Copenhell 25: Fest og smadret vokal
Der var gået monsterstemme i vokalen hos John Cooper, men han kæmpede alligevel heroisk og var stadig en vigtig faktor i den fine fest.
Feel Invincible
Rise
Awake and Alive
Legendary
Ash in the Wind
Whispers in the Dark
Hero
Not Gonna Die
Psycho in My Head
Comatose
Monster
The Resistance
Et Copenhell med flirten med alt blasfemisk og djævelsk havde ikke skræmt amerikanske og kristne Skillet fra at dukke op. Nuvel, Megadeth, eller rettere Dave Mustaine med nyfunden kristen vækkelse, har trods alt også spillet her, selvom han få år før sin første koncert på Copenhell havde krævet Dissection og Rotting Christ fjernet fra plakaten på en israelsk festival, der dog blev aflyst af andre årsager alligevel.
Skillet har gæstet Danmark over ti gange før, men det var altså første gang på Copenhell. Der var godt pakket foran Hades. Af årsager, der både havde med bandet at gøre, når man skulle opleve publikumsfesten, men måske også havde lidt at gøre med, at Hades-scenen i sig selv og den gamle B&W-hal med den ikoniske ulv malet på bød på skygge, hvis man stod forrest. For det var i den grad en varm dag i helvede denne lørdag, festivalens sidste dag.
Hæs som en festivalgænger på fjerdedagen
Det var bandets sidste show på touren, og de lod til at give den alt de havde tilbage, og formåede da også at levere en fin fest. At det var sidste show på touren bar stemmen hos John Cooper i front på vokal og sang særligt præg af. Stemmen var hæs og rusten, men han kæmpede en brav kamp og skal have pluspoint for stadig at kunne dirigere en fest, lige fra ‘Showtime’ til start og hittet i ‘Monster’ mod slutningen. Meget lykkedes alligevel på vokalen for ham, mens meget andet ikke gjorde det.
Heldigvis fejlede vokalerne så ikke noget hos trommeslager Jen Ledger og guitarist Korey Cooper, der i øvrigt er gift med frontmanden. Og de kunne så både bakke ham op på kor, ligesom de havde solopassager.
Lejlighedsvist fik vi cello, første gang som dødscello med en maskeret person, der dog smed masken ved de senere besøg, blandt andet som supplement til piano-introen på ‘Ash in the Wind’, hvor John Cooper virkelig begyndte at kæmpe med sin stemme. Vi fik også show i form af røgkanon på jetpack af frontmanden, mens andre medlemmer blev løftet næsten op til taget på små podier.
Hitsene bar det meste
Det var solid, moderne amerikansk rock som noget, der passer rigtig godt ind i radiostationen myRocks-profil. Ikke for udfordrende og farligt, men spiseligt og vel rykkende for mange. Det professionelle band gjorde sit med gimmicks og en aktiv, levende scenepræstation, for at skjule at rocken lidt for ofte uden de største hits som ‘Feel Invincible’, ‘Hero’ og ‘Monster’ falder generisk ud. Faktisk burde ‘Hero’ måske være kommet tidligere i sættet, for den energi, det bragte frem i publikum, gavnede de efterfølgende sange. Det var en slags festindpisker, og heller ikke dumt, at trommeslager Jen Ledger skippede trommesættet og kom helt i front på vokalen (og overlod trommerne til cellisten), for så var der dobbelt op på folk helt yderst på scenekanten.
‘Monster’ blev som ventet det helt store, og efterlod en frontmand, der nu ikke havde meget mere tilbage på vokalen til afslutteren i ‘The Resistance’. Det var næsten som om, han bevidst knækkede stemmen lidt mere i et jubelråb, for lige at fortælle, at den der raspende lyd altså ikke var med vilje eller skyldtes en teknisk knitren i en ødelagt mikrofon, han var bare ikke helt frisk på stemmen. Det lød sig høre, men cadeau for indsatsen og kampen til det sidste.