Svulstighed uden naivitet
Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.
2. The Citadel 03:09
3. A Journey Through Storms 11:25
4. The Serpent's Stone 08:13
5. An Ode To Dragons 02:44
6. Eternal Majesty Manifest 08:18
En illusion
Black metal har altid haft et skær af illusionisme over sig. Det er en genre, der ofte er manisk optaget af at være mere ægte end andre genrer, hvor autenticitet – hvor konstrueret dette begreb ellers er i praksis – vægtes højt, og hvor det først og fremmest handler om at give lytteren indtryk af, at man virkelig mener det, at man bærer uniformen i døgndrift, altid går med fakkel og fortrinsvis opholder sig i forfaldne slotte i afsidesliggende bjergområder, når ikke man er nede på den lokale kirkegård for at skænde grave og lig.
Det handler for mig at se ikke om, hvorvidt man rent faktisk gør alt det, men mere om, hvor overbevisende en illusion man lykkes med at skabe: Får man skabt den rette, ahem, aura om værket og sit image: Tror man på, at denne og hin gruppe langhårede, kutte- og rustningsklædte romantiske outsidere bærer den sorte metal i hjertet, helt uden ironisk distance, men med tilsvarende morbid, storhedsvanvittig seriøsitet grænsende til det naive? Så er det mindre vigtigt, om det passer, bare illusionen er vellavet.
Svulstig naivisme
Det gælder naturligvis også i den svulstige, keyboard-dominerede black metal, som i 90'erne og lidt frem stod for talrige mesterværker i genren, hvor Emperor med pubertær-Nietzscheansk overmenneskeovermod skabte minisymfonier, og grupper som Dimmu Borgir (især det tidlige), Old Man's Child, de næsten komisk bombastiske briter Bal-Sagoth og det østrigske Tolkien-temaband Summoning med svulstige keyboards, mediævalisme, ungdommelig naivitet og stålsat tro på egne evner skabte hovedværker i en subgenre, der stræbte mod det sublime, og ofte balancerede på kanten af det ufrivilligt komiske, men måske netop derfor lykkedes.
Efter at black metal er blevet analyseret til døde (er denne tekst ikke et minieksempel på det samme?) i de sidste 20-25 år, er det værd at gøre opmærksom på den oprindelige naivititet i genren: at den er skabt af hovedsageligt meget unge mænd, der var temmelig arrogante og selv mente at lave stor kunst, at dens hovedværker er fyldt til randen med romantiske idealer, som er kropumulige at leve op til, og at genren krævede total opofrelse til disse idealer, skulle man tro interviewene med musikerne. Internettet var i sin vorden, genren levede overvejende i et isoleret, beskyttet habitat. I dag har mainstreamificeringen af genren (den var der næsten fra begyndelsen) og især internettet med dets nådesløse sarkasme gjort denne oprindelige tilstand (hvis ikke den er en konstruktion eller en eftertanke) stort set umulig.
Alligevel er den lidt naive urtilstand på nogle punkter forblevet et ideal for mig. Jeg har intet imod, at et black metal-band bruger kitschede elementer, at det hele er rigeligt tæt på det ufrivilligt komiske, og at man stræber efter en storhed, der er påfaldende tæt på at klinge hult, så længe jeg får fornemmelsen af, at kunstneren virkelig mener det.
Jeg gætter på, at Stormkeep har det på samme måde, for amerikanernes andet album, 'Tales of Othertime', der udkom i november og siden har taget internettet med ... nå ja, storm, stræber efter det skamløse på samme måde som forbillederne.
Da keyboardet gjaldede i krypten
Coveret er behøvrigt overgearet, som den slags skal være. Og cd-coveret med dets detaljerede Tolkien- og rollespilsinspirerede kort indlagt er en virkelig stærk måde at gøre cd-mediet – der vel må være det "naturlige" medie for genren – relevant og attråværdigt igen (det er også indlagt i lp-versionen, og begge fysiske versioner er p.t. hundedyre, men bliver garantrisser genoptrykt inden længe). Og med bandmedlemmernes navne (fx Lord Dahthar the Abyssic (keyboards) og Tyrannos Apokteino Skiophonos Stormward (guitar) og Count Victor Wolfsblood (trommer)) føler man sig hensat til de glade dage i 90'erne, hvor keyboardet gjaldede i krypten, og rollespilsterningerne blev slidt ned hurtigere end en iPhone.
'Tales of Othertime' er en meget vellykket illusion. Projektet, der udgav debuten i 2020, har styr på deres referencer, på genrens æstetik, på keyboards så svulstige som en Meat Loaf-ballade, fyldt træk fra sword & sorcery-soundtracks, på skamløst fængende riffs og en vokal, der lyder som et tværsnit af vokalisterne fra genrens storhedstid. Det samme gør musikken, der uden at bringe egentligt nyt til torvs får leveret et gnistrende amalgam af alt, hvad der gjorde genren fed i 90'erne.
Det er bare noget, vi leger
Men alligevel kan jeg ikke lade være med at bemærke, hvor godt jeg end kan lide pladen, at det altså er en illusion. Medlemmerne er i begyndelsen af 30'erne og er kendt fra blandt andre bands som wild west-black-bandet Wayfarer og progdødsbandet Blood Incantation, og de er dygtige musikere, hvis kærlighed til genren skinner igennem.
Men 'Tales of Othertime' føles ikke helt autentisk, hvor urimelig den indvending end måtte være. Det er bare noget, vi leger. Vi ruller 20d og har det hyggeligt, men vi går ikke op i det med liv og sjæl på samme måde som dengang. Vi ved godt, det er kitschet, og nyder, når vi finder på et rigtigt overpompøst keyboardstykke eller et over the top pseudonym.
Det er selvfølgelig urimeligt at forlange, at bandet skal leve op til mine forestilling om ungdommeligt storhedsvanvid, især når de så urimeligt dygtige til at lade som om, til at skabe illusionen. Når pladen så ovenikøbet er god, så kan man vel næppe forlange mere?
Stormkeep ved godt, de er kitschede, de ved præcis, hvad de laver, og de har fuld kontrol over deres virkemidler. Og det er det, der er min anke mod 'Tales of Othertime'. Den naivitet, som oprindeligt var en del af genren, kan ikke genskabes. Den bliver til et medvidende glimt i øjet. Men bevidstheden betyder også, at genren ikke forbliver ren på 'Tales of Othertime', men i stedet får et bismag af produkt. Et produkt skabt med stor kærlighed, et produkt, som jeg sætter pris på, men et produkt, der ligesom er for raffineret, for langt fra min idé om naturtilstanden, til at jeg for alvor kan elske det. Fordi man trods alt mærker, at det er en illusion. Det er ikke selvhøjtideligt nok, for bevidst om sine egne virkemidler.