Benhårde briter smadret af lortelyd
Populær
Paradise Losts mange stilarter gennem karrieren former indholdet af deres koncerter. Anno 2015 er briterne på turné i deres hidtil hårdeste version. Dårlig lyd punkterede desværre koncerten.
2. Widow
3. Gothic
4. Terminal
5. Erased
6. Praise Lamented Shade
7. Victim of the Past
8. Enchantment
9. Flesh from Bone
10. Beneath Broken Earth
11. As I Die
12. Requiem
Ekstra:
13. Return to the Sun
14. Faith Divides Us - Death Unites Us
15. An Eternity of Lies
16. Say Just Words
”Er der nogen, der har styr på, hvor mange gange vi har spillet her”? lød det fra sanger Nick Holmes lørdag aften på Kulturbolaget i Malmø.
”Otte!” kom det prompte fra en blandt publikum, men det svar godtog frontmanden ikke: ”Det kan sgu ikke gøre det,” mente han.
Ganske rigtigt. Det var 10. gang på 20. år, Paradise Lost lagde vejen forbi det fremragende koncertsted i nabolandet.
Det britiske band har aldrig sat arbejdstempoet ned siden den skelsættende debut udkom i 1990. ’Lost Paradise’ var den uhørte heksekedel af doom og dødmetal, som gruppen igen omfavner 25 år senere på ’The Plague Within’, der udkom for små fem måneder siden.
Imellem de to udgivelser har vejene været så uransagelige, at Paradise Lost velsagtens kan kaldes metalhistoriens mest unikke band. Om det så er på både godt og ondt, må være op til den enkeltes øre.
Har man været med fra starten, som undertegnede næsten har, så står Paradise Lost som en skizofren rejse i erindringen. Bemærkelsesværdigt med den samme besætning med undtagelse af trommeposten, der har været skiftet ud på igennem årene.
De tidligste oplevelser var tungsindig goth-doom. I midten af 90’erne blev det til melodiøs og melankolsk heavy metal. Tæt på det nye årtusinde blev det lange hår klippet, tøjet var pænt, og stile og lyden gik over i en elektropoppet, Depeche Mode-inspireret retning, og reaktionen var et fraværende publikum til koncerterne. Siden har briterne bevæget sig tilbage på sporet med Gregor Mackintoshs mange guitarriff i fokus, og nu er de hårdere end nogensinde før.
Paradise Lost spillede mest med de tunge og brutale musikalske masker på i Malmø. Desværre magtede lydmanden ikke den udfordring, det må være at omstille sig til musikkens forskellige former undervejs.
Steve Edmondsons bas var konstant fraværende. Trommerne lød flade og flappende, og den 21-årige Waltteri Väyrynen lagde i forvejen ikke meget pondus i hverken pedaler eller slag.
Den unge finne er afløser for Adrian Erlandsson, men Paradise Losts svenske medlem (der i øvrigt kommer fra Malmø) er for tiden på turné med At the Gates, som er hans øverste prioritet blandt de temmelig mange bands, den 44-årige trommetornado spiller i. Han var savnet denne aften.
Lyden var konsekvent et diskant angreb på hørelsen, og de forskellige samples i ’Erased’ og ’Say Just Words’ lå så højt i mikset, at de skrattede i højtalerne. Ærgerligt nok, for det plejer sjældent at gå galt på Kulturbolaget.
Det smittede dog ikke af på bandets humør. Heller ikke, at der kun var troppet små 300 publikummer op. Nick Holmes virkede glad – hvilket sjældent ses i samtlige minutter af en koncert– og hyggede sig med sine medmusikanter og med kække bemærkninger mellem numrene.
”Her er lidt dødsmetal til jer,” kommenterede han før ’Victim of the Past’, som han growlede fandens fedt igennem. Det gjorde den 44-årige gennemført i alle sætlistens seks nye numre, der sammen med geniale ’Gothic’ fra 1991 og klassiske ’As I Die’ løftede koncerten.
Hvor ofte sker det egentlig, at et band 14 plader ind i karrieren kan slippe afsted med at spille så mange nye numre, uden at man savner bagkatalogets mange seje kendinge? Det siger alt om Paradise Losts mange facetter
Fra de to hovedværker ’Icon’ og ’Draconian Times’ fik vi nemlig kun ’Widow’ og ’Enchantment’, og fra 2012's suveræne ’Tragic Idol’, der genoptog stilen fra netop de to 90’er-hovedværker, fik vi slet ingenting.
Det gjorde vi til gengæld, da de sidst gæstede Danmark i 2013 og var aktuelle som den melodiøse metalversion af Paradise Lost.
Anno 2015 er briterne aktuelle som dødsmetal. Og det var, hvad vi primært fik sublimt serveret i Malmø. Desværre smadret af den dårlige lyd og foran et lidt for tamt publikum.
Men bliver de forhold bragt i orden, når Paradise Lost lørdag rammer Pumpehuset, er der lagt op til et brag af en ganske brutal koncert.
Kedelig tysk support
Opvarmningen er derimod en mere tvivlsom affære. Tyske Lucifer har ellers høstet positiv respons, siden debuten udkom i foråret. Også i nærværende medie, hvor Henrik Østergaard skrev: ” Der er ikke et eneste skidt nummer på ’Lucifer I’ [...]", og "at 'Lucifer I' er en plade, der er kommet for at blive, og også vil blive sat på i fremtiden, er der ingen tvivl om.”
Normalt er Østersgaards ord af typen, man kan tage for gode varer, men tyskernes retrorock virkede mere tørt end betonstøvet i den østlige del af deres hjemland.
Jovist var der karisma i Johanna Sadonis’ røgede vokal, mens hun yndigt stod og slangede sig i sin kappe, og det øvrige band kompetent sørgede for lyden af de spøgende Zeppelin og Sabbath. Men det genfærd skræmmer efterhånden ikke længere blandt den tsunami af bands, der dyrker fortidens proto-metal.
Blot et velment råd: Opsøg de originale søjler i metallens tempel, og drop de her støttepiller.