelsen af at blive kastet i en cementblander og nådesløst få æltet al modstand ud af kroppen. Til sidst er man så leddeløs, at man kun kan bange sanseløst med hele ryggen. Lyt blot til 'Reaping Flesh', som sætter kløerne i og langsomt æder lytteren med lige dele kværnende midttempo-død, hidsige blastbeats og en afsluttende guitarsolo, som skriger klagende ud i intetheden. Men ak, der er ingen frelse fra det uudgrundelige menneskelige mørke, som hersker i verden. I sandhed 'A Place of Insane Cruelty' – som et andet af pladens otte numre så retteligt er betitlet.     

Moden og mesterlig metal

'Seed of Cain' fortsætter med et guitarforspil, som ligeså vel kunne være skrevet af Metallica i midten af firserne, buldrer videre i klassisk oldschool-dødsstil á la Obituary og afslutter med et chunky, slæbende breakdown og endda en twinguitar-solo, så der ikke er et øje tørt. 'Arc of Violence' fortsætter det nakkebrækkende midttempo-angreb med et bærende riff, som er såre simpelt, men som er umuligt ikke at lade sig rive med af.

Også vokalen har haft godt af en pause. Neil McAdams hidsige bjæffen er modnet og er afløst af et dybere og til tider black metallisk snerrende growl, som virkelig klæder musikkens mørke udtryk. Jamie Byrum spiller mere veloplagt og varieret end tidligere, selv med benet fyldt af skruer. Smadder, groove og melodi i perfekte doseringer, så det aldrig bliver kedelig, ensformig kværnen. Alt fedt er trimmet væk med en rutineret slagters behændighed – her er absolut intet ligegyldigt fyld på pladens blot otte numre. De er ganske enkelt glimrende alle som en. Pladen er i det hele taget pladet af en organisk og sammenspillet fornemmelse, som om den er jammet eller leget til verden og fyldt med numre skabt til fremførelse live. Intet hokus-pokus, bare fede riffs og godt håndværk. 

Det er ikke til at komme udenom; Black Breath har smedet og har skabt et mørkt og slidstærkt amalgam af thrash og ren, uforfalsket dødsmetal, som meget vel kan vise sig at blive en af årets bedste udgivelser.