Copenhell 24: Regnbuedæmoner, sol og happy days
Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.
Grazed by Heaven
Rainbow Demon
Stealin’
Hurricane
Sweet Lorraine
Gypsy
July Morning
Easy Livin’
—------
Lady in Black
Stadig her i 2024 er Mick Box en ualmindeligt herlig charmetrold, som den eneste tilbageværende fra den oprindelige inkarnation af Uriah Heep. Guitaristen, der, allerede inden musikken spiller, kommer ud med det mest smørede smil, oprigtigt glad for det stærke fremmøde her kl 13:30 på tredjedagen, hvor mange sikkert begynder at få lidt tungere fødder. Det svigter altså ikke Heep-crowden i dag, der er mødt talstærkt frem for at hylde en af 70ernes helt store rock-korifæer.
Fornuftigt nok får vi først et par nye udpluk, mens vi mod slutningen bevæger os helt tilbage til guldårene fra 70-73. Intet derimellem. De ved, hvad folk vil høre, og det skal vi nu dårligt klandre dem, med den spilleglæde de har med til os i dag.
‘Save Me Tonight’ er måske ikke den mest spændende åbner, og med spilletiden in mente er ‘Stealin’’ også lige boogierocket nok til at fange dette publikum. Det er dog undtagelser i et sæt, der ellers fungerer som den perfekte opvarmning, mens solen bager, og med den første genstand i glasset.
Ikke mindst qua sanger Bernie Shaw, der ligesom Phil Lanzon (keys) joinede bandet i 1986. Shaw er dog særligt skarp i dag, hvor det nu er fjerde gang jeg ser dem siden en fantastisk koncert på Sweden Rock 2017 – og ikke desto mindre er stemmepragten mere kraftfuld, end jeg har hørt ham på noget tidspunkt tidligere. Dét, sammen med hans behagelige showmanship, store armbevægelser, når vi ud i de højere fraseringer, eller sniger sig frem på scenen og inciterer sig ind i sangenes opbyggende stadier. Stærkest eksemplificeret i den faste fanfavorit sent i sættet, ‘July Morning’, hvor Mick Box endnu engang slår sig løs med legende fagter ud til publikum. Den faste Box-gimmick, der aldrig fejler.
Derudover bør vi heller ikke glemme Russell Gilbrook, der ofte har det med at metallificere Heep-lyden med dobbeltpedaler og andre speedy runs, der bliver lige heftige nok til Heep-stilen. I dag er det dog en mere rooted stil, han lægger for dagen, uden de samme overdramatiske tendenser, og holder de større fills til, når det klæder sangen, som fx i deres lange take på klassikeren ‘Gypsy’ fra debutpladen.
Skal vi overhovedet referere til the big four fra 70erne, så er det stadig tydeligt, at de altid har haft en blødere side end de øvrige. Godt nok har de netop overstået tre måneders turné med Judas Priest, men nu hvor omstændighederne er anderledes, skal vi da heller ikke slippe for et ekstranummer til sidst fra den akustiske guitar, som ikke har været luftet på Priest-turnéen – og således runder vi koncerten af med en fællesskråler til ‘Lady in Black’ i baghovedet, inden der venter mange indslag i den mørkere ende senere i dag.
Storsmilende, hyggelige farrock-vibes af ypperste kvalitet fra formiddagen af – godt nok kun en time, men det er trods alt et festivalsæt, så vi tager til takke, og mon ikke også Rival Sons holder os kørende på lidt flere af de lune rockkvaliteter om lidt på Helviti?