Transmutation
Paul W. S. Anderson har kun lavet én god film, mens Oranssi Pazuzu har lavet adskillige fremragende plader. Alligevel fører sidstnævnte tankerne hen på førstnævnte. Og på fortabelsen i kosmos.
Muuntautuja
Voitelu
Hautatuuli
●
Valotus
Ikikäärme
Vierivä usva
Med stikkende, stressende elektroniske punkteringer signalerer Oranssi Pazuzu fra første færd, at de ikke er her for at stryge os med hårene, og det gør de så heller ikke på noget tidspunkt på ‘Muuntautuja’.
Åbningsnummeret med de førnævnte syntetiske nyrestik er næsten pladens voldsomste, men det er en fornøjelse at opleve gruppen balancere soniske overgreb med nuanceret tilbageholdenhed. Men selv når finnerne pludselig lægger vidunderligt skønt ambient-flygel med tindrende shimmerreverb på musikken på ‘Ikikäärme’ og ‘Valotus’, så sker det på en henholdsvis dyster og støjende musikalsk bund, så selve kontrasten mellem elementerne bliver skærende, nærmest dissonant, midt i den tungsindige klaver-skønhed. Hvad er det, vi skal føle? Rædsel og afsky eller betagelse og henførelse?
Ja. Det hele. På én gang.
Nummeret er virkelig stærkt med sin drevent filtrerede synthbas og lyrik, der kredser om at blive først opslugt og derefter transformeret til en tohovedet slange. Transformation er i det hele taget centralt for pladen. Titlen betyder formskifter, og hver gang man tror man har luret finnernes musikalske strategier, så muteres de og bliver til noget nyt.
Som den finske kvintet har for vane, så blandes og fusioneres genrer og traditioner med stor elegance. Black metal, noise, triphop-beats, sci-fi-synths, horrorfilmiske troper og psykedeliske trips hvirvler rundt i gruppens musik, der nærmest føles som at blive opslugt af et komisk rædselsvortex.
Lyt for eksempel til titelnummerets kontrasteren af 808-kicks og groovy, slæbende trommer og aldeles skrækindjagende, langsomt vridende toner med gurglende blackvokal hen over. Eller det ret fabelagtige ‘Valotus’ med sin rullende synthbas og sin konstant truende lilletromme. Riffet, frygtindgydende som det er, udgør en nådesløst dundrende, nedadgående figur, der pludselig løftes og forskydes, da det antager en mere fræsende og fremaddrivende karakter, og pludselig får vi det ambiente flygels skønhed (som fortsætter over i ‘Ikikäärme’), inden nummeret kollapser i kulsort, støjende kaos, som en musikalsk version af oplevelsen af at passere et sort huls begivenhedshorisont.
Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at det her er den musik, der drev Sam Neill til vanvid og transformerede ham ude i rummet, langt væk fra al jordisk logik i filmen ‘Event Horizon’. Der er i hvert fald rigelig inspiration fra horrorfilm-scoremusik på ‘Muuntautuja’. Faktisk måske lidt for meget på albumlukkeren ‘Vierivä usva’. Eller måske nærmere lidt for bogstaveligt. Ikke at det er et dårligt nummer – jeg kan faktisk godt lide det – men på samme tid er referencen til firserhorror-film i den centrale klokke-melodi bare lige en anelse for 1:1.
Det er dog ikke et kæmpe problem eller noget, der trækker voldsomt ned på et komplekst og tætvævet album, der konstant forvrides og hele tiden fascinerer. Et album, som fint viderefører Oranssi Pazuzus tårnhøje niveau og giver sitrende forventninger til gruppens besøg i København næste forår.