Solidt!
Glenn Hughes har udgivet sit måske sidste hard rock-soloalbum. Det vil være lidt ærgerligt, hvis det er det sidste – men i givet fald et værdigt farvel.
2. My Alibi
3. Chosen
4. Heal
5. In The Golden
6. The Lost Parade
7. Hot Damn Thing
8. Black Cat Moan
9. Come And Go
10. Into The Fade
The Voice of Rock! Hvor tit er Glenn Hughes dog ikke blevet kaldt det? Og med god grund. Men vel med en mærkelig baggrund, hvor han som ganske ung for mere end 50 år siden blev hentet ind som erstatning for Roger Glover på bas – men ikke som forsanger - i Deep Purple. Men han var allerede dengang vokalist efter sin begyndelse i bandet Trapeze omkring 1970, og i Deep Purple fik Hughes da også fin lejlighed til at bakke David Coverdale op i den vokale front på de tre ”Gillan-fri”, men ikke desto mindre fremragende Deep Purple-albums, der rangerer højt blandt bandets bedste.
Efter Deep Purple-tiden var det i begyndelsen lidt af en rutsjebanetur for Glenn Hughes. Kombineret med et omfattende misbrug havde han i 80’erne kortvarige ophold i bl.a. Black Sabbath og hos Gary Moore, inden han i 90’erne dukkede op i en clean version. Herefter er det gået stærkt med en opblomstret karriere gennem de seneste 30 år med et væld af soloalbums, gæsteoptrædener og deltagelse som medlem i bands som Black Country Communion, California Breed og The Dead Daisies.
Men nu har The Voice of Rock så for nyligt udgivet det, som måske er hans sidste hard rock-album – albummet 'Chosen'. Det vil i så fald være lidt trist. for selv om Glenn Hughes efterhånden er blevet 74 år gammel, så er hans vokal fuldstændig intakt og på højde med det, som han kunne for 50 år siden.
Det danske samarbejde
Endnu engang er Hughes gået i samarbejde med danske Søren Andersen som guitarist og medproducer på et værk, som i den grad er et solidt rockalbum. Og det viser sig endnu engang at være et godt og solidt samarbejde.
Hughes har lejlighedsvis rodet lidt rundt i noget funky og en meget soul-agtig rock, men denne gang er det altså mest en råt for usødet omgang rock, som vi bliver præsteret for.
Med albummets åbningssang ’Voice In My Head’ sættes der godt i gang. Det er ikke en tilbageskuende sag til storhedstiden i ungdommen, men mere en kompromisløs post grunge-sang, hvor Hughes synger, stadig med sin hang til soul, og får skreget sine lunger ud i en fornem præstation.
Stort set det samme kan man vel sige om den efterfølgende ’Alibi’. En lidt mere groovy sag, der rammer hårdt og direkte der, hvor benene ikke længere gider at være helt stille, med fornemt bas- og guitarspil med i købet.
Og det samme med tredje sang, titelnummeret og albummets første singleudspil. Den starter lidt roligt, men snart får sangen luft under vingerne og letter fra jorden.
Genrer – og hva så?
Er det metal, som Devilutions læsere gerne vil have? Nah!
Er det hard- /heavy rock? Ja, det er det da. Men især er det ROCK fra en legende, der har været i konstellationer, der har været med til at definere den lyd for 50 år siden, som mange efterfølgende metalbands har bygget videre på.
Egentlig er der ikke så meget at tilføje til sangene på ’Chosen’ udover måske det vigtigste, at det ikke udelukkende lyder tilbageskuende.
’Chosen’ er muligvis et pligtprojekt, fordi Hughes skyldte sit pladeselskab endnu en udgivelse. Han kunne så have udgivet et album med genindspilninger af gamle Deep Purple-sange. Det ville pladeselskabet Frontiers sikkert have foretrukket. Men i stedet har Hughes komponeret og indspillet en række helt nye sange, der omfavner rockens fundament fra 70’erne frem til i dag og retur. Det giver os for et eksempel et afsæt fra den Deep Purple'ske ’Hot Damn Thing’ til den højpotente, groovy rocker ’The Lost Parade’ og via den 60’er-lydende ’Come And Go’ med mellotronlydende keyboard-underlægning.
Som med alle gode albums skal der gentagne gennemlytninger til, før sangenes kvaliteter for alvor viser sig – men 'Chosen' er dét værd.