Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra heavy-garagen i Ruhr

Updated
a0247501465_10

The Night Eternals debuts vinder på en rocket sanger, der får episk heavy metal til at lyde af garage.

Titel
Moonlit Cross
Dato
05-11-2021
Trackliste
1. Manbelyst
2. Elysion (Take Me Over)
3. Cloaked in Darkness
4. Son of Sin
5. Deadly as a Scythe
6. Shadow’s Servants
7. Prison of Flesh
8. Closeness in Suspension
9. Moonlit Cross
Forfatter
Karakter
4

For nogle måneder siden var tyske The Night Eternal forbi vores klumme ‘Nyt fra Vestfronten’, fordi vi med baggrund i en stærk EP havde en vis forventning til den første fuldlængde, og nu har ‘Moonlit Cross’ været ude nogle uger, og tiden er kommet til at fælde dommen over debuten.

The Night Eternal har valgt at lægge ud med en smuk stemningsfuld intro på klaver, og selvom man ikke kan se bort fra, at den i sig selv fungerer, er den ret misvisende for, hvad tyskerne vil. De spiller garage-udgaven af Saxon eller tidlig Iron Maiden i en langsom udgave, men med Ricardos rå vokal i front, får kvintetten et langt mere rocket udtryk, trods et udgangspunkt omkring New Wave of British Heavy Metal. Det skal naturligvis heller ikke lægge dem til last, at de går en anden vej end den oplagte.

For når riffs går i hidsig galop i ‘Son of Sin’, eller der light-thrashes I ‘Prison of Flesh’, dyrker The Night Eternal på grund af vokalen hele tiden noget, der hører mere hjemme i en beskidt rock. Ricardo har en vrede, som giver modspil til både det melodiske, der fylder meget for bandet, og så komplementerer, når de skruer bissen på. Man sidder hele tiden med en følelse af, at hans vokal er så langt fra det oplagte valg, og netop det får dem til at skille sig ud.

Derfor kan de også gå den ret så majestætiske vej i ‘Closeness In Suspension’ eller singleforløberen ‘Elysion (take me over)’, hvor der er højt til loftet, uden at det bliver klægt. Fordi de er forankret i en raspende rå sanger, og står på et solidt fundament af heavyrocken, som den lyder, når man træder ind i det beton-øvelokale i firsernes forstad. Upoleret, buldrende og straight ud af Ruhr-distriktet.