Oldschool er cool
Det var som en historielektion i rytmisk og hård musik, som den blev skabt for efterhånden en del år siden, da pakken Lucifer, Attic og The Night Eternal ramte Stengade en festlig fredag i februar.
2. Midnight Phantom
3. At the Mortuary
4. Crucifix (I Burn for You)
5. Leather Demon
6. The Dead Don't Speak
(instrumentalt lir/jam)
7. A Coffin Has No Silver Lining
8. Wild Hearses
9. Slow Dance in a Crypt
10. Bring Me His Head
-------------
11. Maculate Heart
12. California Son
13. Reaper on Your Heels
En demonstration sendte aftenens udsendte på afveje som passager i buslinje 350S – men trods forsinkelsen var det muligt at nå at opfange, at stemningen på Stengades første sal med DJ, merchboder og salg af læskende våde varer var god. Alligevel blev der spænet ned af trapperne til koncertrummet, efter jakken var langet over disken. for hvert et minut talte, når tyske The Night Eternal kun havde fået tildelt knap 30 minutters spilletid.
Bandet udgav 'Fatale' sidste år, en stærk omgang oldschool heavy metal med et fancy, gotisk og okkult touch. Perfekt på en plakat med Lucifer med andre ord. Lyden bag det beherskede lydtryk under 100 dB var god, og The Night Eternals frontmand Ricardo Baum viste, at hans fede selvsikre vokal på seneste album også kunne leveres selvsikkert live. Her tre uger inde i touren var der da få steder, hvor melodierne fra stemmen blev lidt mere rå, men i en live-setting pyntede det blot på den seje energi, som bandet lagde for dagen.
'Prince of Darkness' og 'Stars Guide My Way' hittede som forventet, men også bandets ældre sange blev løftet af et band i fin tour-form, og den skarpe udvikling, der har været mellem debuten i 2021 og sidste års opfølger.
Alting var bedre i gamle dage
Ligeledes tyske Attic var plakatens band med længst historik. Dannet i 2010 tager de 8 år på The Night Eternal og 4 år på Lucifer. Alle tre bands har dog en meget udtrykt kærlighed til oldschool, hvad end det så er klassisk heavy, hard rock eller noget semi-doomet med okkulte krydderier. Fredag aften på Stengade var som en tidsmaskine med nedslag i alt godt fra musikken fra særligt 70'erne og 80'erne, og var der endelig noget, der lød nyere, så var det i hvert fald ikke langt ind i 90'erne maskinen skulle rejse.
Der er intet nyt i at være oldschool i disse tider, og tydeligt skilte med sine inspirationer. Attic, omend yderst velspillende og -lydende, blev fanget i at lyde en tand for meget som forbilledet i King Diamond, i dét navn eller som Mercyful Fate. Altså, havde de ikke talt tysk til lydmanden for at få mere af de rette sager i monitor-billedet, så havde man jo forventet noget Hvidovre-dansk. Eller ... Det er måske et spørgsmål om, hvor meget inde i bagkataloget fra King Diamond og Mercyful Fate, man er. Skribenten her kender selvfølgelig til musikken, men har ikke dyrket den i detaljer, og det er måske derfor, at jeg ender ud i tanken om, at det nærmest er et cover-band der overværes. Feinschmeckerne ville måske sige, nej – det er jo et helt andet riff, der ligger under. Under som i under vokalen, for falsetten og skiftene til den lidt mere mørke, næsten snakkende vokal var som at høre King Diamonds unikke vokal. Og det var skam også en nærmest unik ting at kunne synge præcis sådan for Meister Cagliostro. Udover dét talent var han desuden en fin indpisker på scenen.
Den så tætte forbindelse til oldschool-kærligheden blev lidt for meget, selvom det var så fermt udført som det var. Lidt for megen sats på kun en hest rent musikalsk, for bandet kunne andet, men viste det kun kortvarigt. 'Dark Hosanna' var et dejligt afbræk, især i sin intro, hvor vokalen føltes meget mere som tyskeren selv end et forsøg på at ramme idolet. Højstemt og stemningsfuldt, som hos kongen, men alligevel med noget mere individuelt. Nu gav det plads til abstraktion, og man bemærkede det lækre guitarspil i harmonierne og det tunge trommespil i nummeret, der vel nærmest var en ballade.
Leave no cross unturned - eller?
Visuelt fik vi diskret ligsminke, et hav af LED-lys i ni-eller-deromkring-armede lysestager og så et stort kors, vendt på hovedet, som i en Fenriz-godkendt installation. Og med en plastik-Jesus strippet på.
Vi var kommet til at stå ganske tæt foran scenen til Attic. Der var velbesøgt denne aften på Stengade, og det blev ikke mindre, da Lucifer gik på. Heldigvis havde lydtrykket, sammen med publikumstrykket, fået et nøk opad, siden The Night Eternal var på scenen. En scene, der i Lucifers tilfælde var holdt pænt og ryddeligt i forhold til Attics medbringelser forinden. Vist var der levende lys, men denne gang i små gravlys, som gav lidt stemning i fodhøjde på scenen – og så var der Johanna Platow Andersson. Som taget ud af 70'erne med sit sving i manken, godt hjulpet på vej af en velplaceret vindmaskine. Hun var et show i sig selv, utroligt nærværende. Lucifer havde også taget sig et crucifix med. Det hang om halsen på Johanna Andersson, men ikke vendt i samme retning, som tyskerne forinden havde vendt deres variant.
Hendes vokal kom lidt anstrengt igennem den flade, 70'er-agtige mikrofon de første minutter, men hun fik sunget sig varm, og lydmanden fik samtidig heldigvis også hurtigt flettet vokalen godt ind i mixet, med gode effekter med højt til loftet.
Rytmer, der rocker og rykker
Det er hr. og fru Andersson på scenen. I front og bag trommerne, og så ellers flankeret af særdeles velspillende folk på guitar og bas. Allerede fra de første rul på lilletrommen fik man Nicke Anderssons sans for rytmen at mærke. Hold kæft, hvor han har den, rytmen altså. På sit charmerende, simple setup af et trommesæt var den garvede svensker et livgivende fundament for musikken. Fornemt bakket op af en bassist, der gerne lavede personlige basgange, og ikke bare fulgte de ellers fede rockriffs fra guitaristerne.
På den nye skive, der i titel følger traditionen lagt fra dag et og derfor hedder 'Lucifer V', er der noget retrorocket, der lugter lidt af noget fra trommeslagerens hånd. Noget, vi kender fra hans The Hellacopters. Live fungerede det mere rockede godt og gav en livlig koncert. Navnet Lucifer som en vinkel til det okkulte kom stadig til udtryk, dels i selve Johanna Anderssons tilstedeværelse med en snert af mystisk femme fatale og i numre som de mere doomede 'Reaper on Your Heals' og 'Wild Hearses'.
Skarp koncert
Lucifer lyder, som Attic (og for den sags skyld også The Night Eternal for at fuldende pakken), også som noget velkendt. 'A Coffin Has No Silver Lining' har et omkvæd, der emmer af noget 80'er-hittet, og de simple rockriffs undervejs er heller ikke originale på nogen måde. 'Maculate Heart' skriger The Hellacopters, men dét band er jo også en bouillon-terning af alt godt fra en rockfans pladesamling. Men det er igen i aften så stærkt leveret live, at man kun kan hengive sig til musikken.
Bandet står visuelt knivskarpt på scenen, der er blevet spillet tight, levende og energisk, hvad end der rykkes eller spilles på de mere stemningsfulde tangenter. Og at bandet bag Johanna Andersson er så vigtig en del af symbiosen imellem dem fik vi at høre i det instrumentale intermezzo, vi fik halvvejs inde i koncerten. Præsenteret som "Copenhagen, we have a little treat for you". Og dét var det også – en lille godbid i en stor mundfuld af en skarp koncert.
The Night Eternal: 4
Attic: 3
Lucifer: 4