Copenhell 24: Med groovet som drivkraft
Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.
Nobody Wants to Die
Tied Up
Too Bad
Feral Roots
Open My Eyes
Pressure and Time
Shooting Stars
Mosaic
Do Your Worst
Electric Man
Keep On Swinging
---------------
(længere jam)
Nogen undrer sig sikkert over, at Rival Sons har fået hovedscenen, mens Kerry King forvises til den næststørste scene efterfølgende. Hvadend man måtte tænke om Kerry Kings placering, så er det dog svært at forestille sig Rival Sons på en mindre scene med den energi, de fængslede Helviti-publikummet med i dag. Det kan godt være, de ikke er så skide helved’ske, men nu favner Copenhell trods alt også meget andet end det.
Uriah Heep, der stoppede halvanden time forinden på samme scene, kom da også med masser af varme og spilleglæde, som sendt fra 70erne - og Rival Sons er umiskendeligt ikke så lidt lune på rockånden fra den tid.
Tag fx banger-energien i ‘Nobody Wants to Die’, der tidligt får smilene frem i pitten med et lækkert drive og energien, der stråler ud af Jay Buchanan i front. I dag i classy, bordeaux jakkesæt, som han strutter rundt på scenen i sine bare fødder med lækre sydstats-croons, uden dog selv at stjæle opmærksomheden i den der klassiske frontmands-rolle. På sin vis er det ikke meget ulig den oplevelse, det var at se Clutch på samme scene sidste år - de der tunge, svedige rock-feels - men her er det dog med en sanger, der mestrer lidt mere end det rustne og rå, og derudover også giver mere plads til, at samspillet får taletid, når stemningen er til det. Eller, som i ‘Too Bad’, hvor han battler 1:1 med Scott Holiday i det høje solo-register, som et hard rockens svar på Panteras ‘Cemetary Gates’.
I perioder bliver det måske lidt amerikaner-slick, men groovet er det, der sælger varen, og begejstringen kan mærkes. Som fx da de sent i sættet tilsyneladende bevæger sig ud i noget hovedløs noodling - men Holiday pludselig ud af det blå slår over i det groovy riff, der introducerer den lækkert forførende ‘Electric Man’, så vi alle er på med et fingerknips.
På plade er Rival Sons noget bredere end det Rival Sons, vi oplever i dag. De har tydeligvis tilpasset sig lidt til Copenhell og skruet op for tungrock-faktoren, og det gør sådan set ikke spor, fordi de er så overbevisende og tydeligvis forstår at fange deres publikum. Også selvom de måske så ud til at være lidt på udebane - men det var de bestemt ikke.
I øvrigt, Buchanan - hvor har du købt det der jakkesæt?