Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gamle mænd med nye smage

Populær
Updated
Front
Fordærv
Sick
Denner
MC
Dts

Grind, gore, grunge, post, pladder og artige overraskelser. Vi fik lidt af det hele lørdag aften i en frokoststue i forstæderne.

Titel
Fordærv + Sickseed + Death to Seattle + Farlige Typer + Purslane + Deduction of a Miscalculation
Spillested
Dato
29-10-2022
Fotograf
Kasper Thimes
Forfatter

”Jeg fylder fyrre næste år. Og det skal fejres ved at jeg æder kaviar af en fransk luder på Hotel D'Angleterre. Jeg skal fandeme ikke fejre den her med sådan nogen som jer. Er der nogen af jer, der har fødselsdag?”

Ordene kommer fra Death to Seattle-frontmand Rasmus Godsk; en sindig vestjysk folkeskolelærer, hvis scene-persona er lige så eminent, som den er anstødelig for krænkelsesparate sjæle. Det går op for mig, at den medbragte fotograf har angivet mig på forhånd, og jeg melder mig pligtskyldigt til stor moro for de omkringstående.

For ja, så snart klokken runder midnat har jeg fødselsdag. 40 forpulede år gammel. Og jeg medgiver gerne, at det ikke virker som det mest oplagte at festligholde sin indtræden i de virkelig voksnes rækker ved at sjoske ned i Mono, det store øvelokalekompleks for enden af vejen i et industriområde et sted ude i forstæderne, for at høre en håndfuld mere eller mindre velkendte undergrundsbands, mens man drikker parallelimporterede dåsebajere og funderer over den mentale udfordring i at gå fra 30, træt og træls til 40, fesen og forsuttet.

Indledningsvis gør aftenens første optrædende ikke sit til, at man ikke skulle betvivle hver eneste beslutning man har taget i livet, som har ført én til Åbyhøj denne lørdag aften. Enmands-bandet Deduction of a Miscalculation, bestående af sanger Marc Christensen og et instrumentaltrack af assorteret ekstremmetal af den groovy slags afspillet direkte fra laptoppen, er det, der på godt millennial-dansk kan kaldes et what-the-fuck-moment. Iklædt et outfit, der måske/måske ikke var tiloversblevent fra Casper & Mandrilaftalens kostumekurv, vandrede den enlige frontmand hvileløst frem og tilbage på scenen, mens han growlede og skreg sig vej gennem sit sæt.

Indrømmet; der gik fem minutter, før jeg blev 100 procent sikker på, at det her ikke var en joke. Og en resterende koncert, hvor jeg skammede mig over at have troet det. Om end den musikalske side af Deduction...'s sæt var solid uden at overvælde én, så gjorde tekstuniverset det til gengæld. Det her var et menneske, i uendeligt ensom majestæt, der havde noget på hjerte. Det var tekster om afsavn, om sorg, om livslede, depression og selvhad. Fremført lige præcis i et toneleje, hvor råheden og brutaliteten i vokalen ikke forvrængede mere, end at de desperate strofer stod skærende tydeligt frem for lytteren.

Det her var et menneske fyldt af smerte, der stillede sig op uden noget værn, uden en guitar eller et par bandvenner at gemme sig bag, nærmest ansigt til ansigt med lytteren på den lave scene, og øsede ud af alt, der gjorde ondt. Det var en optræden, der ikke kunne undgå at berøre én, hvis man lod sig glide ind i Christensens univers, hvor intet i livet føltes så rigtigt, som det burde. Vi var flere, der var gået ind til koncerten med et skævt grin og en overbærende trækken på skuldrene, som kom ud derfra tydeligt berørte. Selv som næsten-40-årig er det ikke for sent at lære og blive klogere.

Typer, der overvejer at bygge en lukket carport
Når man kommer op i årene og ikke mere kan gemme sig bag, at ”30'erne er de nye 20'ere”, begynder man at filosofere over valg og fravalg. Skulle jeg have taget det realkreditlån? Måske ville det ikke være så slemt at blive gift, så længe man gjorde det på rådhuset? Burde man alligevel have anskaffet sig en variabel mængde snottede unger, der kunne løbe rundt i cirkler og afbryde ethvert tilløb til dybere tankevirksomhed? Burde jeg have hørt mere Farlige Typer?

Svaret til alt det ovenstående er det samme. Bandets navn alene er omtrent ligeså retvisende, som havde Baest i stedet valg at kalde deres orkester for Lillemis. Der er intet farligt ved Farlige Typer. Tænk Sabotør uden budskaber, lap steel og skæve indgangsvinkler til musikken. Tænk Bersærk uden alt jæger/samler-gøglet. Vi når tre numre, inden vi hurtigt konkluderer, at Farlige Typer er det, en Devilution-fotograf fornylig titulerede som ”et godt trække-frisk-luft-band”.

At jeg i en efterhånden fremskreden alder har valgt ikke at få børn skyldes blandt andet, at jeg simpelthen ikke har tålmodigheden til at skulle sige tingene igen og igen og igen, før de forstår det. Og velvidende at det var mine børn, ville det formentlig være nødvendigt.

Den samme træthed over at resultatløst at skulle gentage sig selv får jeg, når talen falder på Death to Seattle og det danske metalmiljø. Jeg har efterhånden brugt en del spalter gennem årene på Devilution på at forklare jer, hvorfor det her er et band, der mikser punkens aggression, grungens tæft for god sangskrivning og metallens galskab i en noget nær perfekt blanding.

Men hører I efter?!

Nej, gu' fanden gør I ej.

Death to Seattle er en oplevelse. På plade såvel som live. Således også i aften. At det danske metalmiljø ikke har omfavnet det her band og knuselsker dem betingelsesløst er en skændsel. Og jo, det er jer. Det er ikke mig.

Et band, der sikkert også vil være en rimelig hype omkring i den nærmeste fremtid, er ligeledes århusianske Purslane. Et godt eksempel på, at Death to Seattle gennem deres Death to Aarhus-koncerter rent faktisk formår at kuratere et ganske glimrende musikalsk program med et nærmest ikke-eksisterende budget. Programmet favner bredt og oftest er det kvalitative niveau imponerende højt. Bands som Persecutor, Smertegrænsens Toldere, Katla, Galge og Sabotør har tidligere deltaget på de tilbagevendende koncertaftener og siger både en del om, hvor niveauet lægges, samt hvor bredt det genremæssige spænd egentlig er.

Purslane er endnu en gren på det danske noise-/post-/hardcore-træ, der i de senere år har skudt den ene smukke knop efter den anden, og denne aften gjorde de en helt fornuftig figur. Bevares, det er et ungt band, der tørster efter at få mere live-erfaring og godt kunne bruge en smule mere coolness på scenen, men de er vel nærmest heller ikke længere end halvvejs mod de 40. Rent musikalsk kan det blive et band, der kan blive en magtfaktor herhjemme.

Ligesom Death to Seattle. Når I begynder at høre efter.

Hurtigere! Vildere! Lad det gøre nas!
Folk er på det sidste på stribe blevet overraskede over, at jeg virkelig fyldte 40. ”Neeej, du holder dig ellers godt” er en sætning, jeg har hørt ganske ofte. Da jeg i reglen ikke er et synderligt behageligt menneske at være i selskab med, vælger jeg ikke at tilskrive det falsk smiger, men tænker i stedet, at det har noget at gøre med, at jeg i de senere år i langt højere grad har valgt at omfavne grindcoren. Vildere. Mere voldsom. Hurtigere. Gør mere ondt. Intet kan holde kroppen i form og sikre, at testiklerne, maveskindet og næsehårene ikke vokser sig længere end højst nødvendigt, som en cykeltur med 55 km/t op ad bakken, fordi man lige skal forsøge at køre lige så hurtigt som Wormrot, Ernia, Benighted eller Tottal Tømming. Eller Fordærv.

Den silkeborgensiske trio er vel et af de få bands, der kan udfordre Smertegrænsens Toldere i kategorien Danmarks Mest Effektive Band, og lur mig om ikke jeg i nærværende medie kårede deres plade fra 2019, 'Knep Dig Selv Ihjel', til årets danske udgivelse. I øvrigt i tæt konkurrence med Death to Seattle, men I gider jo ikke høre efter.

Fordærv leverer et ganske fremragende sæt med lige dele jysk humor og hård, hidsig og ustyrlig grindcore. Nuvel, man bliver da en smule sentimental og mindes ungdommen, når Fordærv fræser sig igennem 'Klub 27', og Jonas Sandvej skriger sig hæs i strofer som ”tag stoffer og dø ung” og ”fuck at blive gammel, jeg vil være et smukt lig”.

Ak ja, der var engang. Men det er for sent nu. Nu er jeg 40, lige knap. Dø ung var noget man kunne for mange år siden. Men ikke nu. Nu er jeg nærmest 40.

For det er først lige inden Sickseeds afsluttende sæt, at klokken rent faktisk passerer midnat. Som om jeg ikke allerede var slået så rigeligt oven i hovedet af aldersurets uafladelige tikken bliver jeg lige mindet om, at jeg var med til at danne netop dét band for et-par-og-tyve-år siden.

Ikke at det i sig selv er en præstation; jeg vil tro at Sickseed er af de få bands, der kan konkurrere med Hatesphere i at have haft flest medlemmer gennem tælleapparaterne. Og nu, et-par-og-tyve år siden vi som bumsede teenagere startede skidtet op, er det rent faktisk lykkedes Sickseed at tage sig sammen til at udgive en fuldlængde; den ganske fine 'Goregeous', der udkom tidligere i år. Et godt miks af blackened dødsmetal med fine breakdowns hist og pist, som udgør størstedelen af sættet på den mørke side af midnatstimen garneret med sange fra forsanger nummer 3's æra; han gæster i øvrigt forsanger nummer 5 på scenen i aften. Det samme gør World War 5's Knud Lind, og mens Sickseed leverer et helt hæderligt sæt, som desværre ikke trænger helt til bunds i det efterhånden noget fordrukne publikum (fik jeg nævnt at øl kostede 10 kroner? Nej? Okay, øl kostede 10 kroner), kan jeg da stå i mit stille sind og glæde mig over, at de i det mindste også ligner nogen, der snart bliver 40.

I det mindste er jeg ikke alene.