Top 5 – Samme band, to bands

Der er penge nok i at være scene-veteran til at overvinde de gamle bandfjendskaber. Derfor er der stadig flere 80’er-bands, der i dag turnerer i flere forskellige udgaver. Vi har fundet de dummeste frem.

Fra bedste venner til ærkefjender, fra glade headbangere til skruppelløse forretningsmænd og fra band til brand: Det kan godt være, at man ikke bliver decideret rockstjernerig af det, men der er en fornuftig nok hyre at tjene på landevejene, til at mange af de gamle koryfæer godt kan se en pointe i at holde liv i bandet. Problemet er bare, at de færreste af dem har kunnet holde hinanden ud i alle de år, og de gamle fjendskaber resulterer så i, at vi efterhånden har en anseelig flok bands, der turnerer i flere forskellige kombinationer: Sangerens version af bandet, guitaristens, den anden sangers osv. Skræmmeeksemplet er de italienske horror-proggere Goblin, der p.t. er oppe på fire inkarnationer, hvoraf den, der ledes af keyboardspilleren Claudio Simonetti, spillede på sidste års Metal Magic Festival.

Men de er langt fra de eneste, og vi har fundet de fem mest stormombruste, tåbelige, nedrige og i det hele taget bare umanerligt barnlige og uværdige eksempler frem fra metal og hardcore.

1. Cro-Mags vs. Cro-Mags JM
Det er ikke til at komme uden om hardcores største og længstvarende skænderi, der først for nylig fandt sin uskønne afslutning. Efter at have udgivet debutpladen ‘The Age of Quarrel’, der blev blåtrykket for NYHC, røg forsangeren John Joseph Jr. ud på grund af stridigheder med bandlederen Harley Flanagan, der tog over på mikrofonen. Det gjorde han bare ikke lige så godt, som John Joseph havde gjort det, så ad et par omgange kom forsangeren med igen, og selvom de plader, det resulterede i, var langt fra at kunne leve op til debuten, gav det ham åbenbart smag for at spille de klassiske sange igen. Mens Harley Flanagan havde travlt med at stifte familie og træne brasiliansk jiu-jitsu, begyndte John Joseph og debutens trommeslager Mackie Jayson i 2008 at turnere med sangene fra debuten spædet op med Bad Brains-sange under navnet F.V.K./Cro-Mags, som efterhånden blev forkortet til Cro-Mags. Til Harley Flanagans store fortrydelse, al den stund det trods alt var ham, der havde grundlagt bandet i sin tid. 

Fejden mellem de to fløje kulminerede foreløbigt i et backstagelokale før en Cro-Mags-koncert i 2012, hvor Harley Flanagan efter sigende skulle have knivangrebet to af de medlemmer, der spillede med bandet på det tidspunkt. Sigtelsen blev hurtigt frafaldet, og efter at have hængt hinanden ud i hver deres selvbiografi og gjort alt for at sabotere hinandens turneer har John Joseph og Harley Flanagan i april i år langt om længe indgået forlig, så førstnævnte for fremtiden turnerer sammen med Mackie Jayson under navnet Cro-Mags JM, mens Harley Flanagan får rettighederne til Cro-Mags-navnet og i skrivende stund er i færd med at indspille den første nye plade med bandet i 19 år.

2. Entombed A.D. vs. Entombed
Så meget drama kunne de trods alt ikke mønstre i Entombed-lejren, selvom det da blev til et par beske kommentarer fra L-G Petrov, da guitaristen Alex Hellid som sidste tilbageværende originale medlem forlod bandet forud for deres første plade i syv år – og tog bandnavnet med sig for at kunne opføre den tidligere plade ‘Clandestine’ sammen med to andre originale medlemmer, Nicke Andersson og Uffe Cederlund. Nåh ja, og et symfoniorkester. Og L-G Petrov måtte ikke være med, fordi han havde været ude af bandet, da de indspillede den plade.

Petrov kunne til gengæld få lov til at udskyde sin pladeudgivelse i nogle måneder, mens alt artwork blev ændret, så det band, han stod i front for, nu hed Entombed A.D. Mens det andet Entombed tilsyneladende var tilfredse med at spille koncerter i ny og næ og mindes fordums storhed, har han indtil videre udgivet to plader med Entombed A.D. og har en tredje på vej snart – men krøllen på halen er, at det har Entombed også. I den forgangne uge annoncerede Alex Hellid i hvert fald, at bandet var begyndt at øve op til en pladeindspilning i Nicke Anderssons hjemmestudie.

3. Morbid Angel vs. I Am Morbid
Kønt har det heller ikke været i Morbid Angel, siden forsangeren David Vincent første gang forlod bandet i 1996 på grund af personlige uoverensstemmelser med den musikalske leder, guitaristen og excentrikeren Trey Azagthoth. Sidstnævnte fortsatte bandet med en noget mindre karismatisk sanger og bassist, Steve Tucker, på en stribe plader, der savnede David Vincents sans for drama og melodi – men da David Vincent så vendte tilbage i 2004 og syv år senere langt om længe skulle have vist, hvorfor han havde været savnet, var ‘Illud Divinum Insanus’ det ubetinget største og mest eklantante fejtrin i dødsmetallens historie. Det var faktisk helt imponerende, så voldsomt de fejlede på den plade.

I 2015 forlod David Vincent endnu en gang Morbid Angel, som blev genforenet med hans erstatning og kunne fortsætte med at lave ligegyldige, indspiste plader. Men som John Joseph i Cro-Mags havde David Vincent fået smag for at spille de klassiske sange live, og derfor tog han en anden frafalden engels hånd og dannede I Am Morbid sammen med trommeslageren Tim Yeung for at turnere med sangene fra de fem Morbid Angel-plader, han har været med på. Det har Devilution været overordentlig tilfredse med de gange, vi har set hyldestbandet. Ovre i Azagthoth-lejren valgte de til gengæld fuldstændig tilfældigt at sammensætte en sætliste udelukkende bestående af sange fra de fire plader, hvor David Vincent ikke havde været med, da de turnerede sidste år. Selv ha-ha! Bortset fra at det var der ikke rigtig nogen af deres fans, der syntes var verdens bedste idé, så det dogme er trods alt faldet.

I Am Morbid forbliver da også et hyldestband: Tidligere på foråret albumdebuterede David Vincent med sit nye dødsmetalband, de Copenhell-aktuelle Vltimas, der løfter arven fra de første Morbid Angel-plader betragteligt bedre, end Morbid Angel selv har gjort i rigtig mange år.

4. Venom vs. Venom Inc.
Det er nok en gang den klassiske fejde mellem guitaristen og sangeren, der er skyld i alt det rod, der er foregået i Venom-lejren. Efter at have opfundet black metal ud af ren og skær musikalsk ubehjælpsomhed og svære æstetiske udfordringer forlod guitaristen Mantas bandet i 1986, og da forsangeren Cronos et år og en plade senere fandt ud af, at han heller ikke gad mere, fordi han var større end Venom, kunne Mantas og trommeslageren Abaddon så starte bandet igen med en ny sanger, inden det igen faldt fra hinanden og blev startet på ny.

Med årene har nye generationer af metalfans dog fundet en vis charme i den rå uformåenhed i Venom, og medlemmerne har indset, at de ikke rigtig kan andet end Venom – de kan det bare ikke sammen. Derfor har Cronos i dette årtusinde været manden bag Venom – indtil Mantas, Abaddon og The Demolition Man fandt ud af, at de også ville være Venom og begyndte at kalde sig Venom Inc. og spille de samme sange som Cronos. I 2017 udgav Venom Inc. deres debutalbum, ‘Avé’, mens Cronos’ Venom udgav deres seneste plade, ‘Storm the Gates’ sidste år. Nogenlunde samtidig tog Abaddon sig en pause fra Venom Inc. for at få sig et barn og blev fyret fra bandet – så hvis vi nu er rigtig heldige, laver han da bare et helt tredje Venom! 

Og de eneste i hele verden, der gider at høre nogle af de bands, er redaktionssekretæren og fotografen på Devilution.

5. Queensrÿche vs. Operation: Mindcrime
Hvis nu man har et band, der solgte millioner af plader ved indgangen til 90’erne og godt 20 år senere fortsat baserede deres succes på de plader, fordi ingen gider at høre det, man laver nu, så kan man godt gå hen og begynde at gå hinanden lidt på nerverne. Den bedste måde at få den slags ud af systemet på er at snakke om det fyre forsangerens kone som manager for bandet – spørg bare Sepultura!

Mens advokaterne forhandlede om, hvem der skulle have lov at kalde sig Queensrÿche, skyndte begge parter sig at udgive hver deres plade under navnet i 2013 for at hævdholde retten til det og pisse de andre af. Det var så også nogenlunde det eneste, Queensrÿche fik omtale for i de år.

Det endelige udfald blev, at resten af Queensrÿche beholdt deres navn og udgav en ny plade så sent som sidste år, mens forsangeren Geoff Tate vandt retten til at turnere med hovedværket ‘Operation: Mindcrime’ i dets helhed – hvilket han så gør på klubber som den i videoen her. Der er alligevel et stykke op til de stadioner, Queensrÿche kunne fylde i deres velmagtsdage, og i dag er det kun advokaterne, der lever højt på dramaet.



Boblere: Da Black Flag gjorde comeback i 2013, gjorde de det med stil: Først et sagsanlæg mod de andre gamle bandmedlmmer, der spillede koncerter under navnet Flag. Så fik guitaristen og manden bag det hele, Greg Ginn, en af sine venner til at fyre sangeren under en koncert og tage over som sanger på stedet. Så udgav de en plade, ‘What the…’, deres første i 28 år, der var på niveau med Morbid Angels ‘Illud Divinum Insanus’. Og så skred trommeslageren og bassisten, og bandet blev lagt ned igen, indtil rygtet i starten af året begyndte at løbe om, at de ville forsøge sig endnu en gang.

Liget af Yes-bassisten Chris Squire var dårligt koldt endnu, før de tidligere medlemmer af bandet Jon Anderson og Rick Wakeman i 2016 annoncerede, at de nu ville begynde at turnere med Yes’ klassiske sange – samtidig med at guitaristen Steve Howe fortsatte sin egen version af bandet.   Og der var Steve Dawson og Graham Oliver, der prøvede at tage Saxon fra Biff Byford i 1999. Og der var Riot, som heller ikke kunne enes om, hvem der skulle have lov til at føre det videre, og nu hedder de Riot V.

Og der var ... hvem har vi glemt, som var særligt barnlige i deres opførsel? Skriv i kommentarfeltet.