Hvor er de gode sange?
Populær
Sirenia er klar med bandets syvende album. Det virker desværre, som om bandet ikke har haft det fornødne materiale til at gå i studiet denne gang.
2. Serpent
3. Once My Light 4. Elixir
5. Sons Of The North
6. Earendel
7. Concealed Disdain
8. Insania
9. Contemptuous Quitus
10. The Silver Eye
11. Tragedienne
Norske Sirenia kører fortrøstningsfuldt videre på nullernes female fronted gothic-bølge, som norske, finske og hollandske bands har høstet så mange succeser med. Det synes dog for alvor at være tiden, hvor genren skal fornys, hvis den ikke helt skal forsvinde igen.
Siden starten i 2002 har Sirenia haft en fortsat opgang i salgstal kulminerende med 2013’s ’Perils of the Deep Blue’, der fik relativt pæn succes i Europa såvel som i USA.
Meget tyder dog på, at bandet måske er gået for tidligt i studiet for at indspille opfølgeren ’The Seventh Life Path’, der netop nu er klar til udgivelse.
Behov for nytænkning
Stilen er som vanligt den lettere poppede gotiske metalstil med en vokal blanding af kvindelig sopran og dyb, grænsende til growlende mandlig vokal tilsat en masse nedstemt guitar, bombastiske trommer og en overflod af keyboards med alverdens symfoniske tillæg.
Det er sådan set ganske godt. Men det er ikke rigtig nok, at der opstilles en symfonisk og bombastisk lydkulisse, hvis de gode sange ikke kommer ind på scenen.
Det er her, at ‘The Seventh Life Path’ fejler. Der er flotte introer og instrumentale passager, men der mangler den gode melodi og ikke mindst det fængende omkvæd, der får sangene til at bundfælde sig i lytterens underbevidsthed for så efterfølgende at dukke under cykelturen til arbejdet, indkøbsturen i brugsen eller under bruseren. Alt det mangler desværre på ’The Seventh Life Path’.
Det hævdes, at hvis en rocksang skal være god, så skal den også være god, hvis den bliver leveret på bare en guitar eller et klaver. Det er en grundregel, som måske ikke altid holder stik. Men alligevel – hvis vi godtager den, så er der godt nok ikke mange af sangene på ’The Seventh Life Path’, der består testen.
Det begynder flot med introen ’Seti’, der efterfølges af første egentlige sang, ’Serpent’. Der er hårde riffs og tunge rytmer, men sangen finder aldrig rigtig rodfæste på grund af mangel på et egentligt omkvæd.
Efterfølgeren 'Once My Light' er første singleudspil fra albummet. Det er da ok, men igen: Melodi og omkvæd er altså ikke særligt mindeværdige.
Det bliver lidt bedre
Halvvejs inde i albummet kommer der et lille løft med ’Earendel’, der byder på et godt drive i musikken sammen med nogle progressive elementer.
Man skal dog langt hen i albummet, inden man fornemmer, at Sirenia byder på noget, der kunne give lidt nydt til den efterhånden noget forsuttede genre. På albummets næstsidste sang ,’The Silver Eye’, sker der imidlertid lidt, der får en til at spidse øren. Det er, som om bandet her for et øjeblik får lyst til at inddrage lidt black metal i repertoiret. Melodi og riff i denne sang minder således ikke så lidt om riffet fra danske Denial of Gods ’Black Dethe’ fra 2012.
’The Silver Eye’ er bestemt et højdepunkt på ’The Seventh Life Path’.
Albummet slutter også nogenlunde hæderligt med ’Tragedienne’, som er en ballade, der netop kan klare testen med et instrument, og som samtidig er flot fremført af sangerinden Ailyn i den vokale forgrund.
Den fine afslutning kan dog ikke fjerne fornemmelsen af en stille skuffelse over det samlede resultat af et ellers velspillet album.