Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

You had me at hello

Updated
125951-1200

Crocell slår kløerne i lytteren fra første sekund, og slipper først det nådesløse tag en god halv time senere. En plade med bidsk musik og Hetfieldsk guitar.

Kunstner
Titel
Of Frost, of Flame, of Flesh
Dato
28-06-2024
Trackliste
1. Search of Solace
2. Chanting Fire
3. Claws of Piety
4. Serpent’s Hunger
5. Vortex
6. Of Frost, of Flame, of Flesh
7. Fierce Desire
8. Epilogue
Karakter
4

Kender du det, når en plade rammer én i løbet af de første to sekunder?
Når man øjeblikkeligt ved, at det her... det bliver godt?
Sådan er det med Crocells nye plade, 'Of Frost, of Flame, of Flesh'. Motörheadsk rytme, der buldrer knivskarpt og sikkert derudaf. Vi har i mange år været begejstret for Crocells solide blanding af døds- og black-metal, og det bliver ikke mindre på deres seneste udgivelse.

For der er knald på fra første sekund. Lytteren mærker, at her er et band, der vil noget. Tempoet er højt, vokalen intens og riffet bundsolidt. Og mens man er i den tunge genre, så går der alligevel kun et par minutter, før tankerne ledes hen på mægtige Metallica. For Crocell har også altid kunnet det melodiske.

Der er nærmest en Hetfieldsk guitar på åbningsnummeret 'Search of Solace' et par minutter inde. Lars Ulrich havde spærret øjnene op, hvis han hørte det på et riff-bånd og havde lavet det til en sang, der varer minimum seks minutter. Så lang tid har Crocell ikke, men det lyder godt. Melodisk og grædende guitar, der går over i en lækker solo. Der er lidt af det samme på 'Fierce Desire'.



Mest er der dog det hidsige. 'Claws of Piety' viser med al tydelighed Crocells styrke i at væve det melodiske ind i et aggressivt udtryk. Der er tung bas i 'Vortex', der er med til at sætte en tyk stre(n)g under den dystre stemning, der gennemsyrer 'Of Frost, of Flame, of Flesh'. Crocell har allieret sig med Tue Madsen, der har både produceret, mixet og lavet master af pladen. Det kan man høre. Der er styr på lyden, og man fornemmer, at Crocell har fundet sin rille.

Selv mener de, at det her kunne blive deres internationale gennembrud. Det håber vi for dem. De fortjener det. Gennem de seneste 16 - 17 år har de lavet mere end én ørehænger, og der er også nogle stykker af dem på '
Of Frost, of Flame, of Flesh', deriblandt titelnummeret og åbningsnummeret 'Search of Solace'. Det er os en gåde, hvorfor Crocell endnu ikke har stået på Copenhell og fået den brede anerkendelse, de burde få.



Deres sjette album (det er altid til debat at diskutere, om den forrige 'Baptized in Bullets / Funeral Bliss' var en hel plade eller to EP'ere. Bandet mener selv det sidste, hvilket vi snakkede med dem om i den forbindelse i dette interview fra 2021), 'Of Frost, of Flame, of Flesh', viser med al tydelighed, at de mestrer det mørke, voldelige og intense, mens de også levner plads til melodi og rytmer, der kan sætte nakkerne i gang hos alle. Det melodiske, eller atmosfæriske om man vil, er også tydeligt på den afsluttende 'Epilogue', der lukker pladen fornemt af.

'Of Frost, of Flame, of Flesh' er en lækker plade, og hvis man i forvejen er fan af Crocell, så bliver det svært at få armene ned. Den er et bevis på, hvorfor det kan betale sig at holde stædigt fast i et band, selvom de ikke har fået den anerkendelse, de fortjener. Nu har Crocell spillet på nærmest samtlige scener i Danmark, og det er på tide, de tager skridtet op til Roskilde og Refshaleøen!

Lyt og bliv enig.