Hoest er tilbage

Populær
Hoest er tilbage

'Stridens Hus' er mere melodisk, mere groove- og rockorienteret og mere punket, men stadig umiskendeligt Taake.

Kunstner
Titel
Stridens Hus
Dato
08-12-2014
Trackliste
1. Gamle Norig
2. Orm
3. Det fins en Prins
4. Stank
5. En Sang til Sand om Ildebrann
6. Kongsgaard bestaar
7. Vinger
Karakter
5

Når man snakker om den "ægte" norske black metal, må man, sammen med bands som Darkthrone, Mayhem og Emperor, efterhånden nødvendigvis nævne Taake. Med Ørjan "Hoest" Stedjeberg som den kreative drivkraft og frontmand har bandet bandet siden 1993 (1993-1995 som Thule) udgivet tre demoer, fem ep’er, fem splits, to compilations, et bokssæt og seks fuldlængdealbum; og det på trods af gentagene pauser – bl.a. fordi Hoest har måttet afsone fængselsstraffe for vold. Derudover er der selvfølgelig de sædvanlige kontroverser over brug af nazistiske symboler og generel religionsfjendtlighed.

Pladen starter rastløst ud med ‘Gamle Norig’, hvor en enlig guitar hidsigt og skingert saver sig gennem mørket og som et konstant og vedblivende skrig skærer sig gennem en sneklædt, men ellers nattesort skov, før trommer, bas og endnu et guitarspor pumpende slutter sig til efter omkring 30 sekunder. Siden skifter leadguitaren til et melodisk og næsten western-lydende steelguitarriff, for til allersidst at gå over i et punket speed metal-stykke.

Steelguitaren møder vi igen senere på pladen, og det er da heller ikke det eneste nye våben, bandet gør brug af; i ‘En Sang til Sand om Ildebrann’ møder vi bl.a. næsten Kvelertak-agtige offbeat-trommer og et groovet rockriff. Med bandets skiften mellem disse "nye" våben og deres få, men effektive og i forvejen velkendte virkemidler formår Taake at skabe et helstøbt og velfungerende udtryk, der holdes pladen igennem uden at blive kedeligt, ligegyldigt eller trukket i langdrag. Hoest forstår sin niche i den norske black metal, ved hvad han han har at gøre godt med og udnytter det med stor effektivitet, men udfordrer den også med nye virkemidler, der holder lyden frisk og spændende.

I sidste nummer af vores nyhedsblad, hvor vi bragte skribenternes egne årslister, valgte jeg at placere Taakes ‘Stridens Hus’ som nummer tre på min top fem over årets internationale album med begrundelsen: “Et helt fænomenalt og atmosfærisk black metal-album, der formår at være både aggressivt og dybtfølt, melankolsk, nostalgisk og produceret, så man kan høre alle detaljerne, uden at skulle mase ørerne mod højtalerne og i dyb koncentration forsøge at ignorere unødig “hvid støj”. Dødlækkert!” Og det på trods af at albummet kun var udkommet 20 dage tidligere. Men ‘Stridens Hus’ er virkelig alt dette og har siden udgivelsen d. 8. december haft flittig rotation på både anlægget derhjemme og i høretelefonerne, når jeg har været ude. Og jeg har stadig ikke fået nok... langtfra!

‘Stridens Hus’ er underligt melodisk og mere musikalsk flydende end sidste fuldlængdeudgivelse ‘Noregs Vaapen’ fra 2011, men føles stadig lige så autentisk norsk, melankolsk, iskold og farlig, som Taake har gjort på forrige udgivelser. Det er et perfekt eksempel på, hvad moderne norsk black metal er og kan: stadig dybt forankret i norsk black metal, norsk kultur og norsk historie, men samtidig fremadskuende, genreudforskende og -udfordrende.