Copenhell '19: Efterfest i dødsriget
Populær
Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.
2. Praevalidus
3. Total Destroy
4. Monolilith
5. Truth & Consequence
6. Last Ones Alive Win Nothing
7. Everlasting
8. Diabolus & Sanguis
9. Black Sabbath/Marching On
Band udgiver femstjernet plade. Band spiller live. Sætlisten er femstjernet plade fra ende til anden, uden de store svinkeærinder. Umiddelbart en mikstur, der burde være svær at sætte ret mange fingre på. Og netop den opskrift var, hvad all star-dødsmetallerne fra Vltimas serverede torsdag nat. Selv om orkestret tæller medlemmer fra bands som Morbid Angel, Mayhem og Cryptopsy og derfor har tilknytning til et rigt bagkatalog, de kunne have plukket fra, valgte trioen kategorisk at gennemspille debuten ’Something Wicked Marches In’, som udkom tidligere i år, fra ende til anden.
Hvilket sådan set var et glimrende valg. Pladen er velkomponeret og uden nogen decideret svage numre, og overgangen fra åbneren, den brølende ’Something Wicked Marches In’ over black metalliske ’Praevalidus’ og gungrende tunge ’Monolilith’ fungerede helt efter hensigten. Vltimas havde til lejligheden udstyret sig med en ekstra guitarist til at understøtte Rune ’Blasphemer’ Eriksen samt en live-bassist, der frigjorde forsanger David Vincent og gav mulighed for at den tidligere Morbid Angel-frontmand i vanlig overlegen stil kunne slentre rundt og agere indpisker.
Netop her lå bandets udfordring. For klokken var halv et om natten, og Copenhells samlede tilskuerflok havde lige gennemlevet, hvad der formentlig bliver en af de koncerter, som skriver sig ind i festivalhistorien, i Tools særprægede og sublime opvisning ovre på naboscenen. Ikke just de ideelle forudsætninger for at starte en dødsmetallisk fest. Læg dertil at Vincent lige skulle bruge et par numre på at få stemmen ordentligt i gang, inden den The Undertaker-udklædte frontmand i duster-frakke og cowboyhat for alvor kunne give growlet fuld fart.
Fart kom der dog på, både i ’Truth & Consequence’ og ’Everlasting’, der trækker heftigt på virkemidlerne fra medlemmernes tidligere orkestre, og de to nævnte numre omkransede smukt den diabolsk tunge ’Last Ones Alive Win Nothing’. Inden den tre kvarter lange øretæve af ekstremmetal nåede sin ende, blev der også tid til en enkelt afstikker, da Vltimas spillede første halvdel af Black Sabbaths selvtitlede klassiker ganske medlevende, inden overgangen til lukkeren ’Marching On’.
Der var ikke mange fingre at sætte på Vltimas’ optræden. Specielt trommeslager Flo Mounier var sublim, alle mand var velspillende, og kan man lide bandets materiale fik man, hvad man kom efter. Lyden og den gråtonede lyssætning understøttede det musikalske udtryk ganske fremragende og efter en dag, hvor man godt kunne længes efter noget, der bare lige var en smule mere ondt, ramte Vltimas lige, hvor de skulle. Hårdt og i lige mellemgulvet. En lidt kort koncert, stemmeknas fra Vincent og den lettere apatiske følelse, som Tool-koncerten nok havde efterladt i mange, gjorde, at man aldrig rigtig hidsede sig op over Vltimas’ optræden, men blot nød den i tilbagelænet stilhed. Til gengæld var det en velspillet og uhyre effektiv dødsmetalkoncert, som man gerne så flere af på Copenhell.