Copenhell 25: Rocken lever i ungdommen
Rocken er ikke død. Ashes of Billy viste torsdag aften på Copenhell, at der stadig er liv i genren, og at der er håb for fremtiden!
2. On Account of You
3. Burned Out
4. Obscene
5. Without You 2
6. Don't Let Go
7. Only Eyes
8. Down the Hill
9. Never Gonna Get Me
10. Something About Your Smile
11. Rediscover
12. Getting Nowhere
13. The Right Place
14. Feel You Around
Den lille scene i skoven var proppet til bristepunktet torsdag klokken 20.45. Gehenna var hjemstedet for koncerten med Ashes of Billy, der i uger og måneder op til Copenhell havde været i medierne, fordi det er en flok meget unge mennesker, der udgør trioen. Da vi interviewede dem til Morgendagens Stjerner tilbage i februar 2023, var de 13, 14 og 15 år gamle. To år senere og der er stadig ingen af dem, der har kørekort!
De startede med at lave cover-numre af Nirvana men har siden lavet deres egen musik, og det var omdrejningspunktet for koncerten på dette års Copenhell. Der var ikke plads til ét menneske mere da de gik på scenen, og forsanger Daniel Hermann udbrød da også: "Fuck, der er mange mennesker!"
Det var der. I den grad. Gehenna var næppe mere logistisk udfordret på dette års Copenhell, end da Ashes of Billy gik på scenen. Havde man ikke været ude i god tid, var det stort set umuligt at komme frem og få udsyn til scenen. Med den omtale, der havde været af bandet, havde det måske været bedre at placere dem på Pandæmonium.
Men for dem, der havde tænkt langt nok frem, var det en herlig koncert med ungdommelig energi og et band, der var næsten lige så forbløffet over de fremmødte, som de fremmødte selv var over fremmødet. Med tung rock i instrumenterne og desperation i stemmen tog Ashes of Billy dog kompetent imod publikum og spillede ganske flot. Hvis de var lidt nervøse for at stå foran så mange mennesker, så maskerede de det rigtig godt.
Trioen fra Roskilde var i den grad klar til at feste med Copenhell, og de havde også læst op på lektien om hvordan man bliver et stort rockband, så undervejs blev der kastet store, sorte badebolde ud fra scenen til publikum. Man skulle tro, de havde været i Royal Arena og Forum da Metallica gjorde den slags, men med bandmedlemmernes alder in mente, så er det vel næsten matematisk umuligt!
Ikke desto mindre var det en fornøjelse af overvære Ashes of Billy kaste sig hovedkulds ud i at spille. De skreg da også selv: "Det her er fan'me crazy. Det er en dream come true!", alt imens deres rockede grunge-musik kom ud over scenekanten. For deres hårde rock var faktisk ret godt. Fra sang til bas og tilbage til trommeslager Johan Borgaa. Der var styr på musikken.
Der var masser af crowdsurfing oppe foran, og der blev også både moshet og lavet circle-pits i træflisen foran Gehenna, og bassist Anton Stampe gjorde sig da også brug af, at basguitaren var trådløst koblet til anlægget, så han crowdsurfede under 'Feel You Around', og kom i føling og omkring med publikum, der bar ham frem og tilbage. De spillede stort set alle sange fra deres to EP'ere 'Playdate' fra 2022 og 'The Right Place' fra 2023, ligesom der også var lidt andre med.
Til sidst takkede de alt og alle, samt deres forældre for at køre dem til Refshaleøen, og så var der jo ikke et øje tørt. Man kom til at tænke på bands som Aphyxion, da de var helt unge, eller Neckbreakker, tidligere Nakkeknækker, og nu Ashes of Billy. De helt unge bands, der gang på gang viser, at der også er en fremtid for den hårde rock og metal. Det var en god koncert og betryggende at vide, at der altid er en ny generation på vej.
Hvis ikke man fandt plads på Gehenna, så varmer de op for Ugly Kid Joe i Pumpehuset d. 1. august, ligesom de også er booket til Aalborg Metal Festival i november måned. Hvis man gerne vil opleve et band med oprigtig spilleglæde, så er Ashes of Billy et sikkert kort.