Morgendagens Stjerner: Ashes of Billy
PopulærUngdommen har potentiale. Selvom de end ikke var født, da grungen havde sin storhedstid, lyder de tre 13-15-årige unge mænd som et positivt sammensurium af start-90'erne.
Grunge i 2023? Snart 30 år efter genren bogstaveligt talt skød hovedet af sig selv? Danske Ashes of Billy er en tur i tidsmaskinen lydmæssigt, med et ungt øre for fængende sangskrivning. Vi tog en snak med de tre herre bag bandet, for at finde ud af hvad Ashes of Billy egentlig er – og få sat et par ord på deres første video, til nummeret 'Shamed'.
Hvem er Ashes of Billy?
Vi er en trio. Anton på 13, Johan på 14 og Daniel på 15, som spiller energisk rock og rul – og grunge :)
Hvordan startede bandet?
Daniel (guitar/sang) og Johan (trommer) mødtes helt tilfældigt i en musikbutik i Malmø i efteråret 2020 og begyndte kort efter at spille sammen i Daniels garage. I starten af 2022 kom Anton med på bas, og så gik vi ellers igang med at lave sange. I første omgang spillede vi en masse Nirvana-numre, men der gik ikke ret længe, før vi havde lavet en masse nye numre selv.
Hvor var jeres første øver?
Vores allerførste øver nogensinde var faktisk i Johans fars værksted, hvor vi spillede 'Master of Puppets' og andre heavyting. Den første øver med Ashes of Billy, hvor Anton var kommet med, var i Daniels garage
Hvor var jeres første koncert?
På Sejerø-festival foran forældre og en håndfuld lokale publikummer. Det var i øvrigt den dyreste udflugt nogensinde, og eftersom Daniels storebror Julian havde ændret navnet på Daniels e-mailadresse, blev vi præsenteret som ‘Daniels emo-hjørne’…
Hvem har fået øje på jer?
I forbindelse med at vi har en ny EP på vej, ‘The right place’, sendte vi et ton pressemeddelelser ud i verden. Og her endte en af pressemeddelelserne hos musikanmelderen Sian fra Classic Rock Magazine, som i første omgang skrev til os, at vi var supergode, men at de desværre ikke anmeldte EP’er. Et par dage efter modtog vi dog en mail fra Polly Glass fra samme blad, som syntes, at den første sang ‘Shamed’ var så fed, at hun ville sætte den på Classic Rock Magazines liste over bedste rocksange i denne uge, ‘Tracks Of The Week’, hvor vi lå sammen med en masse kæmpenavne. Derefter sendte vi sangen til MyROCK, som satte den i rotation, og så var vi så superheldige, at musikchefen Steen Skovgaard, tippede Mirza Radonjica fra Prime Collective om os, hvilket vi er ekstremt taknemmelige for og totalt oppe at køre over.
Hvad har været jeres største koncert?
Den største koncert vi har spillet, har været på B&W i Haslev, hvor vi spillede sammen med nogle andre fede bands. Derudover har vi spillet mange små jobs og haft en fest!
Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
At vi har alderen imod os. Det er svært at blive taget seriøst, når vi ikke er ældre. Der har fx været flere spillesteder, som er vendt tilbage og har sagt, at vi skulle være over 18 for overhovedet at kunne komme ind ad døren...
Hvordan har det været at indspille jeres EP?
Superfedt! Det er virkelig sjovt og kreativt at indspille og at have muligheden for at arbejde med sin musik på den måde.
Hvad er jeres inspirationer?
Vi elsker alt fra rock til død og finder hele tiden nye ting at blive inspireret af. Vi er fx meget inspirerede af hele Seattle-scenen og vælter hele tiden til alle de metalkoncerter, vi kan komme i nærheden af.
Hvad er jeres drømme?
Wembley. Rock in Rio. Måske en enkelt Woodstock, og så i det hele taget bare at leve af det, vi elsker, nemlig at spille musik.
Hvordan vil I nå dem?
Arbejde stenhårdt døgnet rundt. Sørge for at skrive gode sange, være kreative og være gode venner no matter what.
Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Kedelige og gamle.
Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Kæmpemeget! Vi bliver kørt rundt i hele landet af venlige forældre, som gerne vil det bedste for os.
‘Shamed’ er den første nummer fra bandets EP’en ‘The right place’, der udkommer på alle streaming-tjenester d. 1. marts 2023.