Ked dig for Satan

Populær
Ked dig for Satan

Heretic vil gerne være rå og seje for Satan med deres Venomitaminiserede og Motöriserede black'n'roll. Men 'Alive Under Satan' er ligeså rå og sej som skamkogt broccoli.

Kunstner
Titel
Alive Under Satan
Dato
06-03-2015
Genre
Trackliste
1. Berzerker
2. Mr. Chainsaw
3. Demonic Slaughter
4. Forever Possessed
5. Gods 'n' Slaves
6. Give Me Darkness
7. Seven Hails
8. The Devil, My Saviour
Forfatter
Karakter
1

De senere år – sikkert kraftigt ansporet af amerikanske Midnights fortjente succes – har den såkaldte black’n’roll været på møde i undergrunden. Det går ud på at lyde bøllet og grimt og punket og så vidt muligt emulere Venoms klassiske udgivelser, både musikalsk (men uden disses mere ambitiøse tendenser) og lyrisk, hvor Satan og kun Satan er drivkraften i skabelsen af det tekstlige univers. Som det fremgår af coveret, er Motörhead og Misfits andre fikspunkter på genrens sorte nattehimmel. Heretic har været i gang siden 1995, men undergik åbenbart et stilskifte fra norskinspireret black metal til denne subgenre i perioden mellem 2003 og 2008. Uden at insinuere for meget, er det påfaldende, at det var i den periode, Midnight begyndte at røre på sig.

Andre eksponenter for subgenren kunne være svenske Die Hard eller græske Satan’s Wrath, der tilhører den mere metalliske og dødsthrashede del af subgenren, og som sammen med Midnight er de førende bands, især nu hvor Venom er ligeså farlige som en lolcat og plastret til med tamme Metallica-ismer fra 90’er-perioden.

Heretic kalder sig for ”satanic metalpunk sleaze”, og allerede der har vi en indikator på, at bandet grupperer sig i den mere rockede ende af subgenrespektret. Heretics ene store problem skyldes denne lidt for pænt rockede tilgang. Hvis det skal lyde troværdigt, så skal det lyde barbarisk, primitivt, råt og vildt. Desværre lyder Heretic omtrent ligeså råt som nyere Turbonegro-udgivelser, og det er altså ikke nok i genren. Vi skal jo gerne ligesom tro på, at bandet er parat til at give os bøllebank med en cykelkæde i Satans navn, men hvis cykelkæden er fra en Nihola-cykel, så bliver det lovlig nysseligt.

Det andet problem er, at sangene skal være catchy. Heretic gentager omkvædene en masse gange, men det fænger ikke, det keder højst. Der er meget få soloer til at bryde monotonien, og der mangler dynamik og variation i opskriften, som gentages over de første syv stadigt mere udsigtsløse sange.

Eneste lyspunkt er den afsluttende ’The Devil, My Saviour’, en genindspilning af et nummer, der også var med på bandets 2009-udgivelse, 'Gods Under Humans, Slaves Under Satan'. Der indledes med twin leads (!), og sangen har både temposkift og hænger godt sammen med forskellige sektioner. Det er stadig ikke hårdt eller råt nok, men sangen er catchy og velstruktureret. Der er noget af den substans, sangene generelt savner. Men jeg har også på fornemmelsen, at den måske kommer til at fremstå bedre, end den reelt er, fordi resten af albummet er så gudsjammerligt ligegyldigt, som det er. Og jeg gider egentlig ikke høre albummet igen for at tjekke, om min fornemmelse er korrekt.

Aldrig har bøllebank i Satans navn været så kedeligt.

'The Devil, My Saviour' kan høres nedenfor. Resten af albummet kan med fordel springes over.