RB 25: Opslugt i et finsk ormehul
Oranssi Pazuzus uendelige lagkage af kraut/blackede vederstyggeligheder er en sikker vinder! Første band på Main Stage – i en liga for sig!
Muuntautuja
Voitelu
Hautatuuli
.
Valotus
Ikikäärme
Vierivä Usva
Meget kan man sige om Finland. Deres smag for vodka er lettere diskutabel, sproget er for viderekomne – men deres øre og betydning for metallens udvikling er et kapitel for sig.
En nyere del af den historie er den space/kraut/industrial/black-hybrid af et kollektiv, der kalder sig Oranssi Pazuzu, som i de seneste år har fået deres lyd tydeligere konsolideret, med mere af den gennemgående, dronende undertone, hvad end det så bunder i en keyfigur, en trommetakt eller nogle modulerede slag på en pad.
I den velkendte Roadburn-ånd er dette besøg så ikke blot en hvilken som helst sætliste – men hele sidste års ‘Muuntautuja’ fra start til slut! En plade, der opretholdt kernen i Pazuzu-lyden, men også gjorde sit til at brede lydbilledet lidt mere ud end på den ligeledes forrygende ‘Mestarin Kynsi’ (2020).
Med blot få koncerter forinden, som den quirky trio Xiu Xiu, Glassing og for mit vedkommende også Lane Shi, en meget outreret, kvindelig avantgarde-pianist fra Japan, der virkelig skejede ud på alle parametre – nok ikke på papiret den bedste koncert at indlede sin festival med, men hey, så er vi i gang, var Oranssi Pazuzu således årets første navn på hovedscenen, men travlt havde de ikke med selv at indtage scenen. De første ti minutter gik i stedet med at få navigeret os alle ind i zonen – og hvad bedre til formålet end noget tidlig clipping. , dystert og spacy, ikke ulig Pazuzu selv.
Kender du ‘Muuntautuja’, så brydes der ikke med formlen – vi får pladen i kronologisk rækkefølge, hverken mere eller mindre. Når det er sagt, så var der intet formularisk over koncerten. Ikke at det i sig selv måske kan overraske, i lyset af deres høje bundlinje, men alligevel, så er der altså stadig et eller andet over at gå til koncerter, hvor man 100 % ved hvad man får, og når man så hører det, så lyder det alligevel meget overraskende, anderledes. Som om man hører det på ny, på en helt ny måde. Hvilket i sagens natur selvfølgelig også er tilfældet, men her mestendels, fordi deres kemi og sans for at lege med formerne – det, min kollega så passende omtaler som en transmutation i anmeldelsen af pladen – gør, at materialet bliver mindre studieperfektioneret. Mere organisk, levende. Allerede fra første sekund, da Ville Leppilahti (aka Evil) åbner ‘Bioalkemisti’ med en tone, der graduelt spilles hurtigere og hurtigere, og siden hen bliver sangens underliggende, dronende hook. SÅ gennemført og voldsomt, som både de metalliske udbrud og de elektroniske krumbøjninger flettes ind i konstante vekselvirkninger og resulterer i fem minutters vedvarende gåsehud – sådan skal en koncert starte!
Genkendeligt som titelnummeret er, så virker det dog her en kende mere låst af de mere strukturelle rammer, uden helt at kunne måle sig med den sublime åbner. Oranssi Pazuzu gør sig bedst, når de i resten af koncerten droner hæmningsløst amok i deres eget univers, og dette er så absolut en af den slags koncerter, hvor man bare skal give sig helt ind. Glemme alt om noter og være der i nuet – for fuck, hvor er de der selv!
Som fx, når trommeslager Jarkko Salo (aka Korjak) bryder lagene af ambiens og overtoner med en såre simpel percussionrytme, der så anviser retningen for resten af nummeret. Klassisk Pazuzu, men sublimt orkestreret, og netop Korjaks fundament i lydbilledet står så meget mere klart her i live-formatet end i den lidt mere producerede form på pladen. Og ej at forglemme den måde, nummeret eksploderer på halvvejs inde. Niko Lehdontie (aka Ikon) er her som altid en evindelig force for bandet på guitaren, som han vrider, kaster og drejer sig, i takt med den konstant omskiftelige rytme. En fed performer, uden at de andre i øvrigt skal klandres for noget. De følte tydeligvis også materialet fuldt ud.
Skal der noget malurt i bægeret, så skulle det nærmest kun blive deres meget stereotypt "syrede" videoprojektioner. Slangmønstre, der formerer sig på kryds og tværs. Kradse farvetoner og symboler i konstant ekspansion. I kender det. Og det tilføjer da lidt kolorit, men er også jævnt overflødigt – Pazuzu må gerne sigte højere end det.
Det gør de så til gengæld også i rigt mål musikalsk, bl.a. i sidste halvdel af ‘Ikikäärme’, hvor de nærmest bevæger sig ud i noget ‘De Mysteriis Dom Sathanas’-era Mayhem, blot for vokal og keydroner. Lidt mere simplificeret end den meget multilag-form, den tager sig ud i på pladen, og netop derfor mere forfriskende ind til benet.
Hvor meget jeg end virkelig elsker disse finner samt flere af deres affilierede bands (noter jer bl.a. Haunted Plasma, der spiller på søndag), så har de også den her gennemgående, dronende kerne, der måske godt kunne trænge til en ny, ekstra vinkel på en eller anden måde. Jeg er dog stadig totalt revet med, og faktisk endnu mere her end i studieindspilningerne, hvor ‘Muuntautuja’ for mig virker en smule tynget af et effektbad, der ikke altid tjener materialet ret. En følelse, jeg slet ikke har efter at have hørt sangene live.
Det er, hvad live-koncerter kan, og Oranssi Pazuzu er fortsat eminente ud i kunsten at levere varen, med lag på lag af stilistiske udskejelser. Så utroligt finsk, og en helt igennem værdig åbner af Roadburns Main Stage, der genererede en kolossal kø ude foran inden koncertstart. Hypen er fuldt fortjent – og A Colossal Weekend-gængerne har noget særligt i vente!