Käköfönïsk hëlvëdës-röck frä dët ÿdrë rüm
Populær
Tre sange på knap to timer. Business as usual i Magmas univers, selvom Christan Vander & co. denne aften bevægede sig mere ind på ukendt, snørklet territorium end vanligt.
2. Theusz Hamtaahk
3. Ehn Deïss (Offering-cover)
“Each note you play must weigh a ton”.
Dette citat fra Christian Vander, trommeslager og sangskriver i og grundlægger af Magma virker som opskriften fra første sekund, da ét anslag starter sættet med et sæt, og forsanger Hervé Aknin begynder sin kobaïanske messen henover samme anslag, der går på rundgang, lige abrupt fra gang til gang. Korsektioner folder sig ud over fem minutters tid, hvorefter Vander rejser sig fra trommesoloen og bryder ud i skønsang, som momentvis får én til at glemme, at dette kobaïanske sprog er helt og aldeles DYI, og Vander således muligvis er den eneste, der forstår sproget. Den poetiske klang og de høje fraseringer fører videre ud i koncertens første crescendo, hvor den radmagre guitarist med rå attitude går all-in på ekvilibristisk sololir og headbanging. Og sådan fortsætter hele første nummer i alle retninger i form af koncept-pladen 'Ëmëhntëhtt-Ré', som ligesom så mange af deres andre plader blot er ét værk inddelt i diverse sektioner, i dette tilfælde i form af ét nummer på 50 minutter.
Jeg skal ikke klandre min ven, som var ubevandret i Magma-verdenen, for tørt at melde ud efter dette mastodontiske første epos, at han følte sig en kende udfordret, for der blev bestemt ikke leflet for publikum. Alle i bandet er dybt inde i deres stof og har hver deres excentriske mimik. Benoît Alziary bag vibrafonen, der hoppede begejstret rundt med store fagter og tydeligt nynnede alle de toner, han spillede, så man lejlighedsvis kunne høre ham i de mere stille sektioner. Stella Vander, Christians kone, der har været med siden 1972 og sammen med Isabelle Feuillebois tilføjer det himmelske skær til korsektionen som modsvar til Hervé Aknins mere dystre toneleje. Jérémie Ternoy bag keyboardet, en teknisk virtuos med langt, krøllet hår flyvende til alle sider, når de hårde sektioner slår ind. Philippe Bussonnet på bassen var aftenens helt store overraskelse, der sammen med Christian Vander musikalsk befandt sig i en helt anden verden og med kølige solbriller og pokerfjæs til gengæld trådte i karakter med svulstige moves, skæve positurer og de fire fingre på højre hånd, der bevægede sig non-stop på alle strenge som edderkoppeben i fuld fart. Og sidst har vi så skaberen selv, Christian Vander, der med skiftevis lukkede og himmelvendte øjne, løsthængende undermund og pjaltet hår konstant var i angreb og med absurd indlevelse, rystende hoved og dramatiske, nærmest jazz-metalliske forceringer fik vist, at det altså ikke behøver være nogen hindring, at man runder 70 næste år.
Én ting er så musikerne, en anden er musikken, som denne aften lå i den mere kuriøse ende af Magma-spektret. De tunge mastodonter fra de tidlige 70'ere og de mere funkede, knap så konceptprægede værker fra slut-70'erne blev erstattet med 'Theusz Hamtaahk', som er en mere dyster, forstyrret søster til Vanders første soloplade, der ganske vist blev til i midt-70'erne, men først indspillet 30 år senere. En march-rytme lægger det tunge fundament, hvortil Alziary improviserer henover en tangent i loop på vibrafonen, mens resten af bandet bygger op, inden Aknin bryder ind med messen og snerrende bid. En duet mellem Christian Vander og Aknin hen mod slutningen af det 40 minutter lange epos eskalerer ud i bastante råb, inden stykket lukkes med kakofonisk fusionbravour, som kun Magma kan gøre det.
Zeuhl var fra starten deres selvproklamerede beskrivelse af deres lyd, og senere fostredes et mindre kuld af bands, der dedikerede sig til dette absurde brud på genrekonventionerne. Ingen af demformåede at overleve tidens tand og have denne uendelige kilde til fortsat at eksperimentere og udvide rammerne for deres lyd, som Vander-parret har haft siden begyndelsen. Der er dog dele af karrieren, hvor teknikken overdøver substansen, og med vægten på denne del af bagkataloget var der desværre momenter, hvor de store arrangementer druknede i prætentiøs noodling og overdrevne kompleksiteter.
Ekstranummeret i form af 'Ehn Deïss', en overset perle fra sideprojektet Offering, var derfor meget velkomment med det enkle korrangement til at supplere Vanders poetiske lyrik, der satte sig som et mantra for turen hjem på den rette side af Øresund. Smukt, enkelt og helt komplet uforståeligt kobïansk, men det er en del af mystikken, der sætter Magma i en liga for sig, og det skal der ikke ændres på. Så bærer vi over med, at kompleksiteterne engang imellem tager overhånd og fantaserer videre om at få 'De Futura' en anden god gang.