Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sejt og sejlivet

Populær
Updated
Sejt og sejlivet

Den amerikanske crossover-duo Cobalt har efter syv års pause udgivet en tour de force af totalmetal med ’Slow Forever’. Det er sejt af helvede til, men med en spilletid på 85 minutter er det også et album, der er tålmodighedskrævende. Og for langt.

Kunstner
Titel
Slow Forever
Dato
25-03-2016
Trackliste
(CD 1:)
1. Hunt the Buffalo
2. Animal Law
3. Ruiner
4. Beast Whip
5. King Rust
6. Breath
7. Cold Breaker
(CD 2):
8. Elephant Graveyard
9. Final Will
10. Iconoclast
11. Slow Forever
12. Siege
Forfatter
Karakter
3

Hvordan er det nu lige, det er med Pitchfork og metal? Kan man stole på det, de siger? Og kan man stole på det, når de giver et metalalbum en god karakter?

Det vil der nok være forskellige bud på. Pitchforks metaldækning er præget af en bias, der til tider minder mere om en statuskamp end reel kritik, og derfor var det også med en vis skepsis, at jeg stødte på anmeldelsen af Cobalts nye plade, ’Slow Forever’, der angiveligt var så god, at den egnede sig til en (for Pitchfork) høj karakter på 8.4 og et af de (måske mest for mindre bands) karrieredefinerende Best New Music-stempler.

Der er måske ikke mange i det danske metalpublikum, for hvem det ringer en klokke, når man nævner bandet Cobalt. Det samme gjaldt for overtegnede. Ikke desto mindre er de åbenbart et navn, der er bredt anerkendt i det amerikanske metalmiljø, og de to plader ’Eater of Birds’ (2007) og ’Gin’ (2009) står ifølge flere medier som milepæle i amerikansk ekstremmetal (hvis man altså lægger vægt på, hvad medier som SPIN og Angry Metal Guy skriver).

Hvorfor er det så lige, man ikke har hørt om dem før? Er det, fordi musikken aldrig er kommet bredere ud, er det, fordi de er faldet ind i en for Europa uinteressant amerikansk black metal-trend, eller er det, fordi de aldrig har turneret, bortset fra en enkelt gang i hjemlandet?

Det er sandsynligvis en blanding af det hele. Og derfor er det på sin vis passende, at Pitchfork prøver at få bandet bredere ud ved at tildele det et Best New Music-stempel, der ellers kun er tilkommet Baroness og Deafheaven, hvis vi vel at mærke snakker om bands inden for metalsfæren.

Et par dage efter offentliggørelsen af anmeldelsen var stemplet væk igen. Så meget credit skulle metallen åbenbart ikke have alligevel.

Krigerisk indstilling
Lige netop Deafheaven og Baroness er navne, der skiller vandene i metalmiljøet, og derfor kunne man tro, at det samme var tilfældet med Cobalt. En hyldest fra Pitchfork er en omstændighed, der kan få hårdhudede metalfans til at vende et band ryggen, før man kan nå at råbe ”men de har også hypet YOB og Nails!”

Der er dog ingen post-rock, shoegaze eller indierock at finde hos Cobalt, og der er ikke nogle fremmedelementer, der appellerer til ikke-metalfans. Alligevel kan Cobalt bedst beskrives som en crossover-duo. De har betegnet sig selv som krigsmetal (og betitlede også deres debut ’War Metal’) og har bevæget sig i lidt af et grænseland, hvor det måske er den stærkere black metal-indflydelse, der skinnede mest igennem på den nu syv år gamle plade ’Gin’.

På ’Slow Forever’ er det en knusende og rullende, punket sludge, der inkorporerer thrash, NWOBHM og hardcore med små elementer af black og nogle få progressive tendenser. Det er en effektiv cocktail, især når Cobalt leverer det med en overbevisende krigerisk indstilling. De spiller med en energi hentet direkte fra Motörhead, lægger sig et sted nær og minder i deres fræsende natur nok mest om High on Fire, men der er også riff og trommespil, der er nært beslægtet med Tool. Alt sammen tilsat en vred, vred vokal.

’Slow Forever’ lyder ved første lyt enormt sammenspillet. Sangene er lange, men også kongruente, og de flyder på en måde, der får dem til at lyde, som om de er blevet jammet sammen. Lyden er meget fokuseret på guitar og trommer, og når man dertil får at vide, at det er en duo, får man et billede af to fyre, der står storsvedende i et øvelokale og spiller riff efter riff.

Det er dog ikke tilfældet. Mastermind Erik Wunder har spillet samtlige instrumenter på pladen, og makkeren Charlie Fell leverer blot vokal til ærindet. Den tidligere forsanger var Phil McSorley, som nu er ude efter en række konflikter de senere år, der blandt inkluderede ubehøvlet opførsel med homofobiske og racistiske tilsvininger mod andre fra metalscenen. Ind kommer Fell, der gennem en årrække gav den som sanger og bassist i sludgebandet Lord Mantis og endvidere har en fortid som trommeslager i black metal-bandet Abigail Williams, ligesom han også har arbejdet med Nachtmystium. Han er altså ikke en helt uerfaren herre, og det er heller ikke til at høre på pladen, at Fell kun har været med kortvarigt og måske mest af alt er en ”hired gun” for Wunder.

Sej metaltræthed
’Slow Forever’ lyder mest af alt ubesværet. Det er sejt, og der er ikke så meget pis. Det er musik, man kan høre højt, mens man kører i bil eller spiser store, røde bøffer eller drikker rigtig mange øl. Med sangtitler som ’Hunt the Buffalo’, ’Beast Whip’ og ’Elephant Graveyard’ er vi meget af tiden ovre i dyreriget, men det lader nu mere til, at teksterne omhandler generelle menneskelige dårligdomme. Det er for så vidt også underordnet, for musikken taler sit eget sprog, og er man normalt den mindste smule til High on Fire, vil man med al sandsynlighed finde ’Slow Forever’s riffmaraton mere end appellerende.

Med en overvældende spilletid på 85 minutter er der mere end nok at tage af. Pladen er egentlig et dobbeltalbum, men det er kun i det fysiske eksemplar, at den er delt op i to. På streamingtjenesterne ligger albummet som én lang enkelt enhed, og det kommer ved første blik som et chok. For hvem med forstanden i behold synes dog, at det er en god idé med et comeback-album på næsten halvanden time, hvis ikke der er en virkelig god grund til det?

Det stiller i sagens natur nogle spørgsmål til formatet, men også musikken. Dobbeltalbummet har ofte haft en begrundelse, der ikke bare var eksklusiv, fordi man fik to plader for én plades pris (som regel, i hvert fald), men det gav også musikere mulighed for at give en mere bred og kontrasterende oplevelse af deres evner, ligesom mange har benyttet det til at skabe en større helhed af de to dele.

Hos Cobalt lader der ikke til at være tænkt i formatet på den måde. ’Slow Forever’ er én lang tur i samme fræsende rille, og der gives ikke plads til store stilistiske afveje undervejs. Det er både godt og dårligt, for selvom der er noget imponerende ved, at pladen bare kan køre og køre, mens man går lidt til og fra forskellige opgaver, og de altid er et sted, der minder om det sidste, man hørte, så er 85 minutter også bare overordentligt tålmodighedskrævende. Cobalt er altså ikke interessante eller varierede nok til at kunne holde ens interesse fangen i så lang tid. Med mindre man er helt rustresistent, bliver man simpelthen metaltræt undervejs.



Less is more
Heldigvis mestrer Cobalt deres virkemidler, og i mindre doser er ’Slow Forever’ en tiltrængt knusende oplevelse. Trommerne er punchy, og guitaren massiv, mens især de clean stykker besidder en twanget americana-vibe, der hænger ved og giver associationer til støvede veje og pickup-trucks i vild widescreen-natur.

’Elephant Graveyard’ står frem som en af pladens bedste numre. Her viser Cobalt sig som et tohovedet monster, som de bevæger sig fra en sludgepunket fest, hvor NWOBHM og punk-riff står linet op, over til et bastant og tungt midtempo-groove, der starter fire minutter inde og fylder sidste halvdel af nummeret. Over en simpel og fremaddrivende trommerytme spiller Wunder én akkord i tre takter, før fjerde takt byder på en afrunding, og så starter møllen forfra. Men når riffet kommer igen til slut efter en variation, spiller Wunder ikke grundakkorden i tre, men hele syv takter, før den sidste takt afrunder riffet! Man undrer sig over, at det kan lyde så fedt bare at spille én akkord over en simpel rytme. Men det kan det. Det er sådan en ting, som kan gøre alle til suveræne musikere, fordi det ikke er evner, men dømmekraften, der er essentiel. Cobalt viser her, at de har forstået det.



Der er dog andre steder, hvor man kunne have ønsket sig nogle justeringer. ’Beast Whip’ har eksempelvis en lang intro, der lægger op til en hård start, eftersom Wunder statisk spiller én akkord uden underlægning. Man ville gerne have, at groovet startede kontant på 1-slaget, men i stedet skal Wunder stoppe op og introducere et nyt riff, før trommerne kommer på, og toget ruller videre. Det er ikke så effektivt, som det kunne have været, men når først nummeret rigtigt er i gang efter opvarmningen, er der ikke meget at klage over.

Der er i det hele en meget præsent less is more-tilgang på ’Slow Forever’, hvad angår virkemidlerne. Man får ikke komplekse og originale riff, til gengæld får man simple og ikke mindst seje riff over fede grooves, og det gør man i stride strømme. Men less is more gælder også hvad angår spilletid, og det har Cobalt åbenbart ikke tænkt over.

’Slow Forever’ er langt fra et originalt nybrud, og den er alt for lang, men den hviler pålideligt i sin fræsende sejhed, og Cobalt fortjener point for at tro så meget på egne evner.

Og så kan man også konstatere, at man selv som metalhoved fra tid til anden kan blive lidt klogere af Pitchforks metaldækning.