En opvisning i nihilisme
Populær
Nails' tredje album er metallisk powerviolence, som vi kender den fra gruppen, men med en lidt længere spilletid og lidt større raffinement.
2. Friend to All
3. Made to Make You Fail
4. Life Is a Death Sentence
5. Violence Is Forever
6. Savage Intolerance
7. In Pain
8. Parasite
9. Into Quietus
10. They Come Crawling Back
På Roskilde Festival i 2014 stod undertegnede tidligt søndag aften og hørte Stevie Wonders headliner-sæt på Orange Scene. Som en af festivalens sidste annonceringer var det en overraskelse af de større, at endnu en musikhistorisk skikkelse skulle optræde på årets festival med sit imponerende repertoire.
Koncerten viste sig dog at være alt andet end imponerende. Stemningen var flad, eftersom det var festivalens sidste dag, og Stevie Wonder var meget optaget af at få publikum med i religiøst tilbedende fællessang. Det var en lad affære, og legenden gav mildt sagt en enormt ulegendarisk optræden.
Heldigvis kunne man i stedet for gå over på festivalens mindste scene, Pavilion Junior, og høre californiske Nails hamre igennem med deres ekstreme og nihilistiske powerviolence. Det var den diametrale modsætning af Orange Scenes religiøst ladede fællessang, og så alligevel ikke: For med intensitetsniveauet i top leverede Nails deres egen form for tonsende fest med hyperenergisk brutalitet. Det var lige, hvad jeg stod og manglede.
Sigende var det, at bandet efter sammenlagt 40 minutter simpelthen ikke havde mere materiale at give af – og det var endda inklusive bonusnumre. Så afslutningen blev et nummer fra tidligere i sættet, der blev spillet igen. Heldigvis til publikums store begejstring.
Damptromle-core
Fast forward til 2016. Med det nye og tredje album, ’You Will Never Be One of Us’, kan Nails nu spille en koncert på cirka en time. Pladen varer lige lidt under 22 minutter, og det er fire-fem minutters længere spilletid end på det forrige album, ’Abandon All Life’ fra 2013.
Nails lyder fortsat som en damptromle, der maser alt på sin vej, og den kværnende destruktion er ubønhørlig. Powerviolence, grindcore og mere straight up metalriff blandes i en nihilistisk cocktail, der giver ømme ører og onde drømme, mens Kurt Ballous produktion understreger bandets kværnende tyngde og brutalitet på fornem vis. Selvom udtrykket umiddelbart har en elegance som en elefant i en porcelænsbutik, foregår det dog ikke uden et vist raffinement.
Otte ud af de ti sange varer under to minutter, så det siger sig selv, at Nails ikke spilder tiden. Der hamres igennem fra start af på titel- og åbningsnummeret, men den konfrontatoriske brutalitet afvejes ofte af midttempo-stykker, breakdowns eller mere elementær riffing, der midt i åndenøden giver numrene en anelse luft.
Doom-destruktion
Albummets sidste nummer ’They Come Crawling Back’ rammer en prog rock-sanglængde på hele otte minutter, hvilket jo som regel er helt uhørt inden for denne genre. Nails udvider her paletten en anelse med en intro bestående af tremolopicket guitar over udstrakte akkorder, før der går bøllegrooves i den. Et simpelt breakdown-riff med flageolet-strøg bliver repeteret flere gange, end man er vant til fra bandets side, og nummeret ender i doomet destruktion, hvor hvinende feedbackstøj tårner ind over de sidste tunge riff. For en gangs skyld føler bandet ikke behov for at trykke gaspedalen helt i bund for at lave et intenst sonisk angreb, og nummeret ender derfor i samme kategori som ’Suum Cuique’ og ’Depths’, der lukkede henholdsvis ’Abandon All Life’ og ’Unsilent Death’.
Nihilismen er fortsat intakt på ’You Will Never Be One of Us’ (alene titlen er dybt ekskluderende – og derfor sej!), hvilket også skinner igennem på sangtitler som ’Violence Is Forever’ og ’Life Is a Death Sentence’. Forsanger Todd Jones lyder, som om han spytter sine lunger ud adskillige gange undervejs, og selvom teksterne ikke nødvendigvis er forståelige, så der er meget lidt rum til tolkning af hans intention. Lad os bare sige det sådan, at det ikke ligefrem er velmenende budskaber, der dominerer albummet.
Dybt original er ’You Will Never Be One of Us’ ikke, men det er, som om Nails har givet deres udtryk og sangskrivning (hvis man overhovedet kan kalde det dét) et lille nøk opad, og albummet er dermed endnu en hæsblæsende effektiv opvisning i ubønhørlig powerviolence-nihilisme.
Er man indforstået med præmissen om, at eksistensen er meningsløs og tom, og at man derfor lige så godt kan smadre igennem, så er de 22 minutter mere end godt givet ud i Nails’ selskab.