Gamle hunde, nye tricks

Fra studiet fortæller Crocell om det deprimerende ved siddekoncerter, om blygrå fremtidsudsigter og om at sparke sig selv ud af den musikalske tryghed og gøre det hele lidt vildere.

En sløv søndag middag, hvor det eneste ophidsende indtil nu har været det ustadige vejr, der allerede har nået at skifte flere gange mellem piskende regn og højt solskin i de små 15 minutter, det har taget mig at gå til dagens bestemmelsessted i Åbyhøj. En stille og rolig Aarhus-forstad, som er ganske velkendt i metalkredse grundet placeringen af et par flittigt brugte lydstudier samt det store øvelokalekompleks Monorama, der gennem årene har ageret base for mangen et fremadstormende dansk metalband. Således også de rutinerede dødsmetallere fra Crocell, som mødet skal stå med i dag.

Humøret er tættere på solskin end pisregn hos den århusianske dødsblack-kvintet, der tager imod i Monos diminutive studie bagerst i det gamle brandværnsmuseums bygning. Bandet har med fem plader på tolv år, alle med et højt bundniveau, samt et ry som et ret habilt liveband efterhånden spillet sig godt op i dansk metals hierarki. Og Crocell har frem for alt cementeret sig som et solidt orkester, hvor man ved, hvad man får. Indtil nu, muligvis. For med Coronavirussens indtog har et ellers fint pakket, men nu aflyst, koncertprogram i 2020 sendt bandet i lediggang og fremskyndet gamle planer om et projekt, der både skal udfordre lytterne og i særdeleshed bandet selv.

Projektet, som er godt undervejs denne søndag i Mono, består af en dobbelt-ep, hvor kompositionstjansen overvejende opdeles mellem bandets to guitarister, Tommy Christensen og Rasmus 'Hexen' Henriksen. Christensens input bliver bøllerocket black metal, hvor producertjansen varetages af Jacob Bredahl, kendt fra bands som Hatesphere og Smertegrænsens Toldere samt som producer for høj og lav i det danske metalmiljø. Henriksens halvdel af projektet bliver som modpol en mere voldsom, sortmetallisk udladning og produceres af Quentin Nicollet, der foruden involvering i bands som Horned Almighty og hedengangne Woebegone Obscured gør sig som labelboss hos lokale Strange Aeons Records, der bl.a. har stået bag udgivelser med Nyredolk og Gabestok. Et projekt, hvor modsætninger mødes, og alle involverede skal rykkes ud af deres trygge omgivelser.

”Det er en deprimerende oplevelse”
Inden vi når så langt, virker det oplagt at spørge til, hvordan Corona-krisens indtog i koncertkulturen har ramt Crocell. Et spørgsmål, der hurtigt får de svedne grin, som bliver leveret hen over middagskaffe og håndmadder, til at forstumme.

– Vi er ikke et levebrødsband, og vi trækker ikke penge ud af bandet, så på den måde er vi ikke ramt. Men frem for alt fik vi aflyst en håndfuld relativt velbetalte jobs (bl.a. på årets Metal Magic Festival, red.), som vi havde dedikeret til at finansiere det her projekt med, fortæller bassist Uffe Jensen, i metalmiljøet bedre kendt som Onkel Kusse.

– Og det rammer naturligvis også entusiasmen i bandet ret hårdt, fortsætter han. Vores hovedprioritet har altid været at komme ud at spille live; det er det, vi synes er sjovest, og alt andet, der foregår i bandet, understøtter det. Resten af et tydeligt frustreret band nikker istemmende fra deres pladser rundt om bordet.

Siden Koncertdanmark lukkede ned i marts, er forsøg med livestreamede koncerter, siddekoncerter og deslige nærmest blevet dagligdag, og det virker nærliggende at forhøre sig om, hvordan et så dedikeret liveband som Crocell forholder sig til det.

– Det har vi ærligt talt ikke lyst til, hvis vi kan blive fri, for det er noget værre lort, lyder det bramfrit fra bassisten. Jeg var til en koncert for nylig, hvor man sad som til en skoleforestilling på rad og række, og det var en virkelig deprimerende oplevelse. Du må kun gå i baren alene, du må ikke snakke med nogen, du må ikke stå i hjørnet og charme på damerne; du må ikke en skid. Du kan sidde nede foran som en lille skoledreng og kede dig. Det fjerner al intensitet.

– Vi lever af interaktionen med publikum og af, at der er noget ballade nede foran.

– Der skal være noget på spil, noget energi ..., byder frontmand Asbjørn Steffensen ind.

– Præcis. Man har jo prøvet nogle gange, at der står ti mand nede foran, der ikke gider en skid. Den slags bliver hurtigt deprimerende.

Hexen byder ind.

– Jeg så Chronicle spille i Byhaven; de er nogle young guns, og de har fuld fart på på scenen. De kan på en eller anden måde bære det, fordi de er unge og fulde af energi. Der havner vi et sted midt imellem. Vi skal have interaktionen med publikum, for at det bliver godt. Det andet fungerer ikke for os.

Crocell fortæller selv, at de har takket nej til adskillige siddekoncerter og livestreams, men bandet optræder ikke desto mindre stadig for netop siddende gæster på Tapperiet i Køge 26.september, hvorimod det lokale koncertprojekt 'Kill the Virus' indtil videre er udskudt til november, og den endelige skæbne for den to dage lange og ti band store Aarhus-festival stadig er uvis.

Det virker dog oplagt at forhøre sig, om Crocell vil være lige så afvisende, hvis situationen på spillestederne forbliver uændret.

– Det kan jo blive en nødvendig løsning på længere sigt at spille siddekoncerter. Vi kan jo ikke bare sidde og kigge ud i luften.

– Vi har ét job, og jeg vil tro, at vi kan leve med siddekoncerter i en overgangsperiode, byder forsanger Steffensen ind. Men helt ærligt: Jeg tror ikke, vi gider spille metal, hvis det er sådan her om et år, og der ikke er udsigt til forandring.

Den efterfølgende stilhed rundt om bordet runger over de let bøjede musikere, der alle har frustrationen malet i ansigtet. Selv om Crocell ikke går fra hus og hjem uden koncertaktivitet, er der ingen tvivl om, at bandet er dybt berørt.

Langt ud af komfortzonen
Inden dommedagsstemningen fuldstændig får overtaget, er der heldigvis det nye projekt i støbeskeen. Trommeslager Andreas Posselt har forladt selskabet for at begynde at varme lemmerne op til indspilning med producer Nicollet, og smilene hos de voksne dødsmetallere bliver heldigvis brede igen, når snakken falder på det nye og spændende.

– Vi har skrevet på det længe, men har haft svært ved at finde en struktur og en endelig form, de her sange kunne passe ind i. Vi vidste, at vi efter fem fuldlængder havde lyst til en mindre udgivelse, hvor det kunne være skægt at lade tingene stikke af i en eller anden retning, fortæller Onkel Kusse. Det positive ved Corona-krisen er, at processen med det her projekt pludselig blev speedet op, fordi vi egentlig manglede noget at give os til i band-regi. Også selv om det har ramt projektet økonomisk, at vi fik en række koncerter aflyst.

– Vi havde arbejdet på noget materiale, der blev mere og mere blacket på alle tænkelige måder, og pludselig stod vi med mere materiale, end vi kunne få til at passe på en ep. Det stak også ud i for mange retninger, til at det ville passe på et sammenhængende album, så i stedet valgte vi det her koncept, hvor vi dyrker dualiteten og modsætningerne i de to forskellige lydbilleder.

Tommy Christensen indskyder:

– Vi kunne se, hvor det bar henad, og så bestemte vi os for at tage den fuldt ud med to producere med vidt forskellig lyd. Selv om det selvfølgelig stadig vil være en tydelig lyd af Crocell.

– Crocell med mere vidde på, fortsætter hans medguitarist. Vi giver os selv som helhed mere rum til at gøre nogle forskellige ting, uden at vi som band er tvunget til at sætte os ned og lave en snorlige slagplan for, hvordan det her skal lyde og føle.

– Det kommer absolut til at blive mere tydeligt, at nu har Tommy eller Hexen skrevet et nummer, hvor det tidligere har været lidt på kryds og tværs. Vi kommer til at rendyrke flere af de oprindelige, mere vilde ideer denne gang, hvor det før i tiden har været nødvendigt at gøre tingene mere ensrettede og harmoniske.

Mere magt til produceren
Valget af de to producere er bemærkelsesværdigt og lægger op til et møde mellem to verdener med adskillige dimensioner imellem sig. Jacob Bredahl er en institution i dansk metal, og mens han i producer-regi nyligt har siddet bag pulten for dødsmetalbands som Livløs og Wayward Dawn, er hans aktivitet i bands som Last Mile, Smertegrænsens Toldere, Barcode og Riverhead et billede på en producer, der kender og elsker sin punk. Nicollet til gengæld synes at være et langt mere sortmetallisk sikkert valg, om end en lidt mere ukendt producer for det brede metalpublikum.

– Fremfor alt har det handlet om at finde to producere, der selv var musikere. Vi ville have to mennesker, som ved noget om genrerne, og som har en ide om, hvad denne her stilart kan, fortæller Tommy Christensen.

– I Quentins tilfælde har det for os handlet meget om Horned Almighty-pladen ('To Fathom the Master's Grand Design', red.), som lyder som en milliard, og som har et lydbillede, vi virkelig kan høre vores egen musik i, fortsætter Hexen.

Den tilbagevendte trommeslager Andreas Posselt, der lige trækker vejret, inden indspilningerne genoptages, tilføjer:

– Det er et spørgsmål om at få to producere, som virkelig kan rendyrke de særpræg, som numrene har. Det er oplagt at lade Bredahl producere den mere punkede ep, og Quentin kan sin voldsomme black metal. Og så vil jeg tro, at vi mere end nogensinde før vil lade det være op til de to herrer at fortælle os, hvordan musikken skal lyde.

– Vi har valgt, at lade dem udfordre os på Crocells lyd og på, hvordan vi plejer at lyde, runder Onkel Kusse af.

Mens bandet så småt genoptager indspilningerne, takker vi behørigt af.

Med frygten for, hvor mange ofre Corona-krisen kommer til at koste i vores miljø, siddende i baghovedet. Men samtidig med en overstrålende glæde over et etableret band, der stadig tør satse. Tør tænke nyt og tør udfordre sig selv og sine lyttere.

Crocell spiller 26.september på Tapperiet i Køge og til 'Kill the Virus' den 27.-28.november på Voxhall i Aarhus.

Det indtil videre unavngivne projekt forventes at se dagens lys primo 2021.