Kryptisk blodtype

the-ruins-of-beverast-the-thule-grimoires-digicd_1

På sin sjette plade med projektet, tager Alexander von Meilenwald et langt og selvsikkert skridt foran ind i det post-metalliske.  

Titel
The Thule Grimoires
Dato
30-01-2021
Trackliste
1. Ropes Into Eden
2. The Tundra Shines
3. Kromlec'h Knell
4. Mammothpolis
5. Anchoress In Furs
6. Polar Hiss Hysteria
7. Deserts To Bind And Defeat
Karakter
4

 

Ruins of Beverast, en tysk enmandshær bestående af multiinstrumentalisten Alexander von Meilenwald, har tidligere været et eksperimenterende, og dog stadig decideret black metal projekt. Rødderne er stadig evidente hist og her, men som helhed er projektet på Thule Grimoires bevæget sig over i en helt anden grøft. Det skærende skov-black er blevet til en arktisk kæmpe-goble, der svæver i vandet under månens lys. 

Frit spil

Det er sjovt som man nogle gange næsten kan høre, at noget er et enmandsprojekt. Om det er fordi at der ikke bliver brilleret på nogle af instrumenterne, om det er den kæmpestore og næsten kompenserende lo-fi hjemmeproduktion eller de uironiske skøre idéer, der får frit spil, er svært at sige. Muligvis det hele, og det kan både være godt og skidt. For på den ene side, kan det forekomme som en anelse navlepillende. På den anden side bliver det lidt som en sokratisk dialogtekst, hvor det skal forestille, at der er en diskussion i gang mellem to parter, men hvor modpartens modspørgsmål er skrevet af forfatteren med henblik på at fremhæve vinderargumentets egen pointe. Det er en ensporet præmis og kan skabe en masse faldgruber i kvaliteten af et argument, men til gengæld får pointen, moralen, eller i dette tilfælde, idéerne frit spil, og hvis de er gode nok, er der for så vidt ikke et problem. 

Og gudskelov for at idéerne er gode på Thule Grimoires. Godt nok er albummet på den gale side af en time, men det bliver aldrig kedeligt. Gennem hele pladen er musikken varieret, skiftende og ikke mindst sammenhængende. Det er uhyre stemningsfuldt, og lider derfor ikke under manglen på modspil. 

Den sære helhed
Det her er ikke et album med nogle ‘bangers’, ultrafede riffs eller noget andet, der skal fremhæves i særligt lys. Nej, hver enkelte sang og hele albummet er en helhedsoplevelse med substans nok til komplet gennemlytning. På den måde bliver Thule Grimoires på mange måder en slags black'et og gotisk/symfonisk Neurosis. Oveni det, giver de mange rene og tilsovsede guitar-indspark associationer til Pink Floyd. 

Udover det tenderende navlepilleri, er min eneste indvending vokalen. Growlet er fedt nok, men von Meilenwalds rene vokal er ikke som sådan dårlig – den er Peter Steele-agtig. På Thule Grimoires lyder von Meilenwald altså som en, der tror han er bedre til at synge, end han egentlig er. Steele lød bare så tilstrækkelig ligeglad med kendsgerningen, at han får mange point for karisma. Så let slipper von Meilenwald ikke. Men udover tidligere nævnte referencer, minder Thule Grimoires i det hele taget på mange måder om kryptisk Type O Negative da det har de samme brogede, finurlige og gotiske kvaliteter – og det er bestemt værd at lytte til!