Årets bedste danske plade?
PopulærDen storslåede detaljerigdom kender ingen grænser på The Vision Ablazes debut 'Youtopia'. Med gennemtænkt progressivitet folder bandet sig overlegent ud med et mangefacetteret kreativt og håndværksmæssigt overskud.
Man skal holde på både jakke og støvler, når det stormer derudad for den danske kvintet The Vision Ablaze. Bandet, som blev dannet i 2010, holder til i København, og efter indspilningen af pladen er der både kommet en ny guitarist og en ny bassist til bandet. Men vigtig viden, ligegyldig info, som man siger.
Det varslede fuldlængdealbum er så sandelig hermed blevet til realitet. For der er tale om en flok musikere, som er i fuld kontrol over, hvad de laver, og hvorfor de gør det. Der er med andre ord mening og mål med denne debut. Det var heller ikke uden grund, at The Vision Ablaze i 2012 fik store roser for deres anden demo, 'Reach for the Stars'. Her blev lytterskaren gjort opmærksom på det høje ambitionsniveau hos bandet og deres evne til at komponere på et plan i særklasse.
Uden forbehold starter 'Youtopia' med en hæsblæsende cocktail af aggressivitet og storladne melodier. Denne tendens forfølges igennem hele pladen, som er præget af følelsesladede budskaber og understøttet af et overmåde skarpt blik for den solide sangskrivning. De overvældende harmonier, både instrumenternes og vokalens, byder på en auditiv udfordring, som er både tiltalende og lærerig for den nysgerrige lytter. Guitarsoli og rytmisk intuition følges til dørs i overlegen stil, og Mercenary-producer (bevares – der er mange andre bands) Jacob Hansens solide og blankpudsede produktion giver plads til, at samtlige instrumenter kommer til deres ret. Man bemærker, faktisk uden at skulle spidse ører, at trommeslager Christian 'Harris' Liljedal er i besiddelse af en meget præcis og passende tilgang til musikken. I sit trommespil er han i teknisk superliga; han er god til at skabe variation og dybde, som det vises meget tydeligt på nummeret 'Utopia Calling'. Bemærk i øvrigt også, hvordan trommer og guitar komplementerer hinanden i den afsluttende solo, hvor instrumenterne nærmest synger – og det er ikke kun her, de gør det. På guitarsiden er der masser at hente. Stykkerne går i sync med opbygningen af numrene, og det går fandens hurtigt i både tung og lettere stil. Marcus Grønbech og bandets tidligere guitarist, John Ivar, lægger sjæl i det, de skaber, som var det hjertet, der hiver i strengene.
Visionært flammehav under ædel kontrol
På nummeret 'Subversion' bliver udtrykket blandet en smule. Det er opbygget af stramme breakdowns, der leder over i et højtempo-stykke, før det atter går ned i tempo; dette er grundlæggende udført som en rocket, melodisk metalstil. Til trods for disse vellykkede brobygninger mellem det progressive og mere rockede bliver udtrykket dog også lettere generisk til tider, og man kan diskutere, hvorvidt stilen er en smule udvandet. Vi har hørt det hele før. Men ikke på den måde. Det, der for alvor batter her, er den vellykkede skizofreni, hvor vekselvirkningen mellem forskellige stilelementer giver en balanceret fusion akkompagneret af den såkaldte rettidige omhu.
Generelt er numrene præget af en bevidst, melankolsk stemning udarbejdet via veldrejede vokal- og guitarharmonier, som hensætter lytteren til et sjæleligt univers. 'A Jaded Miracle' er et godt eksempel på en sådan affektiv påvirkning; den trækker desuden mærkbare tråde til grungerock-genren. På de mere balladeagtige tracks 'Under the Killing Moon' og 'Monster' bemærker man vokalist Peter Kelkelunds kraftige og karismatiske stemme, som i visse dulmende øjeblikke kan minde en smule om Chris Cornell på en optimistisk solskinsdag i 90'erne. Når der derimod for alvor kommer død og ødelæggelse ind i billedet, må man bøje sig i støvet for en ligeledes meget forførende growllyd.
Med udtalt patos skifter Kelkelunds vokal således imellem rocket og grunget sang, aggressiv skrigevokal og growls. På 'Fall from Grace' indledes der med en guitar i bedste In Flames-stil, og nummerets omkvæd er letfordøjeligt og tilmed meget spiseligt for den melodidyrkende lytter. Grind-elementer giver et frisk pust til det lidt vel populære udtryk. Om der i visse sekvenser ydes hjælp til det rent growl-mæssige er ikke til at sige, i hvert fald placeres growl og skrig på klassisk vis oveni hinanden. Vi kommer op på på døds-hesten igen med 'Dreaming Awake', 'Into My Brain' og 'Fear', hvor dybe og lyse vokalblandinger giver en appetitvækkende kontrast til skønsangen, som disse numre også er præget af. Dette sidstnævnte islæt – skønsangen – er måske det, som visse "metalpatrioter" vil stå helt af på. Og man kan mene om kombinationen, hvad man vil. Han synger, så mamelukkerne flyver.
Noget, der giver udgivelsen tyngde, er teksterne, som blandt andet tager udgangspunkt i politiske og litterære tanker. Som bandet selv fremhæver, har filosoffen Thomas Mores social-filosofiske tanker i 'Utopia' været en grundlæggende styrepind for den lyriske del af sangskrivningen. Uden at gå i afhandlings-modus om Mores tænkning, så er der i hvert fald tale om tekster, der forholder sig kritisk til vores omgivelser og institutionelle instanser. Dette tydeliggøres også via bandets visuelle præsentation af musikken, som blandt andet kan opleves i videoerne til numrene 'Fear' og 'Subversion'. I disse fortolkninger aner man et meget intenst forhold til egne tekster og en vilje til at få disse ud over scenekanten også.
The Vision Ablazes univers hiver altså, indrømmet, lidt i solar plexus, og der er ret så mange sekvenser, der giver stof til eftertanke – og dette på flere niveauer. 'Youtopia' indeholder som helhed en befriende og skelsættende blanding af elementer, der er usædvanligt veludførte. Det er ikke en overdrivelse, at bandet med dette første skud på stammen krydser deres egen målstreg. For den danske metalscene udgør orkestret et udsøgt alternativ til, hvad der ellers udspiller sig. Udtrykket og hensigten er, trods mange klassiske elementer, storslået på den medrivende måde og i særdeleshed gennemtænkt.