Copenhell '19: Historisk trance med Tool
Populær
Tool skrev sig ind i Copenhells historie og leverede fra start til slut igennem 90 minutter en fuldstændig overjordisk oplevelse.
”Any fucking time / any fucking day” synger Maynard James Keenan i ’Ænema’. Efter 13 år var det endelig fucking tid.
De var suveræne på Roskilde Festival i 2001 og 2006. Torsdag aften var Tool suveræne på Copenhell 2019.
Fra klokken 22.30 og præcis til helvedesklokkerne kimede midnat, tryllebandt Tool festivalen med en så uhørt dæmonisk musikalitet, at man skulle tro, kvartetten havde solgt sin sjæl til Satan for at kunne spille med så overjordiske evner. De spiller tight som ingen andre. Maynard James Keenan synger i særklasse. ’The Pot’ cementerede totalt det faktum.
Tool spilder ikke tiden. Taler ikke til publikum. Det behøver Tool heller ikke. Musikken talte tydeligt for sig selv. Publikum talte med hinanden. Konstant snik snak eller med snotten nede i smartphonen. Og da Copenhell åbenbart har glemt, der er gået ti år, og det ikke længere kan gøre det at levere en lyd på en volumen, som var der stadig 5.000 mennesker, så bliver man i den grad nødt til at møve sig igennem de rent faktisk 20.000 tilstedeværende gæster for at få den optimale oplevelse helt oppe foran scenen. Her stod også dedikerede fans, der kunne holde deres kæft og tage med på Tools tur til det hinsides.
”Madness” sang Keenan under ’Descending’. Og vanvittigt var det at være vidne til, at nummeret foldede sig ud over ti minutter. Lyden var grotesk god på Justin Chancellors bas. Manden spiller selv grotesk godt.
Tool forekom måske tilbagetrukne på scenen. Men de var dybt nærværende. Opslugt som ildsjæle, der aldrig går på scenen uden at give sig fuldt og helt. Og gøre alt det, som musik kræver for at slå magiske gnister i mørket, som ’Schism’ gjorde i syv funklende minutter.
’Invincible’ fulgte efter. Chancellors bas og Danny Careys trommer smeltede suverænt sammen som soundtrack til det visuelle mareridt, der foldede sig ud på storskærmene med bizarre kroppe, der kravlede ind i hinanden og hev slimede snore ud af hinanden.
Efter en time kom den hellige treenighed af triumfer. Fra ’Jambi’ over ’Forty Six & Two’ til ’Vicarious’. Keenan stod og svævede som en shaman og slog taktfast til trommernes tranceslag til ’10.000 Days’ åbningsnummer, der sammen med syrede farver fra skærmene fik skabt følelsen af en rejse på 10.000 sanseskridt dybt ned i bevidstheden. Fuldstændig fantastisk. Afsluttende ’Stinkfist’ fuldendte den overjordiske oplevelse, og Tool forsvandt fra scenen efter en koncert, der aldrig forsvinder fra hukommelsen.
Tool forsvinder heldigvis heller ikke foreløbig. Efter 13 år kommer den længeventede nye plade den 30. august. Og Tool skal endelig bare komme igen – any fucking day!