Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5: Singleklubben – Forløbere for kommende album

Updated
Vltimas

Nu hvor nytårskrudtet så småt har lagt sig, er det på sin plads at samle op påde album, vi har i vente i det nye år.

Forfatter

Derfor har vi kigget nærmere på nogle af de singleudspil, der allerede har givet os en lille forsmag på, hvad 2019 har i vente, og sorteret lortet fra lagkagen, så I ved, hvad I skal holde øje med i de kommende måneder:



1. Vltimas – 'Praevalidus'

David Vincent (ex-Morbid Angel), Rune ”Blasphemer” Eriksen (ex-Mayhem) og Flo Mournier (Cryptopsy) offentliggjorde for blot to måneder siden med offentliggørelsen af denne single, at de havde startet et fælles projekt under navnet Vltimas, der udgiver deres første album, 'Something Wicked Marches In', den 29. marts. Er resten af albummet bare tilnærmelsesvis lige så slagkraftigt som 'Praevalidus' og den anden single 'Total Destroy!', kunne vi meget snildt have noget stort i vente.



 



2. Demon Head – 'The Night is Yours'

De danske goth-rockere udgiver den 22. februar deres tredje album 'Hellfire Ocean Void'. Det har endnu været så som så med kvaliteten af deres studieudgivelser, men tonen er blevet bekvemt mere dyster på 'The Night Is Yours', og den ulmende mørke produktion, kombineret med den nærmest croonende vokal, der går Glenn Danzig smukt i bedene, varsler lovende for det kommende udspil.







3. Candlemass – 'The Omega Circle'

Da det i efteråret blev offentliggjort, at Johan Längqvist, der sang på den legendariske debut 'Epicus Doomicus Metallicus', er tilbage i Candlemass, var det med en lidt blandet smag i munden. Godt nok kommer vi ikke uden om hans stærke bidrag til grundstenene i Candlemass' oeuvre, men 30 år uden for musikverdenen kan unægtelig tilføje unødig rust til stemmelejet, og med vores senere koncertoplevelser med Mats Levén i front for gruppen in mente, havde Candlemass nu nok også klaret sig fint uden at ændre på opsætningen. 


'The Omega Circle' er dog en mere end hæderlig forløber, der fortsætter, hvor sidste års 'House of Doom' slap, som en større episk metal-symfoni med tunge riffs, catchy omkvæd og ikke mindst Längqvists velkendte røst, der gudskelov stadig forekommer intakt og forhåbentlig også vil være det på resten af 'The Door to Doom', der udkommer 22. februar.



 



4. Soen – 'Martyrs'

Det har hidtil været nærliggende for mange at sætte svenskerne i bås som et band med lige rigeligt Tool-inspiration i bagagen. Skal vi blive i samme terminologi, hælder 'Martyrs' dog mere i retning mod den mere ligefremme, vokalbårne stil fra A Perfect Circle, men vi håber selvsagt også, at 'Lotus', selvom bandets diskografi indtil nu har været bundsolid, også vil tilføje nye, mere personlige islæt til deres lyd, når den udkommer 1. februar.


 



5. Dream Theater – 'Fall into the Light'
Der har været umådeligt langt mellem snapsene, siden Mike Portnoy forlod prog metal-ikonerne. Det er måske heller ikke så underligt, når Portnoy, udover sit usvigeligt store talent bag tønderne, også havde en stor finger med i spillet i sangskrivningen, som har manglet på de senere udgivelser, herunder især den drabeligt lange og kedsommelige seneste fuldlængde 'The Astonishing'. De første singler fra 'Distance over Time', der udkommer 22. februar, er dog overraskende nok noget af det stærkeste, vi har hørt fra de kanter siden 'Black Clouds & Silver Linings fra 2009'. Hvis ikke det var for den svage holdbarhed i den senere del af karrieren, havde forventningerne været højere, men vi må dog anerkende, at 'Fall into the Light' er et friskt, tungt indspark, der vækker minder om fordums storhed.