Copenhell '19: Uhadada

_R7A4408 copy
_R7A4427 copy
_R7A4458 copy
_R7A4345 copy
_R7A4273 copy
_R7A4245 copy
_B2A5060 copy

Sortmetallen og undergrundsmusikken er en mangelvare på Copenhell, hvilket USBM-bandet Uada slog fast med en tiltrængt magtdemonstration på festivalens sidste nat.

Kunstner
Dato
22-06-2019
Trackliste
1. The Purging Fire
2. Snakes & Vultures
3. Devoid of Light
4. Cult of a Dying Sun
5. Sphere (Imprisonment)
6. Mirrors
7. Black Autumn, White Spring
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
5

Taake, Batushka og Tsjuder har gjort det før, og på 10-årsjubilæet for Danmarks største metalfestival blev det amerikanernes tur til at vise, hvorfor den ekstreme og okkulte undergrundsmetal er så satans vigtig for metalmiljøet og ikke mindst på festivaler. For uden disse navne er musikprogrammet identitetsløst i den forstand, at den ikke længere har kontakt til det, den engang udsprang af. Vi har brug for kontakt til det mørke, dystre og forbudte.

Og det fik vi så sandelig, lige så snart fyrværkerishowet efter Scorpions på Helviti var færdigt. For selvom man måske ikke kan karakterisere Uada som et af de helt ekstreme black metal-bands, der gør brug af rekvisitter som blod, knogler og ild til at manifestere deres budskab, har de alligevel fat i den lange ende, når man taler om moderne black metal – også selvom de kun har eksisteret i fem år.

Med deres karakteristiske kutter og læderjakker a la polske Mgła indtog kvartetten Pandæmonium med følgeskab af ulvehyl, en massiv røgsky og hvidt modlys, som var de trådt ud af skærsilden. Og så gik en af festivalens absolut bedste koncerter i gang med ‘The Purging Fire’ efterfulgt af ‘Snakes & Vultures’, førstesinglen fra deres seneste album, ‘Cult of a Dying Sun’ fra 2018.

Begge sange blev perfekt eksekveret med deres melodiøse, gentagende og stædige riffs, men det var blot opvarmningen til sættets tredje og fjerde indslag, titelnumrene fra bandets to album, der uden tvivl var koncertens absolutte højdepunkter.

Til ‘Devoid of Light’ stod flere Uada-fans med knytnæver i vejret, mens de skrålede sangens åbningslinjer: “Darkness, cloak us all!” og rockede med til sangens doomede tempo, hvis rytme langsomt, men sikkert blev stadigt mere og mere klassisk black-præget, og som endnu en gang sikrede hårdtslående knytnæver i luften. Den intense stemning og musikalske aggression fortsatte under ‘Cult of a Dying Sun’, hvor forsanger og guitarist Jake Superchi lavede en formidabel vokalpræstation, der sammen med de resterende medlemmers energiske og indebrændte spillestil og væremåde fik koncerten op på kogepunktet.

Som rabiesramte ulve fastlåste i kæder fortsatte de fire skikkelser med deres magtdemonstration i resten af den time, festivalen tillod dem at spille. Uada beviste, at man ikke behøver gammeldags remedier for at kunne være et ægte black metal-band. Næh nej, det hele handler om attitude, dybde og at mene musikken – og det gør Uada fandeme.

Man kan mene, hvad man vil om Uada og deres moderne black metal med tydelige referencer til alt fra NWOBHM til klassisk rock, som tydeligt kunne høres i afslutningsnummeret ‘Black Autumn, White Spring’s sidste stykke, og man kan mene, hvad man vil om Copenhell og festivalens mangel på den mørkere ende af musikskalaen, men en bedre afslutning kunne festivalen næppe have fået. Selvom bandet ikke just har været svære at se en koncert med de sidste par år, var denne booking en af festivalens bedste grundet dens inddragelse af både metallens mest berygtede genre og ikke mindst som en vej til den musikalske fremtid, nyere metalmusikere er i gang med at føre os ind i.