I orkanens øje
Populær
Oranssi Pazuzu har fundet deres helt egen niche mellem krautrock og black metal. Til tider er det rent ud vanvittigt, men selv når er på dybt vand, er der melodier at holde fast i.
2. Tyhjyyden Sakramentti
3. Uusi Teknokratia
4. Oikeamielisten Sali
5. Kuulen Ääniä Maan Alta
6. Taivaan Portti
Jeg sidder i festligt lag på Dronning Louises Bro. De tomme dåser hober sig op. Solen bager. En pige nærmer sig. Mørke solbriller, kækt smil. Går direkte over til min bedste ven – og snaver. Hun vender sig mod mig. Tager solbrillerne af, kigger mig hævngerrigt i øjnene – som om jeg var den, der skulle have noget at fortryde. En ekskæreste fra en fjern fortid. Et match med min bedste ven, der ikke måtte ske. Flashbacks kommer stormende som slag i baghovedet – til jeg vågner op kampsvedende, rundt på gulvet, mens 'Mestarin Kynsi' kører på sidste vers fra anlægget.
Intet nyt under solen, fristes man til at sige. Altså ikke drømmene. Eksen fordufter forhåbentlig også snart. Finnerne er til gengæld stadig en hvirvelvind af indtryk både indenfor og udenfor metallens rammer. Klar til at minde en om de sider af bevidstheden, man måske troede ikke eksisterede, men som trods alt har gjort en til den, man er i dag.
Fire år er der gået, siden ’Värähtelijä’ kom på gaden. Et monstrum af en plade, der udover de sondringer udi black metal, psych og doom, bandet allerede havde gjort de i på deres foregående plader, smed habile doser prog og kraut oveni ligningen som det tredje krydderi, der bandt det hele sammen. Førhen blev de regelmæssigt betegnet som psykedelisk black metal, men i 2020 forekommer den type stive genrekonventioner helt og aldeles upassende i Oranssi Pazuzus univers.
Is everybody in?
Ceremonien begynder med den hypnotisk sumpede 'Ilmestys', der de første fire minutter holdes oppe på en repetitiv, totoners melodilinie flankeret af en pumpende stortromme med underspillede, industrielle indfald. Som en snørklet køretur ud af byen i sin [indsæt-selv-hurtig-bil-efter-præference], før man rammer motorvejen med 130 km/t. Tre minutters crescendo følger, og så fortsætter vi ellers ud i mere dystopisk farvand i den endnu mere kaotisk medrivende og ikke desto mindre afsindigt melodiske 'Tyhjyyden Sakramentti'.
Kender du Oranssi Pazuzu, ved du, hvad du går ind til. De lyder fortsat som sig selv, blot med lidt velvalgte opstramninger på vejen. De black metalliske referencer finder vi dels i vokalen, som vi, i komplet fravær af forståelse for det finske sprog, blot må forholde os til som et hidsigt supplement til de mørke lydflader. For ikke at glemme de eksplosive crescendoer, som fylder mere i denne ombæring og kommer, når man mindst venter dem.
Det er også her, deres space- og kraut rock-tilbøjeligheder træder i kraft. Et virkemiddel, som blev tydeligere på forgængeren, men som udbygges på 'Mestarin Kynsi' sammen med de elektroniske klangflader, der tilføjer ekstra kolorit til helheden. Skiller man lagene ad, er melodierne for så vidt simple, sjældent baseret på mere end tre toner, men det er i samspillet, at det hele kommer til sin ret. Som en lagkage nænsomt samstykket af ingredienser, du givetvis aldrig ville nyde i andre sammenhænge, men som en del af det større bagværk frister dig til lige at spise to stykker ekstra, fordi hvorfor skulle du dog lade være?
Sådan en plade er 'Mestarin Kynsi'.
At dissekere de enkelte numre er en hjerteløs opgave. Glem alt om traditionelle sangstrukturer. Ikke ulig for eksempel Swans, der ligeledes forkaster vers, omkvæd og den slags banaliteter og tager mere dramatiske virkemidler i brug. Kontraster mellem lys og mørke. Orden og kaos. Nogle gange får sangene mere lov til at ulme, som i 'Kuulen Ääniä Maan Alta', inden 'Taivaan Portti' runder albummet af som pladens utvivlsomt mest metalliske indslag. De første fire skæringer skiller derimod ikke orden fra kaos, men opretholder balancen imellem begge dele. 'Uusi Teknokratia' vækker minder om sekvensen i den sovjettiske sci fi-klassiker 'Solaris', hvor Tokyos utallige sammenfletninger af motorveje fører dig ud i et ustadigt miksmaks af endeløse rundture i de dybere sind – indtil videoen demonstrerer, at inspirationen snarere bunder i Fritz Langs snart 100 år gamle kunstfilm 'Metropolis'.
Oranssi Pazuzu har vitterligt fundet deres helt egen niche. Hvad man så kalder det er egentlig flintrende ligegyldigt. Det er til gengæld på én gang genkendeligt og uforudsigeligt. Ofte på grænsen til det eklatante vanvid, uden det på nogen måde afkræver nogen retfærdiggørelse. Det er som bekendt først, når man begiver sig ud på dybt vand, at man finder ud af, hvor god man er til at svømme. For finnernes vedkommende er dybt vand den eneste sande vej.
Om forgængeren konkluderede vi i sin tid, at ”bandet tager en med på en rejse ud i den yderste og mørkeste kosmos og ind til kernen af det enkelte menneskes eksistentielle tvivl.” Den rejse fortsætter ufortrødent længere ud her fire år senere, så tag med, og tro os – det er en rejse, du ikke vil glemme.