Andet ep-udspil fra jyske rock-mudderhajer
Populær
Om de er ti til tyve år for sent på den, eller de varsler et tidligt gensyn med en genre: Mud Shark spiller rock... og de gør det godt!
02. Strange Desire
03. Face Of Sin
04. One The Blink
05. Lend Me Your Ears
‘Mud Shark’ er et nyere dansk band fra midtjylland. De er hverken særligt tunge eller typisk Devilution-materiale.. Nej, de spiller stærkt riff-baseret rock med et kig tilbage til slut-90’erne og start-00’erne på en laid back og umiskendeligt jysk manér.
Bandet er tydeligvis svært inspireret af amerikanske Queens of The Stone Age eller i hvert fald af musikken omkring den scene, de havde deres udspring i i slutningen af 90’erne; specielt korstykkerne på ‘Lend Me Your Ears’ lyder næsten, som var de arrangeret af selveste Josh Homme, og den uendelige gentagelse af sangenes hovedriff er amerikanernes tilgang til rocken op ad dage. Men der stopper de umiddelbare lighedstræk så også, for ‘Mud Shark’ har twistet tilgangen og skabt deres eget udtryk, der føles mindre tungt og mere garage-rocket.
Ved første gennemlytning af ‘Lend Me Your Ears’ må jeg indrømme, at jeg fandt indspilningerne en smule flade; guitaren sprang mig ikke rigtig i ørerne, jeg syntes, at vokalen var for monoton og lå for langt fremme i mixet, og jeg måtte lægge ep'en fra mig lidt. Men efter et par gennemlytninger er den faktisk vokset på mig, og der er nogle helt klare genistreger her og der; musikken er ep’en igennem velovervejet og med selvtilliden i orden, og der leveres flere musikalske krumspring med en lethed og en klar tongue-in-cheek-tilgang, der gør musikken vedblivende interessant.
Der er et køligt overskud i forsanger Christian Christensens dybe vokal, der det meste af tiden er nærmest monotont – og lettere sleskt – brummende, men også flabet og endda skabet råbende, når musikken byder op til det. Uden at være den helt store sanger gør han god brug af de ting, han kan, med en selvsikkerhed, der er svær at skyde ned, og som holder lytterens interesse med fine vokalmelodier.
Når man sætter så stor lid til sine få, selvgentagende guitarriffs, som Mud Shark gør, må man nødvendigvis hive noget frem fra gemmerne, der giver numrene lidt kulør og diversitet – og det selvom netop gentagelsen af samme riff om og om igen, når det virker bedst, virker hypnotiserende og flow-inducerende. Dette sker blandt andet i form af sangenes progression, der overvejende for alle ep’ens numre bygger op mod en eller anden form for klimaks; et simpelt trick, men det virker som regel, og således også i dette tilfælde. Herudover formår bandet også at spice det hele op med uventede breaks og pludselige temposkift, der specielt hjælper ‘On The Blink’ godt på vej. På dette nummer er det dog også første gang, undertegnede begynder at småkede sig over den evindelige gentagelse af hovedriffet, men ikke længe efter, at tanken har ramt, er den glemt igen på grund af et skift i musikken og brug af instrumental og vokal dynamik.
‘Lend Me Your Ears’ har desuden både en light-udgave af noget stoner-fuzz med tamburin i form af ‘Face of Sin’, akustisk guitar på det korte titelnummer, og solostykker, der er flotte uden at være prangende eller blær – et generelt træk ved bandet – for eksempel hele slutningen af ‘Strange Desire’. Mud Shark viser altså, sammen med et fint kendskab en kreativ tilgang til genren og et imponerende musikalsk overskud. Spørgsmålet er så bare, om de er ti til tyve år for sent på den?