Folkekære jubilarer
Populær
Denial of God, et af Danmarks bedste bands, leverer stort set altid et show af høj kaliber. Det gjorde de også til deres særlige jubilæumsshow på årets Metal Magic.
The Curse of the Witch
Behind the Coffin’s Lid
The Statues are Watching
Klabautermanden
Cycle of the Wolf
The Crying Usher
Black Dethe
The Book of Oiufael
Black Horror Metal
Robbing the Grave of the Priest
The Horrors of Satan
Femogtyve år har Danmarks black horror metal-ikoner været i gang. Og de senere år er det, som om bandet kun er blevet større, efter at flere og flere har fået ører for dets kvaliteter. Det betyder ikke, at karrieren har været uden modgang.
Der har været omrokeringer i line-uppen, hvor Metal Magic-stifter Martin Jørgensen, der har været liveguitarist i en periode, er gået ud, hvorfor bandet live nu er reduceret til en kvartet med kun en guitarist. Det skabte ændringer i sætlisten, hvor for eksempel 'Pendulum Swings' måtte stryges fra sætlisten. Der har problemer med de danske sikkerhedsregler for fyrværkeri, som er noget mere strikse end ønskeligt for et band som Denial of God. Der har i det hele taget været en række prøvelser op til koncerten.
Problemerne fortsætter i begyndelsen, hvor den ellers normalt så tighte trommeslager Galheim fucker lidt up i det. Men det er ikke noget, man som publikum rigtig kan trække ned, for fejlens rettes hurtigt, og i længden betyder det meget lidt for, hvordan man opfatter koncerten foran scenen.
Der føles den som det triumftog, en jubilæumskoncert skal være. Der er højdepunkter som 'Behind the Coffin's Lid' og 'Black Dethe'. Der er sjældent spillede sange som 'The Statues Are Watching'. Der er den klassiske showafslutter 'The Horrors of Satan'. Og sceneshowet er som altid fantastisk: pyroteknik, brændende bog under klassikeren 'The Book of Oiufael', maddiker og fordærvet kød ud blandt publikum (jeg fik heldigvis kun en smule i håret. Det lugtede af rullepølse). Det blæser lidt, så der er vind i håret, og det føles, som om Denial of God nærmest er født til at stå på den scene på Metal Magic med vind i håret. Ustumallagam er sammenbidt og karismatisk som få. Og der er præcis den balance mellem melodi Azters catchy guitarriffs og det ekstra punch, der skal være live.
I Danmark har bandet vel altid været outsidere, med et teatralsk sceneshow og i en genre, der ikke har været så populær herhjemme som i udlandet. De mange år med mindre gode trommeslagere før i tiden har nok heller ikke hjulpet. Men man kunne godt ønske sig for dem at blive endnu større herhjemme (og i udlandet, hvor jeg har indtryk af, at kulten er noget større), for på den sidste Metal Magic i Ungdommens Hus var det magisk. Ja, bandet, der vel er at regne for en slags husband på festivalen, var nærmest folkekære.