Et nyt helvede?

Populær
Et nyt helvede?

Pladecoveret til ’New Hell’ har i et stykke tid lagt op til en helt speciel og nyskabende godbid fra de danske thrash-konger. Både titlen og motivet har indikeret en forfriskende, dyster genfødsel af Hatesphere. Efter indtagelse er man dog unægtelig stadig hungrende efter nye variationer.

Kunstner
Titel
New Hell
Dato
20-11-2015
Genre
Karakter
3

Med efterårets komme fik Hatespheres fans noget at glæde sig til. Bandets 9. album 'New Hell' blev med coveret samt et par ord om stilen annonceret som den nye, stærke ret til de sultne tilhængere.

Med Tue Madsen bag lydpulten har man taget den sikre vest på, og det viser sig endnu engang at være en velbegrundet beslutning. Hatespheres lyd er i topkvalitet og i særdeleshed levende; der er plads til upolerede elementer, og det er i sig selv charmerende. I en lang årrække har Tue Madsen fungeret som bandets producer, og med ham om bord er en fast lyd således blevet defineret. På et helt grundlæggende plan befinder bandet sig stadig i international topliga, og med det vanlige producer-valg holder man fast i den sikre metode. Det hele lyder da også upåklageligt på 'New Hell'.

Man kunne nævne tre hovedingredienser i bandets tekniske niveau på albummet. Der er fortsat et højt niveau på guitarsiden bevist via forskellige tempi og sværhedsgrader, hvilket også er bandets absolutte varemærke. Det andet, man bemærker, er trommernes udfoldelse. Til trods for begrænsede eksperimenter er det den rette måde, trommerne er tilpasset sangene på. De går særdeles godt i spænd med de forskellige riff. På vokalsiden finder vi dominerende skrig og meget få dybe growl. Nogle steder råbes der i kor; nok mest for at dyrke den mere selskabelige stemning. Vokalen er mindst lige så fremtrædende som guitaren. For at få et mere balanceret og komplementerende udtryk kunne man måske ønske sig en noget tungere, mere dyster og ikke mindst mere dybtfølt vokal. Af og til kan man også savne variation i fraseringerne, som virker lidt ensformige.

På pladens indledende nummer finder man et velforarbejdet shredder-riff i starten. Nummeret skrider solidt frem i hurtigt tempo og med lystig variation. Lytteren er ikke overrasket, men alligevel ledt ud i fristelse og parat til den næste godbid, som serveres i 'Lines Crossed Lives Lost'. Her bespises man med dominerende hurtig guitar i introen. Der findes mange skift i tempo, og det skaber dynamik i nummeret, som ellers stort set byder på det samme hele vejen igennem. Vokalen er her lidt dybere og visse steder mere brutal. Det klæder melodien. Trommernes flittige bækkenspil harmonerer med den dominerende guitar.

'Head on a Spike' åbnes med en besnærende guitarintro, som giver højspændt intensitet i opbygningen til blast-stykket. Sangens guitarsolo skaber et frisættende brud på strukturen, som er præget af et specielt drive doneret af trommerne. Alt i alt et solidt nummer, med harmoni mellem vers og omkvæd. Desuden er dette måske pladens mest ørehængende og appetitvækkende udskæring.

Generelt udgør 'New Hell' en hel manøvre ud i temposkift, og det kan i sandhed også gå imponerende stærkt. 'Your Sad Existence' er en rendyrket magtdemonstration. Det går fandens stærkt, og klædelige dybe growl kommer igen på banen. Tempoet er her i sig selv imponerende, og det lille blast-element meget friskt.

'The Longest Haul' bliver 'New Hells' mest ligegyldige nummer. Det får karakter af fyldstof, men egner sig godt til ølteltet og de kolde fra fad. Strukturen er under alle omstændigheder flad og simpel, og syng med-omkvædet husker man (også i en brandert). Ja, nummeret bliver set med den optik ironisk nok noget langtrukkent. 'Master of Betrayal' er også lettere ensformig – der er ikke så meget nyt under solen her.

Instrumentalnummeret 'On the Shores of Hell' er en rigtig ørehænger, der med intens stemning er både fængende og ekspanderende. I et forført øjeblik kan man ane en ung Hammett/Hetfield-duo for sit indre blik, og det er jo slet ikke så tosset! Et meget forstyrrende element er dog, at guitaren ikke stemmer, og her sløres billedet. Dette bemærkes ved bassens ankomst, og er man til lydmæssig harmoni, er dette bestemt et aspekt, som kan være decideret ødelæggende for det ellers medrivende nummer.

Apropos medrivende: 'Human Cesspool' er netop det. Melodien fænger, og aggressive udladninger holder energien i top. Samarbejdet mellem rytmesektionen og guitaren er sublimt. Der dukker små hidsige indslag op, og det holder lytteren til ilden. Titelnummeret og 'The Grey Mass' er ligeledes fremragende numre. Alt går op i en højere enhed, og de to er måske de mest gennemførte på pladen. 'The Grey Mass' markerer sig som pladens mest nytænkende track, og med stor variation i opbygningen er det i det hele taget et anderledes Hatesphere-nummer. Man kan fristes til at sige, at det først er på dette 10. nummer, at pladen lever op til sit cover. Her gennemlever man for alvor den varslede dysterhed i den spændende udformning. Et band som The Haunted dukker op som et muligt sammenligningsgrundlag, men det generer bestemt ikke.

Trods mange gennemførte detaljer og tekniske færdigheder i særklasse udebliver den varslede renæssance dog for Hatesphere. Man kunne måske have ønsket sig noget mere banebrydende for dette 9. udspil? Det er den sikre og mere konservative opskrift, som har præget de forrige udgivelser, der også her gør sig gældende. Trods flere meget vellykkede numre savnes det til tider, at både trommer, bas og vokal foldes ud på mere eksperimenterende grund. Og mon ikke bandets musikere vil kunne løfte et mere bredt oplæg med bravur? Det er i hvert fald ikke talent, det skorter på i besætningen. Men der mangler et bredere perspektiv i sangskrivningen. Lad os håbe, at vi får det nye helvede mere på banen i næste ombæring.