In the Woods... til Metal Magic IX

Populær
In the Woods... til Metal Magic IX

Dette års Metal Magic er dårligt nok overstået, før festivalen kan præsentere en headliner til næste års festival, den niende af slagsen. Det drejer sig om gendannede norske In the Woods..., som kommer til at gæste Fredericia.

Metal Magic har allerede offentliggjort et par navne i form af det italienske doomband Caronte, de britiske NWOBHM-fanatikere Amulet og ikke mindst Danmarks ældste black metal-band, de fremragende Denial of God.

Nu er en headliner også føjet til, nemlig norske In the Woods.... Kristiansand-bandet begyndte helt tilbage i 1991 som et black metal-band og udgav et par klassiske demoer (opsamlet på compilationen 'Return to the Isle of Men'), før de blev signet på et af den tids førende undergrundsselskaber Misanthropy Records og udgav debutalbummet 'HEart of the Ages', der eksperimenterede med elementer fra progressiv rock. Derfra tog de springet til en særegen, psykedelisk afart af progressiv rock med metalliske elementer og udgav 'Omnio', et eksperimenterende og atmosfærisk album, der blandt kendere står som et højdepunkt i 90'ernes metal.

Siden blev det til et album og et coveralbum, inden bandet lukkede og slukkede og kom tilbage fra skovene i 2000. Nogle af medlemmerne fortsatte i Green Carnation, men In the Woods... blev gendannet sidste år og arbejder på et nyt album. Mon ikke, der bliver præsenteret en smagsprøve eller to i Fredericia?

Bandets kreative kerne, brødrene Christian og Christopher Botteri på hhv. guitar og bas er intakt, ligesom trommeslager Anders Kobro også er med i genforeningen. Den alt for tidligt afdøde guitarist Oddvar A:M er i sagens natur forhindret i at deltage i genforeningen, men Green Carnations Stein Roger Sordal fylder pladsen ud. Derudover er sanger Tommy Halseth (ex-Griffin, ex-Manes m.fl.) kommet med sammen med tangentspiller James Fogarty, der er kendt fra sit arbejde med bl.a. The Meads of Asphodel, Ewigkeit og Old Forest.

Der går rygter om yderligere hovednavne på Metal Magic, men med annonceringen af In the Woods... er der i hvert fald tale om en stærk start på programmet allerede.