Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Inde på livet af satans karl

Updated
King Dude - Full Virgo Moon

Et helt særligt øjeblik i King Dudes karriere er indtruffet med et noget nært perfekt album, der vil stå tilbage som et af højdepunkterne i kataloget.

Kunstner
Titel
Full Virgo Moon
Dato
13-03-2020
Genre
Trackliste
1. Intro (A Shadow's Theme)
2. My Rose by the Sea (Satyr Boy)
3. Full Virgo Moon
4. Forty Fives Say Six Six Six
5. The Satanic Temple
6. Forgive My Sins
7. Make Me Blind
8. A Funeral Song For Atheists
9. Something About You
Forfatter
Karakter
4

King Dude-æraen er snart forbi. På sit næstsidste album inviterer T. J. Cowgill indenfor i sit Seattle-hjem til en uhøjtidelig musikalsk seance, der emmer af en intimitet og umiddelbarhed, man sjældent har set fra den gotiske folk-artist – og selvom det sker lige på falderebet, er det en sand velsignelse at være vidne til.

I det øjeblik man sætter ‘Full Virgo Moon’ på, får man følelsen af at sidde i en lille rundkreds ved en pejs i en minimalistisk dekoreret hytte med kranier og matte stearinlys, hvor King Dude er samlingens midtpunkt med sin guitar, dystre charme og forførende stemme. Med sangenes enkle kompositioner, der allerede er fremtrædende på ‘My Rose by the Sea (Satyr Boy)’ og titelnummeret med deres fængende omkvæd, man kan synge med på allerede efter første lyt, får albummet en uformel stemning, hvor både det musikalske og fortællingerne er skåret ind til benet.



Som forventeligt bliver der både flirtet med det okkulte og det seksuelle, men til forskel fra hans tidligere udgivelser – det skulle dog lige være med undtagelse af de spæde år af karrieren – bliver albummet domineret af en nostalgisk men ganske-afklaret-med-situationen-følelse, som får Cowgill til at virke mere moden end nogensinde; eller i hvert fald på størstedelen af albummet.

For den klaver- og cellobaserede ‘Forgive My Sins’ samt afslutteren ‘Something About You’ vidner om en yderst emotionel side af King Dude, man særligt har kendt til gennem hans samarbejde med Chelsea Wolfe. Og den skal man ikke kimse ad. For det er netop i disse øjeblikke, hvor Cowgill står blottet og sårbar, at han står stærkest med sit mumlende og skælvende røst. Mellemstykket på ‘Forgive My Sins’ leder også straks tankerne hen til nogle af Nick Caves dystre og sørgmodige klaverkompositioner, der ligeledes akkompagneres af simple og meningsfulde tekster, hvilket man også kan sammenligne ‘A Funeral Song for Atheists’ med. Og når man trækker tråde til en af vor tids mest interessante kunstnere, der af mange grunde bliver kaldt for mørkets fyrste, har man altså fat i den lange ende.

‘Full Virgo Moon’ indeholder naturligvis også klassiske King Dude-momenter, hvor stemningen er ubesværet og let, og som sagtens kunne være hentet fra midterkataloget. ‘The Satanic Temple’ og ‘Make Me Blind’ er i deres lydbillede som hevet ud af ‘Burning Daylight’ eller ‘Love’ fra henholdsvis 2012 og 2011, hvor dobbelvokalen fylder lige så meget som den lettere skinger akustiske guitar, der har en moderne sydstats-vibe over sig. Det helt store højdepunkt på denne side af pladen er imidlertid ‘Forty Fives Say Six Six Six’, der foruden at være ekstraordinær catchy er én stor hyldest til americana-traditionen med sit filmiske musikalske udtryk og vokalens hæse og dovne karakter.



Til trods for at albummet kan synes at stikke i øst og vest med sine tre forskellige stilarter, samles alle sange om deres uhøjtidelige facon, der – som nævnt tidligere – sagtens kunne være skabt i øjeblikket under en indendørs lejrbålsaften. Og dette skal ikke tolkes som en ulempe, for det er det stik modsatte da det vidner om, at musik skal koncentrere sig om god sangskrivning frem for pynt og lir. Cowgill har selv stået for alle aspekter af pladens tilblivelse, hvilket har resulteret i et gennemført stykke håndværk, der er langt mere personligt end tidligere udgivelser.

Når det kommer til album-coveret er historien dog en hel anden. Præcis hvad, der er gået galt, er stadig undertegnede et under, men mere upersonligt og mindre gennemført kunne det næppe have været – og det er til trods for, at den ellers talentfulde og prestigiøse kunstner Nona Limmen står bag. Det engelske udtryk “don’t judge a book by its cover” har vist sig at være aldeles korrekt, men ikke desto mindre skal man ikke undervurdere den enorme magt, der ligger i et førstehåndsindtryk. Og det er mildest talt uheldigt, når det kommer til ‘Full Virgo Moon’, der med en anden præsentation kunne have været King Dudes absolut største værk.