Stadig krudt tilbage i kanonen efter alle disse år
Deep Purple har netop udgivet bandets 23. album. Det er faldet forbløffende heldigt ud
2. A Bit on the Side (4:11)
3. Sharp Shooter (3:45)
4. Portable Door (3:49)
5. Old-Fangled Thing (4:09)
6. If I Were You (4:43)
7. Pictures of You (3:52)
8. I'm Saying Nothin' (3:29)
9. Lazy Sod (3:41)
10. Now You're Talkin' (4:06)
11. No Money to Burn (3:22)
12. I'll Catch You (3:21)
13. Bleeding Obvious (5:51)
Det er 56 år siden, at Deep Purple udgav bandets første album. Ganske vist er det kun trommeslager Ian Paice fra den oprindelige besætning, der stadig er at finde i bandet, men bassist Roger Glover og sanger Ian Gillan var dog også kommet med i bandet i begyndelsen af 70’erne, hvor bandet havde sin storhedstid. Derudover har keyboardspiller Don Airey har været med i bandet siden 2002. Alle de fire herrer har passeret 75 år og kan derfor roligt læne sig tilbage for at nyde et velfortjent otium – men det synes så ikke umiddelbart forestående.
Siden sidst er der kommet en noget yngre knægt med i bandet. Simon McBride på sølle 45 år afløste for et par år siden guitaristen Steve Morse, som trådte ud af Deep Purple for at pleje sin syge hustru. Deep Purple har været ret produktiv i det seneste årti, hvor der er kommet nyt album i 2013, 2017, 2020 og et coveralbum i 2021 – kvaliteten har dog været temmelig skrantende.
Men nu er det utrolige sket, at bandet med ’= 1’ faktisk har formået at banke et overraskende fornuftigt album sammen.
Allerede på albumåbneren spores der fornyet energi på sangen ’Show Me’, men det bliver endnu bedre med de næste sange. ’A Bit on the Side’ minder om noget, der kunne have optrådt på Deep Purples 80’er albums, og ’Sharp Shooter’ er en slæbende tung blues/hard-rocker. ’Portable Door’ er endnu en fornuftig hard rocker med fine soli fra McBride på guitar og Airey på orgel.
’Old-Fangled Thing’ er endnu en rocker, der cruiser afsted. Herefter faldet tempoet noget med 'If I Were You’, en langsom blues-sag, som minder svagt om stilen fra Gary Moores blues-periode. Men derefter er det så retur til en midtempo-hard rocker med ’Pictures of You’.
Sangen ’Lazy Sod’ oser af Deep Purple med tilbageskuen mod stilen fra 70’erne. Det mangler muligvis fortidens aggressivitet, men det er umiskendeligt Deep Purple med endnu en gang nogle flotte soli fra McBride og Airey.
I alt er der 13 sange på albummet, og det giver så næsten sig selv, at det ikke er lange symfonier, der diskes op med. Det er tre-fire minutters numre, bortset fra albummets sidste sang ’Bleeding Obvious’, der lander på 5 minutter og 50 sekunder. En god afslutter, der er lidt mere progressiv og moderne end de fleste andre sange på albummet.
Simon McBride
McBride har nogle store sko at skulle udfylde i et band som Deep Purple, med forgængere som Ritchie Blackmore, Tommy Bolin og Steve Morse. Men han løfter opgaven rigtig godt. Det skyldes især, at han ikke forsøger at lyde som de tidligere guitarister. Han har en mere metallisk baggrund end forgængerne – og måske er det netop det, der har sparket nyt liv de gamle gubber i bandet?
Kan Ian Gillan stadig synge?
Der er ingen tvivl om, at Ian Gillan ikke længere har den stemmepragt, som han besad for 30, 40 og 50 år siden. Men han har fundet sig en stil, som faktisk fungerer. Enkelte steder føles det dog som om, at han presser sig selv helt ud til kanten. Eksempelvis vil jeg forestille mig, at han vil kunne få svært ved at levere sangen ’Old-Fangled Thing’ live.
Man skal altid passe på med at afgive en dom. Men de seneste mange Deep Purple-albums er for denne anmelder ikke rigtig blevet genbesøgt efter de første 10 gennemlytninger. Det kunne meget vel blive anderledes med ’= 1’
Den umiddelbare vurdering er, at det er det bedste Deep Purple album i mere end 30 år.