Befriende at afgive kontrol

Crocell er klar med en dobbelt-EP, hvor de har givet to producere frie tøjler, og det er der kommet noget rigtig godt ud af. Læs her om tilblivelsen fortalt af bandet af selv.

Det aarhusianske band Crocell har brugt nedlukningen til at indspille en dobbelt-EP, hvor der er både punk og beskidt black, mens deres udgangspunkt i den melodiske dødsmetal ikke helt har sluppet sine kløer i bandets rygrad.

For cirka et års tid siden satte vi Crocell stævne på hjemmebanen i Aarhus. Vi traf dem i Monorama, hvor de dengang allerede var ved at indspille materialet. Her, et år senere, følger vi op, nu hvor musikken er få dage fra udgivelse.
– Dengang var vi relativt langt. Vi var i studiet første gang, siger trommeslager Andreas Posselt med henvisning til sidste gang, Devilution havde fat i Crocell.

Nu er vi et år længere henne. Verden har stået stille men åbner sig nu stille og roligt igen. Crocell har selv været ude at spille nogle få shows, blandt andet på Metal Magic i Fredericia her i sommers. Tiden er inde til at slippe materialet af hænde og ud i lytternes ører. Spørgsmålet er så bare, hvad det er for noget musik, Crocell har lavet denne gang. For det er ikke en plade. Det er en dobbelt-EP. Hver af dem består af fire numre, så det kunne jo lige så godt have været en hel plade. Materialet begyndte dog tidligt i processen at stikke i to forskellige retninger. Guitaristerne Tommy Christensen og Rasmus 'Hexen' Henriksen skrev det meste af materialet, og de gik lidt i hver sin retning. Så valget blev, at det skulle være en dobbelt-EP, hvor hver stilart fik hver sin producer og hvert sit udtryk.

Rasmus Henriksen kommenterer:
– Jeg har nok lavet størstedelen af den, der hedder 'Baptized In Bullets', og Tommy Christensen har lavet en hel del af 'Funeral Bliss', hvor Andreas også har haft en god del at gøre. Der er klart en overvægt musikskrivningsmæssigt af Tommy og undertegnede, men alle medlemmer har været inde over i processen.

Så det er ikke to lejre i bandet, der har lavet hver sin EP. Det er et samlet band, der har eksperimenteret med forskellige stilarter. Bassist Onkel K. Jensen supplerer:
– Det var mere et bud på to forskellige retninger, vi kunne gå i.

Trommeslager Andreas Posselt bidrager også med sin forklaring på, hvordan det blev til det:
– Vi plejer at være et konsensusband, der skriver mange ting sammen og finpolerer det og lander det i en Crocell-lyd, på godt og ondt. Den her gang har vi skrevet nogle riffs og numre og forfulgt dem, og i stedet for at få dem til at bøje sig ind mod hinanden, har vi gjort det modsatte og rendyrket det, der lå i det enkelte riff. Det er nok derfor, vi siger det med, at den ene har skrevet den ene, og den anden har lavet den anden, for så har vi fulgt ideerne i det. Så selvom vi alle er med til at færdiggøre det, så er det ikke så meget vores egne holdninger og Crocells holdning, men været på musikkens og riffets præmisser hele vejen igennem.

For at lade musikken og ikke musikerne styre, valgte Crocell også at give deres producere frie tøjler i indspilningsprocessen. 'Baptized In Bullets' blev indspillet med Quentin Nicollet i Black Sun Audio studios, mens 'Funeral Bliss' blev til sammen med Jacob Bredahl i dennes Dead Rat Studio. Begge er de kendte herrer i metalmiljøet. Nicollet har senest produceret Horned Almightys 'To Fathom the Master's Grand Design' og har derudover drejet på knapper for blandt andre Woebegone Obscured, mens han selv er aktiv i bandet Gespenst. Jacob Bredahl behøver næppe heller den helt store introduktion. Først var han forsanger i Hatesphere og senere The Kandidate. Lige nu er han guitarist i Smertegrænsens Toldere, og han har i mange år haft travlt med at producere et hav af plader i sit studie. Så Crocell har allieret sig med erfarne herrer og sågar valgt at lade dem gøre (næsten) lige, hvad det passer dem.

Rasmus Henriksen siger:
– Jacob har gjort det, han er god til. Han søger en levende indspilningsstil. Der skal ikke laves 100 indspilninger. Så har han bare en massiv lyd, der kan have lidt vægt mod det tunge en og god, stor bund. Med Quentin har vi selvfølgelig ikke kun hørt den med Horned Almighty, men lydteknisk søger han mere et lydbillede der er centreret i midten med trommer og guitar. Der er lidt mere skrig i øregangene, og som gør ondt på den fede måde. Knap så bombastisk. En lidt mere rå tilgang.

Og det er råt. Crocells to EP'er er sorte, dystre og beskidte. Sågar punkede. Producerne havde en ganske vigtig rolle i tilblivelsen, og trommeslager Andreas Posselt fortæller lidt om, hvordan det var at afgive kontrol:
– Vi gav de to producere frie tøjler med deres bud på det hele. Derudover besluttede vi os for at dele os i to lejre, så vi ikke mudrede det hele sammen. Så vi hørte ikke hinandens vinkel, så da jeg hørte 'Baptized In Bullets' var den næsten færdig. Det var spændende og sjovt at være med til. Det var selvfølgelig velkendt, men vi fik virkelig andres bud på ens egen musik og nogle af dem var mine bandkammerater.

Jacob Bredahl og Quentin Nicollet er også to forskellige herrer, så selvom musikken i sin grundform stadig er umiskendelig Crocell, så er der forskelle i de to EP'er. Forsanger Asbjørn Steffensen uddyber:
– Da vi havde besluttet os for at bruge to forskellige producere til at mixe de to sider, der arbejdede vi hen imod at lade henholdsvis Jacob og Quentin komme med hver deres bud og se, hvor meget vi selv skulle eller ville pille ved. Det er jo ingen hemmelighed, vi selv vil lave dette og hint, men samtidig var de også rigtig gode. Da vi fik de første mix, lød det rigtig godt. Fra begge to. At give dem frie hænder i stedet for at komme med eksempler på andre bands, som vi ville lyde som, så kom de bare med deres bud. Det var en lærerig oplevelse. At blive afspillet på en anden måde. Det var nærmest befriende ikke at skulle snakke frekvenser og alt mulig teknisk hejs. Vi fandt to virkelig kompetente herrer, og det var høj standard fra første mix. Det var småting, vi snakkede om. Det var fedt at uddelegere ansvar. Få det bedste ud af Jacob og Quentin ved at lade dem arbejde på deres måde. Det synes jeg, vi har fået.

Det rå black metal var dog ikke udgangspunktet, da de startede i 2008 med debutpladen 'The God We Drowned' og de efterfølgende plader, der senest kastede den femte 'Relics' af sig tilbage i 2018. Det var melodisk dødsmetal i starten og har for hver plade rykket sig tættere og tættere på black metal. Vi er ikke der, hvor vi kan kalde Crocell rendyrket black metal, men de har bestemt inkorporeret noget af den stilart i musikken, og det er helt tydeligt her på 'Funeral Bliss' og 'Baptized In Blood'. Så det naturlige ville jo være at finde ud af, hvordan den udvikling er startet, samt hvem og hvad, der har sat det i gang. Bassist Onkel K. Jensen, der har været med siden debutpladen, konstaterer tørt og med et drillende smil på læben:
– Vi er jo nok lidt blev kuppet af black metal typer, stille og roligt. Vores trommeslager har jo altid været det, både i og udenfor skabet. Forsanger Asbjørn Steffensen er det meget og skælder også ud, når han ikke får lov at være det. Rasmus Henriksen har også et godt black metal-hjerte, og jeg hører selv alt muligt. Dem, der godt kunne lide thrash, er ude af bandet for længe siden, og så er vi hjulpet på vej i den proces.



Turné og at gøre tingene selv
At give producerne frie tøjler er én ting. Noget andet er så at promovere pladen efterfølgende, såvel i medier som på landevejen og scenerne rudt om i verden. For efter en udgivelse plejer der at følge en turné. Men pandemien har gjort den slags noget vanskeligere end tidligere, så der er lidt sten på vejen, der skal flyttes, og Crocell vil selv. Bassist Onkel Jensen siger:
– Vi har haft stor fokus på selve pladen, og det er en eksperimentel udgivelse. Så vi har ikke en skræddersyet plan for, hvad der skal ske for bandet efterfølgende. Vi har dog en ambition om at prøve at spille de her to EP'er til en koncert. Musikken udgiver vi selv. Der er ikke noget pladeselskab. Vi har aldrig prøvet det før, og vi har haft blandede oplevelser med pladeselskaber, så der har været mere bøvl med at kommunikere med dem for at finde ud af, hvad de lavede, og hvad de ikke lavede af det, de lovede os. Så nu tænkte vi, at vi gør det selv.

Trommeslager Andreas Posselt kimer i:
– Vi lavede en aftale med Toxic Booking Agency cirka den dag, hvor det hele lukkede ned sidste forår. Det var svære betingelser, og vi havde faktisk en del jobs linet op i maj sidste år, men de blev ikke til noget, og så har det været svært at gennemskue, hvornår det kunne betale sig at booke igen.  Spillestederne har også været forvirrede, stået med en masse udskudte koncerter, så vi har fokuseret på musikken som det absolutte udgangspunkt. Få lavet det så godt som muligt. Men det er godt nok rart, at man kan komme ud at spille igen. Det vil vi rigtig gerne.

Derudover læner bandet sig op af det netværk, de har oparbejdet gennem mange år. Det er erfarne kræfter, der er i Crocell, så de har også selv masser af kontakter i miljøet, som de kan arbejde med på egen hånd. Bandet er ikke stavnsbundet til bookingbureauet og kan også selv lave aftaler. Noget Crocell allerede er i gang med og har drømme om her på bagkant af den globale pandemi. Onkel Jensen siger:
– Det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil mere til Tyskland. Der er dog også nogle logistiske begrænsninger, og vi har ikke økonomisk pondus til at tage på flere ugers lang turné. Vi vil gerne mere sydpå, og det skal vi have fundet ud af, hvordan vi gør. Vi har jo spillet lidt i det nordlige Tyskland, og det har vi selv stået for. Folk der har sovet på vores sofaer og omvendt, folk man møder alle mulige steder. Godt gammeldags netværk. 

Det hårde arbejde gennem miljøet er ikke noget, der kommer af sig selv. At have kontakter i ind- og udland kræver mange timer på landevejen og spillestederne, hvor man møder de andre mennesker. Både bands, arrangører, scenefolk, lyd- og lysmænd. Som Rasmus Henriksen fortæller:
– Der findes mange eksempler på bands, der har taget den hårde og lange vej. Opbygget netværk gennem flere år for så til sidst at have så mange kontakter, der sker noget. Der er også den anden side: Bands, der ligger 100.000 kroner for at være opvarmning på en turné. De tilbud har vi også fået gennem tiden, men dem har vi sagt pænt nej tak til. Det er også at malke opvarmingsbands for penge, hvor man finansierer de store bands turné og har måske 15-30 minutter at spille i om eftermiddagen. Det er ikke nødvendigvis en kritik af konceptet, men vi er blevet for gamle til at gå på arbejde og betale for det.

– En del af det her projekt har været at komme ud af komfortzonen, og en måde at gøre det på er ved at involvere andre mennesker i noget, der ligger dig ret dybt på hjerte. Enhver, der har set 'Some Kind Of Monster' eller sådan noget, ved jo, at det er normalt, at andre har meget medbestemmelse. Men det har vi aldrig gjort. Vi har altid bestemt selv og fået en producer til at gøre, hvad vi ville have vedkommende til. Så bliver det et kompromis, og her har vi jo så valgt at gøre det anderledes denne gang for at vende tilbage til det med at lade andre have kontrol. Så her har vi jo faktisk valgt at give slip fra det, vi har været vant til og simpelthen inkorporere de her to forskellige typer. For at vores musik og kunst kan komme så godt til udtryk som overhovedet muligt.

Inden Crocell når til rent faktisk at komme på turné, er der dog lige et par shows i forbindelse med udgivelsen af den dobbelt-EP. Både i Aarhus og København. Forsanger Asbjørn Steffensen forklarer detaljerne:
– Den ene koncert er på High Voltage kombineret med pladereception i Mephisto dagen efter, hvor vi er til stede i butikken. Derudover en regulær release-koncert, hvor vi har pladen med. Det foregår på Mono i Åbyhøj i Aarhus, hvor vi spiller med Killing og Polars Collide.