Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forførende grimt

Populær
Updated
a2701829105_10

Fordærvs grindcore-debut kræver et åbent sind, men så er den også lige så fængende og charmerende, som den er voldsom og primitiv.

Kunstner
Titel
Knep Dig Selv Ihjel
Dato
01-04-2019
Trackliste
1. Klub 27
2. Dykkere Bliver Druknet
3. Tordenkatten
4. End Alt Bliv Alt
5. xJxVxVxBxMxMxJxMxIxFxMxM
6. Manchester Fireworks
7. Ford Taunus
8. Hanekamp
9. 3.Verdenskrig
10. Hellige Helvede
11. Venstreorienteret Politisk Korrekt Økologisk Veganer Grindcore
12. Krieg
13. Røde Mord
14. Løb Stærkt For Helvede
15. Sonny's Vise
16. Tsunami
Forfatter
Karakter
4

18 minutter og 45 sekunder. Det er ikke alverden, selv ikke på en travl arbejdsdag. Det er faktisk ikke engang en frokostpause. Men det er lige præcis den tid, Fordærv beder dig afsætte for at lytte dig igennem de 16 numre, der udgør bandets første fuldlængde, ’Knep dig selv ihjel’. Selv om fuldlængde selvfølgelig er et relativt begreb i denne sammenhæng. Uanset hvad er de 18 minutter og 45 sekunder givet godt ud.

Fordærv er grindcore, grimt, gustent og gennemført charmerende. Hvis ikke pladecoveret og den velsmagende titel allerede har afsløret, at det her skal provokere og være primitivt, fanger man den hurtigt i åbneren ’Klub 27’, hvor afsindige skrig og hvinende støj på guitaren leder videre over i en vokal, der skingert proklamerer eksistentielle mantraer som ”tag stoffer og dø ung” og ”fuck at blive gammel, jeg vil være et smukt lig”. Ikke at forsanger Jonas Sandvejs vokaler ellers er specielt dechifrerbare; de ligger pladen igennem i et frugtbart spændingsfelt mellem growlen, hardcore-vokaler og forvrænget vrælen, der sikkert snildt kunne igangsætte et epileptisk anfald hos sarte sjæle.

Men de står til gengæld perfekt til den bevidste underproduktion, der gennemsyrer pladen. Hist og her har guitarerne en svenskerdød lyd a la Entombed i eksempelvis ’Hellige helvede’ og hyldesten til bandets hjemby, ”brianbyen” Silkeborg, i ’Ford Taunus’. Andre steder går de i perfekt grindcore-blastende symbiose med trommesættet, der fra tid til anden lyder mere af papkasser end trommer, som eksempelvis i ’Tordenkatten’ og den livsbekræftende ’End alt bliv alt’. Slutresultatet er en plade, der musikalsk set er mest grindcore, men har tilpas mange punk- og dødsmetalliske ideer i sig, til at det aldrig bliver kedeligt og ensformigt. Fordærv formår at gøre det enkelt, beskidt og alligevel tilpas nuanceret.

Tematisk set er pladen selvfølgelig gennemsyret af det punkede oprør mod alt og alle og sig selv, glimrende eksemplificeret i ’Dykkere bliver druknet’ med verselinjerne ”giv mig krig, giv mig blod, giv mig død”. Og bedst som man kunne forledes til at tro, at Fordærv er dumme og ikke ved bedre end at spille grim og rebelsk musik uden dybere bagtanker, beviser de i ’Venstreorienteret politisk korrekt økologisk veganer grindcore’, at de har fint styr på, hvad de foretager sig, og at ’Knep dig selv ihjel’ er en lige så gennemtænkt og gennemført plade, som den er ækel og voldsom. For det er grindcore, som det skal være.

18 minutter og 45 sekunder, mine damer og herrer. Det kan man godt afsætte. Det har Fordærv fortjent.