Maskinelt, mørkt og melodisk
Populær
Misophonia er et relativt nyt aarhusiansk band, der er leveringsdygtige i et glimrende progressivt opkog af Meshuggah, Mnemic ogTesseract mixet med mørk Tool-stemning.
'Vinctus' består af fire numre fra Aarhus-bandet Misophonia, der forud for denne EP-udgivelse kun har udgivet to singler. Til trods for at der ikke ligger en lang bandhistorie bag, så lyder bandets seks medlemmer, heraf hele tre på guitar, fuldt ud klar til en fuldlængdeudgivelse.
Musikken er nemlig ganske spændende at lægge ører til. Det er stemningsmættet og "koldt" takket være en ret maskinel produktion, men det stramme industrielle lydbillede passer godt til de tighte maskinpistol-riffs. Eller kald det djent, hvis du lyster. Der er bare meget mere i det, end de her stort set "1-strengs djentriffs", som man føler, man kender til hudløshed. Heldigvis. Bandet besidder en fantastisk evne til at skabe store, melodiske, men stadig mørke passager, som giver en vital indsprøjtning til den del af musikken, som ellers lægger sig lidt op ad Tesseract (hvis guitarist Acle Kahney har stået for masterering af 'Vinctus') eller Meshuggah. Det giver det et skub mod hjemlige Mnemic, men også med nogle rigtigt interessante twists over mod Tool.
I melodien ligger identiteten
Det er i det melodiske, det storladne og det kolde med de fine rene vokaler, at Misophonia er stærkest og har mest egen identitet, og så er de mere hårde riffs og den råbende vokal blot et aggressivt afbræk fra dette. I det hårde falder bandet let i fælden og rammer riffs, der føles slidt helt i bund af andre bands allerede. Ja, selv fra nummer til nummer her er der passager, der trods relativt store rytmiske forskelle alligevel lyder som brygget på den samme idé. Hør fx de sidste 30 sekunder af 'Disintegration' og starten af 'Incapacity'. Forskellen på guitarriffene her er til at overse.
Bandet blander elektronik og samples ind i musikken og er gode til at holde det på et niveau, hvor det bidrager til musikken, men ikke stjæler billedet. For de lyttere, der holder meget af den elektroniske del, så serverer bandet et remix som sidste nummer, hvor folk med hang til computerlyde kan gå amok.
Misophonia er helt klart noget af det mest interessante på den progressive/djentede scene herhjemme længe. De formår at gøre det interessant langt det meste af tiden og har nogle krydderier, der gør, at bandet har en fin chance for at stikke næsen længere frem end bare at lege med i horden af bands inden for lettere maskinelt lydende prog og djent. De får i hvert fald et vågent øje med herfra, når bandet bliver klar med en fuldlængde. Der er nemlig stort potentiale her.