Ventetiden værd
Populær
Ventetiden har været lang, men Denial of God skuffer ikke: ’The Hallow Mass’ er blandt årets bedste album.
Der er gået syv år, siden Danmarks ældste eksisterende black metal-band, sønderborgensiske Denial of God, sidst udgav et album. Men selvom der er gået syv år, er der ikke sket revolutioner i bandets lyd. De spiller stadig en klassisk black metal præget af heavy metal og gotisk horroratmosfære. Sanger Ustumallagams raspende vokal ligner sig selv, det samme gør guitarist Azters melankolske, rent klingende leadguitartemaer, og der er i det hele taget ikke ændret ved bandets signaturlyd.
Måske har balancen forskubbet sig fra en hurtigere black metal i retning af et mere episk og melodisk midttempo, men den lange ventetid skyldes ikke nogen omfattende stilændring. Til gengæld er sangskrivningen blevet finpudset. I hvert fald er det en sangskrivning, der er klasser over det meste andet i genren, Denial of God præsenterer på ’The Hallow Mass’.
Selvom fem ud af albummets syv numre er i området omkring de 10 minutter, de fleste lidt over, fremstår sangene strukturerede på en måde, der er sjælden på dagens metalscene. Bandet giver sig tid til lange introer, halvlange, stemningsfulde mellemspil midt i numrene, variation internt i sangene, også i tempo, og alligevel hænger sangene sammen som et hele uden at blive monotone eller langtrukne på trods af den relativt lange spilletid. Andre, mere hypede bands i genren, har ofte en tendens til at køre i tomgang i de samme storladne lydflader og glemme riffene, eller en tendens til at skrive sange, hvor passagerne lyder tilfældigt sammensatte. Hos Denial of God er der en klar vision og tydelig fremdrift i numrene.
Lyt fx til ’Hour of the Worm’, der med sine 5:46 minutter er albummets næstkorteste track og det hurtigste. Men læg mærke til de små detaljer – det catchy leadguitarmotiv, der kører i sangens første cirka halvandet minut, det lillebitte stykke med bas og trommer ca. 1:50 inde, temposkiftet og det simple tema ca. 2:42 inde og overgangen cirka 3:08 inde. Og læg mærke til, hvor fornemt detaljerne føjer sig ind i helheden. Det er præcis den slags detaljer, der gør forskellen på en blot god og en virkelig god plade. At man skaber den variation over grundtemaerne, den variation i arrangementerne, som alt for mange bands forsømmer. Eller lyt til det mægtige afslutningsnummer ’The Transylvanian Dream’ med dens galopperende rytme og umanerligt fængende, Mercyful Fate-agtige riffing. Det lyder som en kommende klassiker.
For at være rigtig god skal en metalkomposition i virkeligheden også kunne fungere som instrumentalnummer. Den fordring lever Denial of God op til på ’The Hallow Mass’ på samtlige numre. Det skader heller ikke, at albummet lyder virkelig godt. Den er sært varm for en black-plade. Den er fyldig, klart defineret, organisk, men rammer alligevel den helt rette minimalistiske kulde i guitarmelodierne. Det lyder, som en metalplade bør lyde.
’Death and the Beyond’ var efter min mening det bedste danske metalalbum siden årtusindeskiftet, selvom det sikkert havde været hippere at nævne nogle af de nyere black metal-bands som kandidater til den titel. ’The Hallow Mass’ ligger snublende tæt på ’Death and the Beyond’ i kvalitet, og jeg kan godt forestille mig, at ’The Hallow Mass’ på lidt længere sigt overgår forgængeren. Det er et fængende, velkomponeret og atmosfærefyldt album, der giver baghjul til stort set alle konkurrenter.
Denial of God bliver sikkert aldrig smarte at høre herhjemme. De er for gamle, deres image er for horror-præget og ikke smart nok, der er ingen post-elementer i musikken, der til gengæld emmer af klassiske metaldyder. Det er ikke dem, der kommer til at sanke fans uden for black-genrens snævre cirkler, og de bliver nok heller ikke hypet bredt i danske metalkredse. Det kommer heller ikke til at ske med ’The Hallow Mass’. Til gengæld har de lavet årets med afstand bedste danske album. Også selvom det sikkert igen vil blive uretfærdigt overset herhjemme. Jeg håber ikke, der går syv år inden Denial of Gods næste album, men hellere en suveræn plade syvende år end en halvgod plade hvert andet.